SHATTERED

Året er 3024, og verden ligger i ruiner. Femte verdenskrig brød ud i 3010, og lige siden har kampene raset i gaderne. Supersoldater blev skabt, folk med instinktiv trang - og talent for at dræbe. Spencer er på flugt fra disse umenneskelige soldater, ligesom tusinder af andre. Verdenskrigen er død, men til gengæld raser borgerkrige nu globalt. Det er alle mod alle, og som 19 årig er Spencer heldig at være i live. Men hun er ikke ligesom de fleste andre flygtninge. Hun har en hemmelighed, der giver andre på flugt mere end rigelig grund til at slå hende ihjel. Hvis de altså kan.

31Likes
37Kommentarer
1402Visninger
AA

3. Keep Your Eyes Open

En halvkvalt hulken slipper over min læber, men ligegyldig hvad kan jeg ikke risikere at blive her. Da Maddie stak af var hun klog, ikke bare skræmt. Man er godt dum hvis man bliver i et område under et razzia, eller hvad de kalder deres underholdende massemord.

Jeg sætter i løb igen, og efterlader den sten døde kvinde på asfalten. Imens jeg løber, forsøger jeg at overbevise mig selv om at hun var død uanset hvad. Og det er som så vidt også særdeles sandsynligt at hun var blevet slået ihjel med den retning hun var på vej i, men det ændrer ikke på kendsgerningerne. Det ændrer ikke på at det var min hånd der dræbte hende, og ikke deres pistoler.

Jeg bevæger mig hurtigt i retning af vildmarken, og giver mig ikke tid til at tænke over om det nu er en god idé. I byen er de hjernevaskede soldater godt i gang med at rasere det hele systematisk, men det betyder ikke at skovene er et sikkert sted. Det er der de vilde holder til, men teknisk set er jeg af dem. Dem der stak af fra træningsprogrammet før det var færdiggjort, og fik overudviklede sanser og dræberreflekser med i bagagen. Derfor er det mig også en gåde hvordan jeg er endt ud så anderledes end dem.

Lyden af et skud, tættere på end jeg bryder mig om, fanger min opmærksomhed. Under mig passerer den ujævne asfalt let, som om jeg aldrig i mit liv har gjort andet end at springe over hullerne. Skudene kommer tættere på, og jeg presser mig selv til at sprinte forbi de forfaldne bygninger, bare at søge efter en form for skjul. Der er stort set ingen der er dumme nok til at løbe rundt som mig i sådan et øjeblik, og jeg har gaderne for mig selv udover de omstrejfende soldater som er relativt nemme at undgå hvis man bare lytter godt efter.

Jeg kommer ind i et industrikvarter, eller hvad der engang var det, og begiver mig ind i en labyrint af varehuse. Der lyder råb bag mig, og jeg ved at de har opdaget mig. Men hvis de var tæt nok på, ville de allerede have skudt mig, så jeg må bare blive ved med at løbe. Brunlig røg af ukendt oprindelse siver op fra revner i jorden omkring mig, men jeg fortsætter igennem den, velvidende at jeg dør hvis jeg bliver hvor jeg er. Mit gæt er at røgen kommer fra de giftstoffer der løber lige under jorden her, og jeg ved at den har slået ihjel før, men hvis jeg ikke tager chancen er det ligegyldigt. Jeg kan mærke mine nervebaner krympe sig da jeg indhalerer røgen, men der er ikke noget at gøre ved det. Skudene lyder bag mig nu, men de bliver fjernere, og pludselig går det op for mig at de ikke vil krydse den giftige røg, at det er jeg simpelthen ikke værd, hvilket jo som sådan et korrekt.

Det eneste jeg kan se nu er brun røg, og et fjernt lys. Røgen dræber ilten, og mine atletiske færdigheder bliver mindre i sekundet.

Jeg nærmer mig lyset, og selvom tanken kort strejfede mig om at det kunne være døden, mindede jeg mig selv om at jeg så ikke ville være i stand til at løbe, og så var den bekymring af vejen.

Jeg presser mine skrigende muskler, og tilnærmelsesvis snubler ud på den anden side.

