You're worth it [1D]

Jessica Teasdale, datter af Lou Teasdale, er pige på 16 år, som lider af Anoreksi, og bulimi. Hendes mor prøver desperat at hjælpe hende på flere forskellige måder. Hendes mor har sat sig for en opgave. Hun vil hjælpe sin datter, og hun vil gøre alt for det. Da Lou skal på tourné med det band hun er designer, og make up-artisk for, ved hun ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Hun kan ikke svigte sin datter, men heller ikke sit job. Hun beslutter sig derfor for at tage Sine to døtre med. Kan Lou hjælpe sin datter, eller er håbet fortabt. Hvad vil der ske, når Jessica skal med sin mor på en 4 måneders Tourné med One Direction?

16Likes
5Kommentarer
1417Visninger
AA

4. This is serious.

Jeg vågnede med en dunkende hovedpine.

Jeg så mor Lux og drengene sidde ved nogle stole ved siden af en hospitals seng.

Jeg kunne godt huske at jeg blev kørt på hospitalet og det, så det kom ikke som et chok at jeg lå her.

"Hvad er der sket med mig?" spurgte jeg mor.

Mor nikkede engang til drengene som gik ud og tog Lux med.

"Skat, efter alle de gange du har kastet op, har det givet dig en infektion i maven, du har for lidt jern i kroppen, og hvis du ikke tager på snart, skal du have sondemad"

det kom lidt som et chok at hun sagde det.

Jeg fik alt på en gang, og vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det.

"Hvad siger Lux til det her?" spurgte jeg, og kneb øjnene sammen, i håb om at min hovedpine ville forsvinde.

"Hun ved ikke rigtigt hvad der sker, og det er også bedst, hun har ikke brug for dårlige nyheder" sagde mor kærligt og tog min hånd.

Lidt efter kom en læge ind.

"Hej Jessica, hvordan går det?" spurgte en meget høj og pæn mand.

"Ikke så godt.." mumlede jeg, hvilket fik ham til at udbrøde i et lille hurtigt fnøs.

"Nej det ser jeg, men jeg håber at du forstår hvor alvorligt det er er" sagde han og kiggede ned i en mappe.

Jeg nikkede.

"Du har bulimi og anoreksi, det værste er din bulimi, hver gang du kaster op, hvilket gør at du forstyrrer vitamin og mineralstatus  i kroppen, det er vigtigt at du snart får sondemad, uden at få det op så du kan genopbygge en masse i din krop" sagde lægen, med et lidt fjernt blik i øjnene.

Jeg nikkede og kiggede hen på mor som smilede til mig.

"Nogle drenge sidder udenfor, kan de komme ind? vi har lidt travlt på gangene, og det er lidt besværligt med gæster på gangene" sagde lægen og smilede.

Mor kiggede hen på mig, som tegn til at jeg skulle svare.

"Ja, luk dem bare herind" mumlede jeg, hvilket fik ham til at nikke, og lidt efter kom drengene ind.

"Er du okay Jessica?" spurgte Niall, for 2 gang.

Jeg nikkede.

"Drengene er blevet underrettede" sagde mor, og smilede.

Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg syntes.

Det var vel meget godt at de vidste det, men jeg vidste ikke om det ville ende i særbehandling.

Drengene smilede alle sammen til mig, sikkert for at få mig i bedre humør, men det hjalp ikke.

Lux kiggede hen på mor, som om hun spurgte om noget, hvilket fik mor til at nikke.

Lidt efter kravlede hun op i den store seng ved siden af mig.

Hun lagde sig ned ved siden af mig og tog min hånd.

Det tog helt klart på hende.

Drengenes smil ændrede sig hurtigt til et trist ansigtsudtryk.

Jeg kiggede hen på Lux og fangede endelig hendes øjne der var fuld af sorg.

Her var helt stille.

"M..mor hvornår må jeg komme hjem?" spurgte jeg.

"Der går lidt tid skat, de skal tage nogle prøver, og du skal have sondemad i en uge før de sender dig hjem, de skal have dig under opsyn i et stykke tid" sagde mor, med et lille, smil på læberne.

