Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
898Visninger
AA

7. Epilog

 

Det er koldt og Milo rystede. Hans ben stak ud fra tæppet, så stor han er blevet. Kun lyset fra stjernerne lyste omridset af den åbne del af den faldefærdige ruin op. Stjernerne var alt for store, jeg kunne ikke lide dem. Månen var der ikke, deroppe på himlen. Det var min skyld vi var her. Milo ville selv. Det var ikke det. Men jeg var den ansvarlige overfor Milo og jeg skulle have fortalt ham, at det ikke kunne lade sig gøre. Det var min skyld vi lå her. Mens jeg sad her, tænkte jeg på hvorfor. Hvorfor skyde ham? Men der ville ikke være nogen der svarede mine tanker. Det ville være et evigt mysterium. Herfra kunne jeg kun lige se ned til den lille flække af en by. Den var omkring 6 huse rigt, som alle var smadrede og halve. Men telefonboksen lyste. Dens skær lyste den sorte hund op. Den så ret uhyggelig ud herfra, og den haltede. Jeg ved ikke hvor den var på vej hen, men måske var den ligeså ensom som os, tænkte jeg, mens den forsvandt ud i horisonten. Mens jeg sad her og tænkte kom William langsomt hen til os. Det var som om han forstod det hele, han satte sig stille ved min side.

”De ville ikke af med os, Milo. De elskede os. De elskede os Milo. De prøvede at beskytte os.” Jeg lyttede efter et svar. ”Sover du? Det må du gerne. Hvorfor er du så kold Milo? Vi tager hjem i morgen. Milo. Jeg elsker dig også Milo. Milo. Sov godt..” Her sad vi. Klokken var snart midnat. Jeg kunne mærke Williams hånd finde min og hans fingre flettede sig ind i mine. Han var fortsat tavs, men overværgede øjeblikket, hvor jeg vendte blikket mod de uhyggelige stjerner, mens den eneste tanke der fyldte mit hoved, det eneste ord der fylder mit hoved var..
”Hævn..” Hviskede jeg og vendte derefter mit kolde blik mod William. Han smilte og nikkede kort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...