Blomstringen af en Lilje

Lily Evans, en ganske "almindelig" heks, skal starter hendes sjette år på Hogwarts. Men selvom de andre år har været ganske rolige, bliver Lily den her gang smidt ud i drama. Forræderi og kærlighed fylder Lilys tanker konstant, når hun går på gangene. I ved jo hvad man siger, i krig og kærlighed gælder alle kneb. Og når man er troldmand, er der lidt flere kneb at vælge imellem.

27Likes
36Kommentarer
8101Visninger
AA

19. Køter, Krone, Hugtand og Ormehale

Dagen efter gik alting som det plejede. Remus og Severus virkede som de eneste venner hun havde, til trods for at de aldrig talte sammen. Severus lod som ingenting, men han var dog lidt mere indelukket. Lily blev offer for en masse fornærmelser, men hun prøvede at lade som ingenting.

Under aftensmaden skete der noget mærkeligt. Endnu engang sad Lily alene ved bordet. Remus var væk, sammen med James, Sirius og Peter. Endnu en gang følte hun sig forrådt, og den her gang var det Lilys tur til at følge efter dem. Hun rejste sig fra bordet, og gik mod døren. Severus kom hurtigt efter.

"Hvad skal du?" spurgte han forpustet, han var nødt til at løbe for at indhente hende.

"Øh, toilettet." sagde hun smilende tilbage, og gik den lange omvej til toiletterne, og derefter ud af den store port. Hun gik ud mod den forbudte skov, det samme sted hun stod sidste gang. Hun stod der er nogle minutter, som føltes som år, før hun nærmede sig Slagpoplen. Den var ligeså levende som den næsten altid havde været. Hun gik over mod den, men fik kolde fødder, og stillede sig over bag træerne igen. Men idét hun havde stilt sig bag sit gode, gamle træ, blev hun angrebet. Hun troede først det var den vareulv, Sirius engang havde fortalt om, men det var en stor, sort hund, som tilfældigvis lignede den "Grumme", som tit var blevet malet over Lilys sofa i opholdstuen. Den trak hende i benet, væk fra træet, imens hun skreg. Men hun var så langt væk fra skolen, at ingen kunne høre hende. Hun blev slæbt ind imellem træer og buske, længere ind i skoven. Da hunden endelig gav slip, fandt hun ud af at hendes tryllestav var væk. Hun kiggede tilbage, og der lå den. Men da hun begyndte at gå efter den, var det ikke tryllestaven hun kiggede på. Det var den store, menneskelignende ulv, der stod få meter fra hende, og knurrede af hende. Hun mærkede en hånd lukke sig om hendes arm, og trække hende væk i rette tid. Hvis hun var blevet stående, var hun blevet til hundemad.

"Hvad har du gang i?!" James' ansigt stod få millimeter fra hendes, så hun kunne tydeligt se hans øjne, som udtrykkede vrede. Den sorte hund gøede igen, og hun nåede netop at se vareulven komme tilbage med fuld fart mod dem. Og pludselig var James væk. Han sorte pjuskede hår, hans figur, og hans klodsede briller var der ikke længere. Men han var ikke forsvundet. Istedet stod en kronhjort på det sted, han havde stået sekunder inden. Lily væltede bagover af forskrækkelse, og forventede at vareulven ville gå amok på kronhjorten. Men den begyndte at tag fart af, og vendte om, som om det ikke var interressant nok. Istedet, begyndte den at rende rundt med den sorte hund.

James var tilbage, og hev i hendes arm igen, væk fra ulven og hunden, da det gik op for hende. Hun kiggede direkte ind i James' øjne.

"Animagus.". En animagus var en person der kunne skifte mellem sin menneskeform og dyreform frivilligt. Til forskel fra en vareulv, som ikke havde noget valg, så længe fuldmånen stod på himmelen.

"Du er godt nok klog, Lily, du burde få en pris for det der." sagde han ligegyldigt. "Hvad laver du herude?". Han øjne udviste igen en vrede, som kun James kunne.

"Jeg -" hun kiggede i jorden. Hvad skulle hun sige? "Jeg fulgte efter dig, fordi jeg fortryder jeg går og kysser med Severus, men jeg meget hellere vil have dig.". Jaer, han ville nok ikke pudse den sorte hund på hende. "Jeg - " Hun kunne ikke få noget ud. Hun ville forklare alting, men hun kunne ikke. "Jeg savnede jer, går jeg ud fra?". Svaret var ikke godt nok, det udtrykte James' ansigt tydeligt. "Hvor lang tid har du været en animagus?". Hun ville snakke om noget andet, og da hun lige har fundet ud af at han var halv kronhjort, var der nok emne at vælge imellem. "Et par år." svarede han køligt.

De stod længe uden at sige noget. Lily tænkte som en gal, da det gik op for hende.

"Remus er vareulv." sagde hun. Det var endelig ikke ment som et spørgsmål, men mere en bekræftelse over for sig selv. "Jeg hørte engang Sirius kalde Peter Ormehale." Hun kiggede nu direkte ind i James' øjne. "Han er vel ikke en...?" spørgsmålet fik James til at grine hysterisk, på samme måde som Peter, eller Ormehale, altid grinede af Sirius' jokes.

"Du har ret i Remus, og jeg afslørede ret så meget mig selv." grinede han, "Ormehale er der." sagde han, og pegede på jorden. Lily tænkte at hun måtte ligne en idiot, for hun kunne ikke se noget. Men da hendes øjne blev vant til mørket, så hun en lille rotte fimse rundt mellem bladene. Hun grinede. Selvfølgelig var han en rotte, han har altid var lille, klumpet, og han havde også noget gnaver agtigt over ham. Og med et tænkte hun på Sirius. De andre var enten en animagus eller en vareulv. Den sorte hund løb stadig rundt med Remus i hælene.

"Sirius er en hund." sagde hun, og det lød komisk. En hund. Af alle dyr i verden, en hund. Man havde næsten ondt af ham. Men så snart hun havde sagt sætningen, begyndte Sirius at knurre af hende. Han var tydeligvis ikke tilfreds med at hun vidste det.

"Hun ville være død, ellers. Og så ville lærerne finde ud af det, Køter" sagde James køligt til hunden. Lily måtte kvæle et grin, da han kaldte Sirius Køter. De havde vist et kælenavn hver. Ormehale, Køter.

"James er Krone, og Remus er Hugtand." sagde Peter, der nu stod i menneske skikkelse foran dem.

Lily kom ikke hjem til opholdstuen før klokken 4. James, men mest Peter, fortalte alt omkring deres hemmelige liv i skoven, imens Sirius og Remus morede sig ved at jage de stakkels fugle, der kom for tæt på dem. Det var mærkeligt at se den person, som man troede man altid kunne støtte sig op ad, havde en dyrisk, en ukontrolleret side. James undgik at snakke med Lily, så meget som han kunne. Han var tydeligvis heller ikke tilfreds med at Lily sad og frydede sig over at hun kendte deres anden identitet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...