Efter lidt tids stilhed kom en læge en med et stativ, hvor der hang en pose og en slange på.

Hun gik hen ved siden af min seng.

"Jessica, det her et sondemad, vi regner med at du skal have det i en uge, hvorefter at vi må se hvordan det går, du får nogle piller som gør at din mave ikke bliver overbelastet" sagde lægen, og satte en nål i min arm, hvorefter hun tog slangen ind, og satte den fast.

Det gjorde lidt ondt, men jeg bed smerten i mig.

"Du kan ikke mærke noget efter et stykke tid, du kan mærke lidt i starten.." sagde lægen og startede maskinen, så min arm blev lidt stiv.

"Spiser du nu?" spurgte Lux, hvilket fik drengene til at udveksle blikke, hvor derimod mors blik kun lå på mig.

Jeg vidste ikke om hun var skuffet, sur, eller ked af det.

Eller jo selvfølgelig var hun skuffet og ked af det, men jeg var i tvivl om at hun var sur på mig.

Jeg kiggede ned på Lux som stadigvæk ventede svar.

Mor kunne se at jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare hvilket fik hende til at tage Lux op og hviske noget til drengene, hvorefter hun gik ud af  rummet.

Drengene kiggede skiftevis på hinanden og mig.

"Wow Jessica, vi vidste ikke at du havde det sådan, men vi skal nok også prøve at hjælpe, du ved.." udbrød Louis, og kløede sig i nakken.

Jeg nikkede.

"Det er fint nok, men det der ville hjælpe mest var hvis at i gad tage jer lidt af Lux, og prøve at få hende til at glemme det her, mest muligt" sagde jeg, og prøvede desperat at få et smil plantet på mine læber.

Zayn sad lidt og kiggede ned i gulvet med et trist blik, hvilket fik Niall til at tage armen om ham.

Han hviskede et eller andet til ham.

"Hvad nu?" spurgte jeg og rynkede på panden.

Zayn kiggede hurtigt op på mig med tåre i øjnene.

"Det er bare... min kusine.." sagde han, og lød ret trist.

Jeg rynkede på panden, "hvad med hende?" spurgte jeg.

"Hun havde samme sygdom som dig.." mumlede han.

Det virkede faktisk lidt trygt at han vidste lidt om det.

"Hvad skete der, har hun det godt nu?" spurgte jeg, og prøvede at fange hans øjne.

"N..nej hun er.. hun er død" mumlede han.

En klump samlede sig i min hals. Jeg vidste ikke at det var så alvorligt.

her var stille i et kort stykke tid, da mor kom ind.

Lux så en del gladere ud end før.

"Skat, jeg lover at komme så hurtigt som muligt, men jeg skal hente nogle nye sko til drengene, det er meget vigtigt, så du er nødt til at blive her med drengene, jeg tager Lux med" sagde hun med et smil.

Jeg nikkede, og kyssede hende og Lux farvel.

Da drengene og jeg var alene hev Niall pludselig en stak kort frem.

"Unoooooooo!" udbrød han hviskende, da der lå et patienter på stuen ved siden af mig.

Vi havde det utroligt sjovt, og var allerede kommet ret tæt på hinanden.

Ja, af et spil uno, men det var også første gang de så min, ja glade side.

"Niall du snyder!" udbrød Harry, hvilket fik os alle til at flække, da han snød ret åbenlyst, men blev dog ved med at nægte det.

"Ikke en skid, jeg har øvet!" sagde han, og så ud som om det var logik for en hver.

Jeg fnes lidt hvilket fik Niall til at kigge trist på mig.

"Hvad, tror du ikke på mig?" spurgte han, og kunne ikke holde sit grin inde.

"Jo! det gør jeg!" sagde jeg, og smilede.

Vi alle sammen lå flade af grin, og havde det super skægt.

De alle sammen grinede, så de lagde ikke mærke til Niall der pludselig, igen, låste sine øjne fast i mine.

Jeg smilede til ham, hvilket han hurtigt gengældte.