Luften i mine lunger føles som vand til en tørstig ørken, og jeg giver mig selv et øjeblik til bare at nyde det, nyde følelsen af det lindrende element finde vej ud i min krop. Men så må jeg videre, for det er kun et spørgsmål om tid før noget andet begynder at jage mig.

 

Da natten falder på er jeg et godt stykke inde i skoven, der om muligt gør mig endnu mere paranoid end byen. Jeg har samlet brænde, selvom jeg nok ikke vil risikere at tiltrække mig den opmærksomhed der følger med at tænde et bål, og jeg er på jagt efter den kniv jeg ved at jeg havde for to sekunder siden. Jeg fandt en dåse tørret kød i et hjørne i kælderen før det hele gik amok, og det er mere eller mindre det eneste mad jeg kan skaffe der ikke kræver et bål for at blive tilberedt. Desværre kræver det at jeg kan finde den kniv jeg lige nu har mistet, hvis jeg skal kunne åbne dåsen.

Problemet med at miste ting herude, er at det for det meste forbliver væk indtil det bliver lyst igen. Jeg bevæger mine hænder uendeligt langsomt hen over jorden omkring mig, for jeg vil ikke risikere at skære mig hvis jeg finder kniven. Der er ting herude der kan lugte blod bedre end hajer, og jeg har ikke lyst til at møde dem. Jeg har været tæt nok på døden i dag i alle henseender.

Min hånd støder på knivsæggen lidt hurtigere end jeg bryder mig om, men i det mindste skære den ikke hul. Det skal på den anden side også nok lykkes mig imens jeg leger med kniven i mørke.

Igen stejfer mine tanker at tænde et bål, men det ville stadig være dumt. Problemet er bare at regne ud hvilken en risiko der er værd at løbe.

Jeg vejer fordele og ulemper op mod hinanden, og når frem til at der ingen fordele er ved nogen af delene. Der er risici og så er der den sikre død. Det er bare svært at skelne imellem hvad der er hvad herude.

”Shit!” hører jeg en mandestemme hviske, og stivner med hånden om skæftet. Det lyder ikke som en af Dem, men alting kan være en trussel herude.

”Damn it!” lyder det igen, men styrken på stemmen stiger ikke. Det er nogen der har styr på hvordan man overlever her, men det er også mere eller mindre ensbetydende med at de er helt okay med at slå ihjel.

Et blinkende lysskær begynder at vise sig inde i buskene, og instinktivt lægger jeg mig på ryggen og gør mig så flad som overhovedet muligt.

Jeg kan høre fodtrin på den golde jord, og aner ikke hvordan jeg har misset lyden, men den får det til at løbe mig koldt ned af ryggen.

Gå forbi, gå forbi, gå forbi...

Men han har åbenbart fået øje på den lysning som jeg har gjort til mit hovedkvarter, og er på vej herind.

Jeg bander indvendigt, men der er ikke meget andet jeg kan gøre uden at afsløre mig selv, noget jeg ikke er villig til at risikere.

En svag, blinkende lommelygte glider omkring i lysningen, og det er ligefør jeg ikke tror at han vil være i stand til at få øje på mig i det ustabile lys. Alligevel hader jeg ham for at afsløre min position for eventuelle trusler i nærheden.

Fokuser, minder jeg mig selv om. Hvis han får øje på mig, og jeg er nødt til at slå fra mig skal det ikke ende som tidligere.

Lyset låser sig fast, ikke på mig, men på min oppakning, hvorefter hans hånd hvirvler rundt for at identificere truslen. Han kunne ligeså godt have sendt et nødblus op.

Kniven ligger stadig i min hånd. Hold fokus. I en enkelt bevægelse trækker jeg mig selv op, og er omme bag ham. Min arm ligger om hans hals, og instinktivt strammer jeg til.

Fokus.

Jeg puster tungt ud, og løsner langsomt mit greb så han kan trække vejret. Hver en fiber i min krop hungrer efter tilladelse til at klemme til igen, men fornuften kæmper bragt med instinktet og vinder.

I stedet for at kvæle ham, vender jeg min kniv i hånden, og slår skæftet mod siden af hans hoved, opmærksom på at undgå tindingen.

Få øjeblikke efter hænger hans samlede vægt tungt fra min ene arm, og jeg lader ham falde til jorden med et bump.

Nå, det var den dåse tørrede kød vi kom fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...