Kolde Nætter

Ea og lillebroderen Milo bor på et børnehjem, da de har mistet deres forældre, og har fået slettet deres hukommelse så vidt muligt. Det foregår i år 2062 i det fremtidige miljø.
Milo og Ea beslutter sig for at finde deres forældre og tager ud på en farlig rejse, der vender deres liv på hovedet. Mens den faretrugende rejse bringer død og fare, luger romantikken i baggrunden, mellem den mindre værdige William og fornemme Ea. Men rejsen er ikke blot en dans på roser, så de må kæmpe mod forskellige ting, såsom de mystiske uhyre der luger i mørket....

2Likes
5Kommentarer
900Visninger
AA

2. År 2062

 

Milos blik var tomt. Træt. Trist. Savnede sin mor, selvom han aldrig selv havde kendt hende. Men savnede hende fordi, at livet med hende havde sikkert været mere spændende end det her. Jeg kiggede længe på ham, og så derefter billedet af mor og far bag ham. Det hang på opslagstavlen i sort-hvid. Han havde stukket en sort tegnestift gennem væggen bag dem. Damens udtryk var lykkeligt og der hang brede skygger hen over den ene del af hendes ansigt, og det samme havde mandens ansigt ved siden af. De havde nogle unge smil, hvor et sæt hvide tænder stod frem bag deres smalle læber, på hver af dem. Damen havde dybe smilehuller, ligesom mig. Manden på billedet, som stod skulder om skulder med damen, havde lyse øjne. De var blå, tror jeg. For det havde Milo også, helt blå. Is klare blå øjne, som lige nu stirrede på mig med et langt blik. Øjenvipperne som kantede en smuk ramme om isen, formede sig efter uddybningen ved hans mørke bryn. De blinkede en gang og stirrede så igen. Lige ind i mine grøn brune.
”Ea” det var en tam lyd fra den smalle mund. Det lød ikke engang spørgende, bare som om han ville sige det uden en grund. Men selvom det hverken lød eller var et spørgsmål, svarede jeg per refleks ja.
Han smilede og det triste, der for et øjeblik siden havde fyldt hele hans ansigt, var allerede forsvundet i den lille drengs glæde. Selvom smilet egentlig aldrig rigtig nåede hans øjne, men det var noget man vendte sig til. Det havde folk i min klasse også gjort ved mig. Det lød som om han glemte hvad han havde sagt og startede på noget helt andet.
”Må jeg få en hund?” Som svar tøvede jeg og ledte efter nogle ord der kunne beskrive mine tanker.
”Ehm” Jeg stirrede op i loftet, ”nej. Man må ikke have hund her. Og du kan ikke tåle dem Milo.” Han blinkede flere gange med øjnene og samlede hænderne i en tiggende gestus, mens jeg svarede.  
 

