SHATTERED

Året er 3024, og verden ligger i ruiner. Femte verdenskrig brød ud i 3010, og lige siden har kampene raset i gaderne. Supersoldater blev skabt, folk med instinktiv trang - og talent for at dræbe. Spencer er på flugt fra disse umenneskelige soldater, ligesom tusinder af andre. Verdenskrigen er død, men til gengæld raser borgerkrige nu globalt. Det er alle mod alle, og som 19 årig er Spencer heldig at være i live. Men hun er ikke ligesom de fleste andre flygtninge. Hun har en hemmelighed, der giver andre på flugt mere end rigelig grund til at slå hende ihjel. Hvis de altså kan.

31Likes
37Kommentarer
1329Visninger
AA

2. Prolog

Glasset splintres i tusinder af glimtende krystaller, og i et fragment af et sekund er rummet omdannet til noget overjordisk, en diamantbelagt grotte.

Så brager lyden fra kuglen der borer sig ind i væggen rundt i kælderen, og virkelighedens skarpe rædsler skinner igennem.

Den lille pige, Maddie eller Molly, krummer sig yderligere sammen i hjørnet og klynker stille.

Skrigende mennesker passerer det splintrede vindue i et hav af ben og fødder, mens militærkommandoer og pistolskud lyder i gaderne. Med så øredøvende en larm lige udenfor skulle man tro at jeg turde lade en lyd passere over mine læber. Det gør jeg ikke.

De rustrøde plamager på gulvet er heldigvis tørre, og hvem end der har efterladt dem der er fremmed for mig, men jeg bryder mig stadig ikke om måden mine øjne søger derhen hele tiden. Det kunne være min familie, ligesom det kunne være enhver andens, og risikoen er på samme tid minimal og utålelig.

Da lyden af døren der sprænges ovenpå når mig, er det næsten for sent. Jeg forstår i virkeligheden ikke hvorfor de besværer sig med at sprænge den, for den var så ramponeret i forvejen, og hang kun på det ene hængsel. Soldater er måske bare glade for deres sprængstoffer.

Den lille pige springer op fra hjørnet, mens jeg hører dem fortsætte deres gennemsøgning af huset ovenpå. De gemmer altid kælderen til sidst, for det er der de fleste gemmer sig.

Den ondskab der har bredt sig over de sidste år, gør at dem der har våben dræber for sporten i det. Frastødende koncept, specielt når man iagttager det udspille sig i virkeligheden.

”Maddie?” hvisker jeg til pigen, og hun nikker hurtigt, én gang.

Jeg rækker armen frem mod det stakkels forskræmte barn, og hun er en hvirvelvind af ræverødt hår, før hun er ovre ved mig. Jeg rejser mig fra mit eget gemmested, mens jeg lytter efter fare. De er stadig ovenpå, men der kan ikke gå lang tid.

Hun springer i favnen på mig nærmest før jeg åbner armene, på trods af at vi er komplet fremmede for hinanden. Så forvrænget er vores verden desværre gået hen og blevet. Så desperat.

Jeg løfter hende op til det ødelagte vindue, selvom jeg ved det er en risiko. Hun kravler ud, og stikker i løb uden så meget som at se sig tilbage. Klog pige, det må jeg give hende.

Og fordi jeg heller ikke selv er helt tabt bag en vogn følger jeg efter hende. Jeg kan høre deres trin på hvad der formodentligt er kældertrappen, og der er mange af dem.

At trække mig op til vinduet er i sig selv ikke særlig udfordrende, men at slippe ud uden at skære sig til forblødning er en anden snak.

Med tre lange rifter ned af venstre arm, trækker jeg fødderne op på den hullede asfalt, netop som jeg hører kælderdøren brage indad. Der går et øjeblik før patronerne flyver omkring mine skinneben, men der er jeg allerede skudt af sted selv.

Jeg ramler lige ind i en nervøs ung kvinde i den første gyde jeg stikker igennem. Chokket over at møde et andet menneske så pludseligt får frygten til at pumpe rundt i mine årer, og uden at nå at tænke over det støder jeg knytnæven hårdt mod siden af hendes hoved. Smilet breder sig på mine læber, en ufrivillig trækning.

Det er ikke nødvendigt at tjekke om hun trækker vejret. Jeg ramte hende lige i tindingen, og derudover kan hun ikke undgå at være død.

De dræber for sporten. De er frastødende. Jeg er en af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...