SHATTERED

Året er 3024, og verden ligger i ruiner. Femte verdenskrig brød ud i 3010, og lige siden har kampene raset i gaderne. Supersoldater blev skabt, folk med instinktiv trang - og talent for at dræbe. Spencer er på flugt fra disse umenneskelige soldater, ligesom tusinder af andre. Verdenskrigen er død, men til gengæld raser borgerkrige nu globalt. Det er alle mod alle, og som 19 årig er Spencer heldig at være i live. Men hun er ikke ligesom de fleste andre flygtninge. Hun har en hemmelighed, der giver andre på flugt mere end rigelig grund til at slå hende ihjel. Hvis de altså kan.

31Likes
37Kommentarer
1328Visninger
AA

4. The Kind of Ice That Burns

 Flammerne knitrer for øjnene af mig, fortærer det jeg indtil nu har kaldt mit hjem. Røgen er tyk, og stiger mig til hovedet hurtigere end den burde. Jeg er så uendeligt træt.

Der er latter i baggrunden, rungende og dyb. Den kommer tættere på, og jeg ved at jeg burde forsvinde ind i krattet. Han vil slå mig ihjel. Men jeg står stadig som limet til pletten af jord under mine bare fødder. Så dominerende er den udmattelse der fylder mig.

Bag den tordnende lyd af ilden kan jeg høre min lillesøster græde. Min far råber, beder om nåde. Fra den hule følelse i mit kranium ved jeg at min mor allerede er bukket under for den kvælende substans der væver sig ind og ud imellem revner og sprækker.

Spencer!” Min far. Min far bekymrer sig om mig på dette skrækkelige tidspunkt, når jeg er den eneste der faktisk er uden for fare.

Spencer!” Han hoster. Den rungende latter kommer tættere på. I min krop raser en krig imellem udmattelse og panik. Min far er derinde. Anabell er derinde. Min mor er allerede langt væk i en anden verden.

Panikken vinder, og mine sønderrevne muskler hjælper mig afsted mod flammerne.

Midt i et spring lukker en jernhånd sig om min skulder, og river mig tilbage. Den ondskabsfulde latter er helt op af mit øre nu, mere slesk for hvert øjeblik der går.

Jeg vrider mig desperat for at slippe ud af hans greb, men ikke engang et øjeblik mister han herredømmet.

Mine skrig sluges af ildens rasen, og endnu mere kvælstof finder vej til mine lunger.

Han vrider mig rundt med et sving af sit håndled, så vi står front mod front, men aldrig ansigt til ansigt. Han er mere end et hoved højere end mig, og mindst tre gange bredere. Han stirrer ned på mig med øjne jeg kan mærke igennem mit tykke mørke hår.

Dræb mig...” beder jeg, og i dette øjeblik er det, det eneste jeg ønsker af ham. En sær glæde giver det mig også at vide at det er netop det han har tænkt sig.

Jamen kæreste Spencer, hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?”

Mit håb vakler en smule, men jeg griber febrilsk efter at han bare er sadistisk. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle krydse fingre for min egen død.

Du... Men...” stammer jeg, uden helt at vide hvad jeg egentlig har planer om at sige. Jeg tipper hovedet tilbage i en dybt unaturlig vinkel så jeg kan se ham i øjnene. Sorte som natten, og med flammerne spejlende i dem, kan jeg se hans sande væsen. Det er morskab i hans ansigt, djævelskab i hans træk.

Han morer sig fortræffeligt, og lægger intet skjul på det.

Men hvad min kære? Når det kommer til stykket er hele dette cirkus jo dit værk.”

Mit synsfelt trækker sig sammen, til det til sidst kun er en lille plet fokuseret på hans ene øje. Til lyden af hans latter bliver det hele sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...