Blomstringen af en Lilje

Lily Evans, en ganske "almindelig" heks, skal starter hendes sjette år på Hogwarts. Men selvom de andre år har været ganske rolige, bliver Lily den her gang smidt ud i drama. Forræderi og kærlighed fylder Lilys tanker konstant, når hun går på gangene. I ved jo hvad man siger, i krig og kærlighed gælder alle kneb. Og når man er troldmand, er der lidt flere kneb at vælge imellem.

27Likes
36Kommentarer
7998Visninger
AA

13. Månevandring

En mand. En stor mand, højere end normalt, holdte Lilys forældre i benene. Han svingede rundt med dem, som om det var to fjerpuder. De gjorde ingen modstand. De var helt ligblege. Pludselig kom der en grøn stråle. Hendes far lå på jorden, med arme og ben i forskellige retninger. Hendes mor skreg ikke, men stirrede blot med et udtryksløs blik i øjnene. Bag ved hende stod hele skolen og grinede. James og Severus stod forrest. Pludselig forsvandt gulvet under hende. Og alt var blevet til mørke.

Lily rejste sig gispende op i sengen. Hun kunne skimte på opholdsstuens ur, at klokken var lidt i tre. Skyerne drev forbi stjernene og månen, udenfor den varme stue. Hun havde sovet i opholdsstuen et par dage nu. Feria synes ikke at hun skulle lade det gå ud over de andre. Forræder. Hun hørte nogle trin, og som om det var en refleks, lod hun som om hun sov. De velkendte stemmer snakkede i munden på hinanden. Man kunne kun høre enkelte brudstykker af en samtale. "Overskyet", "Opdage", "Sygdom". Hun vidste ikke hvad de snakkede om. Deres løgn omkring Sirius' månesyge, hun troede ikke længere et ord af den. Men de forsvandt når der var fuldmåne, og de var åbenbart forsinkede idag. Da de var gået ud gennem maleriet, vidste Lily at det var forkert. Men hun var nysgerrig, og selvom hun vidste de ville hade hende endnu mere, trak hun i sine sko, og begyndte lydløst at følge efter dem.

Der var helt øde på gangene. Det var en mærkelig fornemmelse, at gå på gangene uden at nogle ville råbe noget efter hende. En enkelt gang lød der en puslen bag en af de gamle rustninger, men det lod hun sig ikke bide fast i. Hun havde mistet drengene af syne, men hun kunne høre dem. Og hun vidste udemærket godt hvor de var på vej hen. Den Forbudte Skov. Hun gik efter stemmerne, men langsomt nok til at hun vidste de ikke kunne se hende. Når de stoppede med at snakke, stoppede hun med at gå. Sådan blev det ved med, indtil hun nåede døren. Den var ikke låst, ikke engang lukket. Som om det var planlagt at de skulle ud igen. Hun gik forsigtigt, placerede sine skridt nøje, så hun ikke trådte på nogle grene. Da de nåede Slagpoplen, var de der pludselig igen. Hun gemte sig bag et træ, holdte hendes røglødende hår tilbage, og stak hovedet frem.

"Remus, du går i forvejen. Peter, du ved hvad du skal gøre." sagde Sirius, og kiggede bekræftende på James.

"Ja, vi skal lige ordne noget." svarede han. Lily stak hovedet tilbage og tænkte. Kunne de få øje på hende? Hun kiggede frem igen, men Peter var der ikke længere. Slagpoplen stod besynderligt stille, og Remus gik over mod den. Lily kunne mærke spændingen stige op i sig. Han ville blive ramt, hvis han fortsatte! Men det gjorde han ikke. Han gik ned under en rod, og så var han væk. Nu var det kun Sirius og James der stod tilbage.

"Rødhætte, vi har set dig." sagde Sirius køligt. Der var en smule had gemt i stemmen. Lily gemte hurtigt sit hovede bag træets stamme igen. Hun sank. De måtte ikke vide noget, uanset hvad. De havde set hende, men hun kunne jo bare benægte det. Men også den plan gik i vasken. James og Sirius stod ved siden af hende. Sirius stod grinende, som altid, mens James så skuffet ud.

"Davs, Evans." sagde Sirius, "Vækkede vi dig?". Han virkede som om det hele gik efter planen. Lily havde fundet et blad foran hende, som hun ville blive ved med at stirre på. Hun var bange for at bryde sammen, hvis hun kiggede dem i øjnene.

"Smut tilbage til skol-". Sirius blev afbrudt at et hyl. Et hyl, som Lily aldrig havde hørt før. Det forskrækkede også et dyr foran, som skvattede. Lily havde mest af alt lyst til at komme væk, men James og Sirius virkede unaturligt afslappede ved det hyl, Lily havde kategoriseret som en vareulv. Hun kunne skimte ud af øjenkrogen, at månen var brudt igennem skyernes tykke dække. Hun kiggede op, skulle hun sige noget, eller bare blive stående? Men som altid, havde folk et svar, inden hun spurgte.

"Her er vareulve. Ret så farlige. Vi har lært at håndtere dem, hvis vi møder dem. Hvad vi laver herude, skal du ikke bekymre dig om, Rødhætte." sagde Sirius roligt. Han kiggede på James, og kastede bolden videre.

"Vi skal nok informere lærerne om at den er kommet igen." sagde han, men han tilværdigede ikke Lily et eneste blik. Han kiggede direkte på Sirius. Det var som om de havde glemt at Lily stod imellem dem.

Hun begyndte at gå. Vareulve, dem skulle hun ikke nyde noget af. Hendes gang blev til løb, og hun kunne stadig høre stemmer omme bagved.

"Bare gå i forvejen, jeg skal lige noget." sagde Sirius, mens hans stemme blev fjernere og fjernere. Hvis hun blev herude, kunne hun risikere at vareulven ville finde hende. Men så længe Sirius var i nærheden, ville der vel ikke ske  noget? Hun stoppede op, og lyttede efter Sirius' stemme. Og pludselig hørte hun en velkendt fornærmelse.

"Hej Blegfis" sagde den lave stemme. Lily listede sig tættere på.

"Spionere du nu også?" spurgte han hånende. "Eller var du ude efter Lilymus?" Sirius begyndte at grine, som han altid gjorde når han følte han havde ramt rigtigt.

Lily var tæt på at gå over og slå Sirius, men istedet for travede hun direkte tilbage til skolen. Hun satte sig på en bænk i gården, og ventede på Sev. Medmindre Sirius ville ofre ham til vareulven, men så ond var han vel heller ikke. Der gik ikke lang tid før Severus kom. Men det var bestemt ikke frivilligt. Sirius gik bag ved ham, med hans tryllestav peget direkte mod ham.

"Rødhætte og Blegfis i skoven sammen. Hvor vil folk dog elske det." sagde Sirius hånende, da han havde set forbløffelsen i Lilys ansigt, da Severus kom. Men han knap nok sagt det, før professor McGonagall kom travende, med håret hængende løst ned over ansigtet.

"Evans, Snape hvad laver I to ude så sent?" spurgte hun, som om Sirius overhovedet ikke eksisterede.

"Mit kontor, nu!" sagde hun, og så ondt mod både Lily og Severus, der hurtigt udvekslede et blik. "Også dig, Sirius" sagde hun så snart hun var begyndt at gå med raske skridt mod hendes kontor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...