Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
957Visninger
AA

6. Enden

 

 

Den anden fangelejr var kæmpestor, meget større end den anden som nok fyldte 1/5 del af denne her. Jeg kiggede begejstret op af den store kuppel der tårnede sig op over os. Milo sukkede af begejstring og begyndte langsomt at løbe mod indgangen, med os i hælene. Vi gik ind af en indgang der i forvejen var åben.
”Hallo!?” Milos kaldende stemme gav genlyd i rummet. Vi stirrede rundt om os i det enorme rum, hvor nogle cirkulærer former, snoede sig rundt oppe i loftet, som en slags kunst.
”Der!” Råbte han kort efter igen og pegede mens han løb over mod en slags skærm i væggen. Inden han nåede den, var det som om den følte ham og begyndte at snakke.
”Goddag gæster. Vi er nr. 1054 fangelejr, som har det største og mest udviklet fangeudstyr til vores fangere og vi har alt der skal bruges for at udvikle en sløv ubrugelig fange til en veludviklet frisk og fuldt ud klar fange, som kan udvikle mere flotte og udviklede ting end denne bygning.
Hvad er dit formål med jeres besøg” Stemmen tav og efterladte et køligt ekko, mens vi tænkte og kom os over meddelelsen. Milo svarede ivrigt kort efter i en vild tone.
”Jeg er Milo Rykkolosty og det her er min søster Ea Rykkolosty og William. Vi er kommet for at finde vores forældre, Jenny og Greg Rykkolosty. Ved du om de har været eller er en af dette fangehalløjs fanger?” han stillede sig helt hen til skærmen, hvor to billede sprang frem.
”Jenny og Greg Rykkolosty har aldrig været på stedet, men har været involveret i en sag for vores soldater. De blev skudt på stedet i en landsby ikke langt herfra” Stemmen efterladte en ubehagelig stilhed, kun den lille lyd af Milos hulken og de hurtige skridt da han løb ud af salen.
”Kan du fortælle mig hvad klokken er?” Sagde jeg med en stille stemme og kiggede igen på billedet af mine forældre på billederne. Det lignede dem som Milo havde hængende på sit værelse derhjemme, det var sikkert derfra børnehjemmet havde billederne fra. Jeg kunne mærke klumpen i halsen, der borede sig vej op, ens tanken om at de var døde og ikke levede et sted og ventede på os. Vi kunne aldrig vide om de gav os væk eller hvad.. Kunne vi det?
”Kl. er 22.15” Jeg undrede mig over hvor tiden var blevet af, jeg kunne godt se hvor mørkt det pludseligt var blevet og hvor koldt det egentlig var.
”Ved du hvorfor de blev skudt, altså vores forældre?” Jeg tøvede med det sidste og jeg sank en tyk klump og ville egentlig ikke høre svaret, inderst inde.
”Dine forældre havde været mindreværdige og havde forsøgt at søge op på de værdiges pladser. Deres plan var vellykket og de havde født jer som værdige folk. Dig og din bror er derfor født mere værd og hører til der, og jeres PLC er indstillet værdig, men da dine forældre blev opdaget stak de af ud af kuplen og ud i en faldefærdig landsby. De havde jer med sig og vi, her på stedet, havde den fulde ret til at slå jeres forældre ihjel. Derfor er I hvor I er og de er hvor de er..”
Jeg smilede faktisk ved tanken om at de havde elsket os i forsøget på at redde os. Gøre os mere værd så vi kunne leve et værdigt liv.. Hvordan de havde forsøgt at redde os, med deres liv. Pludselig smilte jeg så meget at det var helt mærkeligt og William kunne ikke lade være med at le lavt ved min side mens han så mit smil vokse. Mine øjne lyste og jeg begyndte at grine. Jeg vendte mig lykkeligt mod ham.
”Mine forældre elskede mig, de elskede Milo og jeg!” Jeg greb hans hænder og det kriblede i maven på mig mens jeg dansede rundt.
”Milo!” jeg løb ud af de åbne døre, og ud. Mine øjne søgte efter ham, den lille dreng. ”Milo vent!” råbte jeg. Hans fodspor var tydelige i den knastørre sprukne jord. Jeg fulgte den i en luntende fart og jeg kunne mærke William bag mig.
”Hvor løb han hen?” spurgte han bag mig og jeg svarede tørt med fortvivlelse i øjnene.
”Jeg ved det ikke, men hans fodspor..” jeg kunne mærke panikken fra før stige. Jeg begyndte at løbe hurtigere. ”Milo!!” Jeg var begyndt at skrige hysterisk efter ham. Hans fodspor fulgte os hen til den samme by som før. ”Milo, det er ikke sjovt!” min stemme skælvede.
”Hvor er han William!” Jeg vendte mig vredt og ruskede ham i skuldrene, mens panikken steg yderligere.
”Jeg ved det ikke, men vi finder ham” han tog min hænder ned og krammede mig roligt. Han holdte mig frem for sig og smilede skævt.
”Vi finder ham, kom vi deler os og leder her i byen” Jeg nikkede og han begyndte at gå i en retning, mens jeg gik en anden.
”Miloo!” Jeg løb rundt og kiggede bag hver sten, hver bygning. Mit hjerte slog uregelmæssigt og min vejrtrækning blev hurtigere og jeg fik mindre og mindre luft ind. Til sidst begyndte det langsomt at blive sort for mine øjne og jeg overbeviste mig selv om at det ikke var værre end det så ud.
”Så Ea, han er her.. Lige her.. Vi finder ham” Jeg trak vejret dybt men stadig skælvende. Derefter ledte jeg i stilhed, mens det blev mere og mere mørkt omkring mig.
”Eeeaaa!!!” Milo. Det var Milo. Han var skræmt for hans stemme var bange og den lød hæs og grædefærdig, ikke langt herfra.
”MILO, jeg kommer!” Lyden af hans hulken kom nærmere, men også lyden af hans ord der ikke var til mig.
”Nej, lad mig værre.. Ea har mit bevis. Hun har det.. Hun er her.. Vent nu og….” Et skud gjorde hans hæse ord tavse.
”Nej nej nej nej nej nej…” Jeg rystede og famlede mig frem i mørket og kom frem til den ruin fra tidligere. Var det Vitofoben Nej.. De havde ikke våben, det måtte være en soldat. Han havde sagt han jeg havde beviset. Ved hjælp af lyset fra de store stjerner og lyset fra telefonboksen, fandt jeg frem til ham. Jeg kravlede mig frem til ham og tog hans hoved.
”Ea..” hviskede han og jeg hulkede hans navn. Jeg kyssede ham i panden, flere gange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...