What you didn't tell me.

Melody lever livet i sus og dus. Hun har rige forældre, som bruger tiden på arbejde, og gemmer en lille del til Melody, som er en kæmpe sum penge, hver måned. Men er Melody lykkelig, eller en ensom, rig pige? Og hvad sker der når hun begynder at rode sig ud i ting hun ikke burde rode sig ud i? Hvad sker der når forelskelser bliver alt for forbudte, og Melody må gemme hendes følelser langt væk, fordi verden lige pludselig bestemmer sig for at gå under?

2Likes
2Kommentarer
744Visninger
AA

2. Dont leave me.

Kære dagbog.

Mor er i Kina, far holder fri idag. Imorgen tager han til Dubai. Han skal have en deal om nogen hoteller i hus. Nogengang ville jeg ønske min far var læge, og min mor frisør. Så ville livet sikkert være meget nemmere. Meget nemmere end at have to forældre der arbejder med alt mellem himmel og jord. Og tjener pokkers mange penge. De giver dem til mig... Er det deres kærlighed? DAGBOG. Det virker ikke.

Jeg ved hvad i tænker. For alle tænker. Alle syntes det er så fucking ondt af mig, at fortælle direkte til nogen fremmede, at jeg hader mine rige forældre.

1) Jeg hader dem ikke.

2) Jeg ville hellere have forældre i middel klassen.

3) Jeg hader bare de er væk hele tiden, og giver mig ærlighed via deres ugyldige penge.

Okay?

Jeg ved godt nogen børn ikke har  forældre, nogen børn har forældre som er syge, og nogen børn har forældre der ikke arbejder.

Okayyyyyyyyyy.

Nogen har det værre end mig, og jeg sætter faktisk pris på... - Hvorfor diskuterer jeg dette med jer? I veeed jo hvad jeg mener!:)

Smileeeeeey.

"Mels", kaldte en stemme nede fra køkkenet. Jeg sad på mit værelse. Det fyldte halvdelen af første sal. Cirka... 40 kvadrat meter...? Okay f'ørste sal var... - Igen... Hvorfor diskuterer jeg dette med jer?

"Meeeels", sagde stemmen igen.

Ja stemme, du kalder Mels, hvorfor skulle jeg gøre noget ved det?

FUCK.

Den eneste der kaldte mig Mels her, var min bedste ven. Cooody, kaldte jeg ham. Faktisk hed han bare Cody. Okay, prøv at sige Cody...

...

Har du sagt det?

Jeg ved du har sagt det!

Så prøv at sige Coooooooody.

Nej Coooooooooooooooooooooooooooooooooody.

Det lyder mere realistisk ikke?

"Meeeeeeeeeels!", sagde stemmen igen. Argh... Jeg sætter mig fast i mine tanker... Ja man kan jo ikke tænke, og komme videre på samme tid...

Og hvorfor bruger Coooooooooody den samme metode som mig? Jeg må tale med ham. Om ordet EFTERABER. Jeg hader efter abere. De aber efter, irritere, hvilke Coooody er ret god til. Han er så fucking irriterende ¨når han tror han kan blive den næste Justin Bieber. Men jeg kan ikke lide Justin Bieber, og jeg kan lide Coooody, så det kommer aldrig til at ske...

"Mels forhelvede", sagde en stemme, ved min dør. Døren åbnede. Bare sig det ikke er ham der Mr. Booky, eller hvad f*ck man siger det. Okayyyy. Døren var åben.

Helt åben.

Uh uh uh uh.

"Hej Coooody!", sagde jeg, sprang op af min seng, og gav ham et kram. "Mels, er du blevet døv?", spurgte Cody drillende, og trak sig fra mig.

Fuck ham.

"Hvaaad?", drillede jeg.

"ER.DU.DØV?", råbte Coooody grinende.

"Nej for helvede", svarede jeg, med et smil på mine læber.

Mine fyldige læber.

Min fucking nice læber.

Som elsker at...

Vi stopper her.

"Mels?", spurgte Cody.

Cody.

Ikke Coooody.

Så fuck det.

Han kaldes Coooody, men orker ikke at tænke så mange o'er.

Prøv at sige, O'er, o'er, o'er.