Lidt efter fandt drengene hurtigt ud af at vi havde øjen kontakt, hvilket hurtigt fik os til at bryde den igen.

Der var lidt pinlig tavshed, men blev afbrudt af en læge der kom ind.

"Blodprøver til en Jessica Teasdale?" sagde hun og kiggede lidt rundt.

"Herover" sagde jeg, og rakte hånden i vejret.

"Åh ja, der! nej man kan da godt mærke at man kommer op i årene efterhånden, haha" udbrød hun og smilede, hun lignede en på 50-60 år.

Jeg fnes bare, og strakte min arm ud.

Hun tog en elastik rundt om min arm, og fandt en nål frem.

Hun stak den ind i en af mine blodåre, og puttede derefter et stykke vat på, som hun fastsatte med et slags tape.

"Nå det var vel ikke så slemt?" sagde hun, og smilede.

Jeg rystede på hovedet.

"Når nej, du har vel prøvet det før" sagde hun med et smil.

"Nå, har du dine venner med, eller er det måske familie?" sagde hun, og kiggede muntert over på drengene.

"Vi er hendes venner"

"Jeg har da set jer før ikke?" sagde hun, hvilket lød lidt forkert.

"Øh, det kan være, har du hørt navnet One Direction før?" sagde Liam.

"Åh gud for pokker! mit oldebarn er helt tossede med jer, kan jeg ikke få et lille papir med signering? jeg ved ikke om det er meget at spørge om når nu jeg arbejder her, men hun ville blive så lykkelig" sagde hun, og smilede.

Drengene undtagen Niall, kiggede på hinanden, mens Niall ikke tøvede et minut.

"Selvfølgelig!" sagde han, fandt en lille blok frem og skrev en autograf hvorefter han gav den videre til Louis hvilket fik ham til at kigge på ham.

Han hviskede et eller andet til ham, hvorefter han også begyndte at skrive.

Og da alle havde skrevet rakte de blokken til sygeplejersken.

"Åh mange tak, sikke venlige herre i er" sagde hun, og gik ud med mine blodprøver, og drengenes autograf.

Ehh

"Hvorfor var i sådan, sådan er i aldrig?" sagde Niall, og kiggede spørgende på drengene.

"Nej nej, men vi har snart intet privat liv, jeg mener... vi er på et sygehus, og selv her vil folk have autografer.. " mumlede Zayn.

"Det er deres skyld at vi tjener penge og når så langt, det er det mindste de kan forlange, en lille autograf?" sagde Niall lidt skuffet.

Drengene nikkede.

Mor kom farende ind lidt efter med Poser i hænderne, og poser som hun holdte fast i med mundene, sin mobil som hun desperat prøvede at styre, og Lux.

"Lou for pokker" sagde Louis og fnes, hvorefter at alle drengene skyndte sig hen og hjalp hende med poserne.

"Hvorfor har du så meget med?" spurgte Liam og rynkede på panden.

"De havde åbenbart også noget tøj som i skulle have, og jeg kunne ikke sige nej"

sagde mor og sukkede.

"Forresten skat, jeg bliver og sover hos dig i nat sammen med Lux, drenge i kan bare tage hjem hvis det er" sagde mor og smilede.

"Nej det er okay Lou, vi er blevet tilbudt gratis ophold på patient hotellet  af en lidt begejstret læge" sagde Niall og fnes.

Mor nikkede.

"Åh hvor dejligt!" sagde mor.

Niall nikkede, hvor derimod de andre drenge så knapt så begejstrede ud.

"Hvordan har du det skat?" spurgte mor mig, og tog min hånd.

"Godt" svarede jeg.

Jeg havde det rigtigt dårligt, men mor skulle ikke stresses mere end hun allerede var.

Hun nikkede.

Lux kiggede op på mig, og så mig dybt ind i øjnene, som om hun kunne se på mig at jeg løj.

 


****

Hej friends.

Eh, så kom det fjerde kapitel. Håber i syntes om det. Husk at liike, det ville betyde meget.

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...