Hans klynkende plagelyde fortsatte hele vejen ned af trappen og ned til fællesspisningen. Tiden gik langsomt og kl. var kun 7.00 da vi måtte holde weekend. Min bror og jeg sad ved maskinen i aktivitetsrummet og søgte på forskellige ting.
”Hund!” Milo bad flere gange Robot Evie om at søge på hunde og gemme billederne. Jeg sukkede blot og så på, mens RE gjorde som han sagde og spurgte ham endda om han ville have hun skulle bestille hunden. ”Bare send den!”
”Evie lad vær med at sende den” brummede jeg, og hun gjorde som jeg sagde. Hun vidste, jeg var ældst.
”Noget du vil have Ea?” Det lød kært og hun stak en blid hånd ud af feeleren (føler boksen) og aede mig over kinden. ”Sig til når I er klar til adoptionen skal gennemføres..” Hun skubbede det varme kakao ud og jeg greb den. I morgen ville det igen være mandag og jeg skulle i skole. Milo kunne ikke lide sin klasse, havde han fortalt mig. Men der var ikke rigtig nogen der gjorde noget ved det alligevel.
”Må jeg søge på vores forældre?” hans stemme var lille, for han vidste at jeg ikke ville tale om det. Evie forstod at det ikke var til hende, og forholdte sig tavs. Jeg trak hurtigt benene op under mig og holdte om mig selv. Jeg holdte mig sammen, for ikke at falde fra hinanden. Jeg dækkede hullet i brystet. Jeg kunne huske, dog kun små glimt, men jeg kunne huske de sorte støvler og de kolde og fremmede arme der lagde sig om mig. Ingen varme. Jeg gøs smertefuldt ved tanken. Uden at svare rystede jeg på hovedet og han så skævt på mig, og hans blå øjne borede sig igen ind i mine.
”Undskyld.” tøvede han og så ned i gulvet. Jeg hostede uden nogen grund, jeg var hverken forkølet eller havde en tusse i halsen. Men jeg skulle hoste inden jeg kunne give slip på mit bryst igen, ellers ville det gå galt. Jeg gik op på mit værelse i sådan en fart at kun David så det. Han var altid så opmærksom på folk her, han så alt. Jeg smækkede døren og lagde mig oven på dynen og krympede mig sammen til en kugle.
”Ea?” Hans dybe stemme lød uden for, mens han slog tre bankende slag på døren. Væggene var tynde her i villaen, så jeg kunne høre Natalie lege inde ved siden af. ”Er du okay?” David havde åbnet døren i mellemtiden og stillet sig midt på gulvet. Han stirrede på mig med sit voksne blik og trak derefter min stol hen og satte sig foran mig.
Så begyndte han igen. Han forklarede mig en masse mærkelige ting, noget med biblen og en masse prøver. Og så noget med at for at kunne få alt det gode, skulle man også gennemgå dårlige ting. Han forsøgte at muntre mig op med lidt teenage snak og noget om adoptivforældre. Han endte hele den lange samtale ud med at bede Katie om at sætte noget sød musik på. Han så på min arm og så på min PLC (Personal Life Controls) som sad fast i min arm. Man kunne se hvordan huden foldede lidt hen over kanten på maskinen. Alle havde en, undtagen de mindre værdige og unge. Katie(min PLC) rungede ud i rummet og tæmmede lydende omkring den. Jeg sukkede tungt og lukkede øjnene.

 

”Katie, sluk.” Min PLC lystrede lydigt, og slukkede kun for musikken, fordi vores stemmer var så ens, at hvis jeg kun brugte stemmestyren var risikoen, at Milo havde fri adgang til den. (Men han er ikke den bedste til det endnu, han var stadig i gang med at få undervisning i det).  Milo kastede sig oven på mig og fandt mit øre bag dynen og kravlede hen så hans stemme kunne fylde min skrøbelige øregang.
”Har du egentlig set på kalenderen?” hans stemme var efter at bedømme rimelig alvorlig, hvilket ikke skete særlig tit. ”Det er i dag Ea,” han hoppede lidt på mig og jeg satte mig op på albuen, ”spørg selv Katie.” Hans øjenbryn fløj uskyldigt op i panden og nikkede mod min arm.
”Katie, giv mig en orientering om i dag.” Befalingen var rusten, men det kunne tydes at være mig, for hun svarede klart igen.
”Kl. er 8.12,” hun skød en stråleskærm op i hovedet på mig og forklarede, ”I dag er det d. 13. oktober 2062 søndag. Du har noteret i dagens anledning: Skjult flygtning. Skjul stemme.” Katie lod teksten jeg havde bedt hende om at forholde hemmelig kører ned.  Det stod således:
Søndag, i dag, skal Milo og jeg kl. 9.00 begynde at stikke af. Vi har forberedt os fuldt ud, til dagen i dag og er pakket og klar og skal bare ud. Vi gemmer os for beskytterene og viser Katies bevis på os, til dem, hvis det skulle gå galt. Vi bruger PLC våben, Katies opdatering, som jeg har installeret, hvis vi får brug for det. Vi bruger bare udgangene til de forskellige barakker, og når vi er kommet til barak 0 skal vi bare bruge den 1000V laser pistol og skære os gennem de tre mure. Men vi skal passe på beskyttere og for den sags skyld de indkomne soldater, selv om de nok vil være nok beskæftigede med udløbne eller fremmede ’fanger’.  Og der fra løber vi til et sikkert sted og gemmer os, til faren er forbi. Vi er ude i løbet af 4 timer. Så vi begiver os derfra videre mod de 2 fangelejre og finder mor og far i en af dem. Men.. Vi skal være færdige inden et døgn, for hvis udløbne folk fra Kanal 300, bliver fanget derefter er det op til soldater eller andre, hvad de vil gøre ved os. Derved vil beviset ikke længere gælde. NB. Pas på Vitofoberne.
God rejse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...