Ahaha!

"Mels nu gør du det igen", sagde Cody.

Gør hvad?

Åh fuck.

"Hvad?", spurgte jeg.

"Sig mig står du i din helt egen verden ligenu?", spurgte Cody.

Min Coooody,

"Nej, jeg tænker bare", sagde jeg, og rystede på hovedet. Jeg rystede på hovedet, af min dejlige ven Cooooody. "Nå hvad vil du?", spurgte jeg, og satte mig tilbage til min seng, og dagbog. "Du skal høre mig synge!", sagde han, og satte sig ved siden af mig. "Ellers tak, bro", sagde jeg med et falsk smil. "Jeg lover det er bedre end sidste gang! Meget bedre", sagde Cody.

Ahahahaha!

Intet bliver bedre en sidst! Naboerne kom over og klagede, over en eller anden kat, der åbenbart skreg inde fra vores hus af. Faktisk var det bare Cody der sang. Derfor var sidste gang, den bedste gang. Jeg var nød til at fortælle dem, det var huset vedsiden af, men det troede de ikke på. Det var nemlig da de gik fordi her de hørte "katte jammeren".

"Det hørte jeg godt", sagde Cody.

What the fuck? Bare sådan at få min ud af mine sjove tanker. Skønt. Tak Cody.

Tak.

"Hvad?", spurgte jeg.

"Du tænkte højt".

Hvad?

"Nej jeg gjorde ej, jeg tænker lavt", jokede jeg.

Ohohohohoho!

"Du kaldte min sang for kattejammer".

Fuck.

Jeg begyndte at grine. Sådan en nervøs latter, som får alle til at knibe øjnene sammen. Knibe, knibe, knibe, knibe. Jeg er i knibe...
"Søde", sagde jeg, og lagde en hånd, på Codys skulder.

"Det var nok din samvittighed".

***

Cody var skredet. Han var ikke blevet sur, men det var hans mor. Cody havde ladt fryseren hjemme hos dem, være åben, og alt isen var smeltet. Derfor var han nød til at gå. Han nåede dog at synge hans sang for mig, og fatisk var det bedre denne gang. Hans tekst var så grineren, at jeg var nød til at løbe op og ned af vores trapper, 5 gange, inden jeg slet ikke kunne få vejret, og derfor ikke snakke.
"You are my love, love, love, love, looooove", havde min Cody sunget. "And i dont let you goooo, go, go, go", jeg knækkede over det næste han sang. Jeg tør ikke tænke det. Faktisk tror jeg, at jeg tænker det ligenu. Kender i det når man "tænker" på noget, som ligesom er tanken, men inderst inde, er det et helt andet ord man fokuserer på? Man har ligesom bare lavet en facade. En nice facade!

I love you baby, can i kiss you, baby you kiss SOOOO good!

Fuck.

Se så er facaden åbenbart ikke så god, når den forbudte tanke bryder ud, og råber fucking tanken til alle, og alt. Eller alt og alle? alle, alt? Alt, alle? Jeg er forvirret.

Forvirrer jeg dig?

Bliver du svimmel?

Forsvinder du?

Bliver alt sløret?

Er alt anderledes?

Findes ordene på skærmen kun ligenu?

Medmindre du har printet alt det her ud...

Giraf.

Hvis et smil dannede sig på dine læber, er du for awesome, eller tager du lige denne her om, og smiler.

Smileyyyyy.

"Melsi pus", kaldte nogen fra gangen nedenunder.

"Ja?", svarede jeg. Jeg blev kun kaldt "Melsi pus", af min far. Han skulle sikkert nu en aftale, eller et fly. See you later, dad. "Jeg går", sagde han. Min højt elskede far, som arbejder hele tiden. Han havde en vigtig aftale i London idag, men værten var syg... Ja.... Lød det sarkastisk?

___________________________________________

Det var første kapitel af, What you didn't tell me.

Som i nok kan mærke er Melody ikke rigtig blevetpåvirket af forældrene så meget endnu. Men jeg tænkte det var vigtigere at få lidt at vide, og Melody, og hendes omverden. I hvert fald den lille omverden hun leve i:-)

XXx.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...