Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
982Visninger
AA

3. Begyndelsen

 

Mine hænder rystede da jeg lukkede døren bag os, og vi traskede ud i det kunstige græs. Jeg så kort på Milo som nikkede og vi luntede stille hen bag træerne. Der var en stor bøg busk langs grusstien, som også var kunstig. Men godt lavet. Bladende virkede levende, både følelsen, lugten og fugten var i orden. Men min følelse for det var ikke rigtig. Vi listede ned af grusstien, som også virkede helt levende, selvom det var helt dødt. Ingen liv.
”Vis mig et kort over barak 7.” Katie slog laserskærmen op fra den lille tynde skærm, men med et svagt og skjult lys, så vi ikke ville blive set. Katie forstod altid stemningen omkring hende. Hun havde markeret os med to små røde prikker og vores mål, et stort sort kryds. Vi skulle i første omgang til porten fra barak 7 til 6, derfra kan man tage himmellugen og svæve over til næste port. Det vil tage os 20 minutter at svæve. Herfra skal vi bare gå. Ca. 3 km, så vil vi være ved porten.
”Giv mig en retning” Katie hev skærmen tilbage og viste hvilken retning og den hurtigste og letteste vej på gå ben. ”Kom” hviskede jeg til Milo og hev ham i ærmet. Han fulgte med mig ned af vejen og fortsatte ned til parken. Det eneste vores barak bestod af var kunstigt græs og kunstige stier, med kunstige træer og andre kunstige planter. Himlen var blå og solen skinnede, den var også falsk. Der var en eller anden i barak 12, som bestemte alt, som skiftede vejret. Man kunne faktisk godt se at himlen var kunstig, for den formede en stor buge om området. Man kunne se hvordan den skråede ned ad i horisonten, selvom det var rigtig stort. Milo var begyndt at danse, han kastede sig rundt i græsset foran mig og jeg kunne ikke andet end at fnise. Selvom jeg normalt ville have skældt ham og bedt ham stoppe og gå ordenligt. Men i dag var en god dag og jeg følte mig, for første gang i lang tid, glad. Jeg løb over og hev fat i ham og rullede rundt i græsset.
”Du forsænker os, din lille trolde unge!” jeg kastede ham rundt og han grinede, som aldrig før. Jeg lo højt og faldt kort efter forpustet om. Han pustede mig i øjnene og hev mig i øret.
”Kom nu Ea.” Og som svar rejste jeg mig hurtigt og hev ham med mig. Vi løb lidt af vejen, indtil vi blev trætte og slentrede af sted.
”Se!” Milo pegede op i ’himlen’ og hoppede op og ned. Jeg fulgte hans finger med blikket og så den første himmelsvæver. ”Skal vi med den?” hans stemme virkede barnlig, trods hans 11 år.
”Ikke endnu, vi skal først til barak 6,” jeg kiggede efter himmelsvæveren og en blev til 4 og 4 blive til 9 og til sidst vrimlede det med himmelsvæver. Men vi var også nået længere og længere mod porten, der var altid meget trafik omkring den, så vi måtte være der snart. ”vi er der snart nu.” hviskede jeg, mest til mig selv.

Porten havde en lang kø, og både forvirrede og begejstrede mennesker kom ind, nogen var endda sure og brokkede sig ved en af portvagterne. Damen som stod ved selve porten fumlede med hendes bevis og kunne ikke forstå hvorfor de tog hendes PLC fra hende og skannede den ind i deres system. Hun forstod heller ikke hvorfor de tog hende i armene og førte hende væk. Hun begyndte at forstå og råbte af vagten. ”Vi skal uden om dem der,” jeg pegede på vagterne i smug og sænkede min højde til Milos. ”Vores bevis er ugyldigt til det her og vi bliver nødt til at komme gennem et andet sted.. Men hvor?” Jeg søgte efter en vej forbi eller en maskine som var uden vagt.
”Katie, find en vej forbi porten uden vagter.” Katies lave stemme hviskede lavt som svar.
”I den anden ende af porten er der en maskine i stykker, det er muligt for jer at komme i gennem der, men i skal være hurtige, der kommer robotter om 10 min. De vil komme og styrer det, indtil videre står der kun 2 vagter. Det vil være muligt for jer at smutte forbi, ellers har jeg lavet et kunstigt bevis som kun lige vil gå med et øjetjek og ikke med deres system.” Vi var allerede begyndt at løbe. Milo lynede frem foran mig og jeg løb i et tilpasset tempo, der kunne holde længe. Jeg fandt takten i et godt tempo, mens Milo begyndt at sænke farten og fandt et tempo lige under mit, så han var lidt bag mig. Han prustede og stønnede, for han havde nu allerede brugt sine kræfter op.  Landskabet ændrede sig fra grønt græs til gule marker og hårde stier. Der var 2 maskiner ude at samle korn, helt automatisk efter en stemme befaling. Efter allerede 5 minutter kunne vi se den sidste port. Vi løb hurtigt det sidste stykke og stillede os bag nogle maskiner i skjul.
”Lige frem er porten, 10 meter længere henne er vagter, så i skal gå gennem hurtigt og de vil følge efter jer. Det er muligt at komme gennem systemet uden tjek, hvis ikke vagterne styrer. Jeg vil holde jeres bevis klar.” Vi listede bag robotten som vi gemte os bag og hen til porten, idet vagterne så den anden vej. Jeg puttede min arm ind i systemet og slog både mig og Milo ind. Den bibbede højlydt og åbnede porten. Vi gik ind og døren inde bag ved kunne ikke åbnes på grund af system fejl.
”Katie laser.” Hun skød døren op med laserstrålens stød og vi løb gennem barak døren og videre ud.
”Velkommen til barak 6, Welcome to barak 6” En høj stemme lød inde i den korte gang mens vi løb videre ud. Milo løb hurtigt frem og vi kunne høre robottens alarm bag os.
”System fejl, forbudt indkommen. System fejl, forbudt indkommen.” Løbene skridt lød bag os, efterfuldt af de svævende lyde af vagtrobotterne. Vi løb alt hvad vi kunne og skyndte os gennem den sidste dør, som allerede stod åben.
”Højre, højre!” råbte Katie fra min arm og vi styrede mod højre og om bag de samme robotter som jo gik gennem den store kasse, som var fuldstændig magen til på den anden side. Vi satte os op på en af kanterne oppe på robotten. Lydene af alarmerne spredtes ud i hele det stykke ved starten af barak 6. Det larmede og gentog den samme besked flere gange, som før. Vagterne løb forbi og robotterne styrrede efter dem. Heldigvis havde deres robotter ikke indstillet F filen (The Finder – Som finder hvad man søger, uden nogen form for DNA). Jeg så langsomt over på Milo, som havde det samme lettede blik som langsomt udviklede sig til en grimasse af lykke. Hans i forvejen lidt smalle øjne var knebet helt sammen og hans mund var strammet ud i et stort grin.
”Tæt på,” pustede jeg og kom mig over oplevelsen, ”og det bliver kun værre..” Hans blik forblev smilende, men jeg kunne mærke jeg skævede øjenbrynene og sendte ham et skævt smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...