The Battlefield

Luca, er en pige hvis far døde da hun var 8 og hun blev overfaldet af nogle drenge og fik kastet sne på sig så hun næsten blev begravet i det. Siden den dag har hun besluttet at hun vil blive kongen over sneboltkrigen. Men vil det lykkes når snebolt krigen kun er for drenge?

Det er en kort fortælling om Luca, som leder banden The knights og om hvordan, hun kæmper mod fjender, sin stolhed og voksende kærlighed.



0Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

11. Tårer

"Far? Er stjernerne, alle sammen, sammen?" Den lille pige rækker hånden op som for at nå de mange tusinde stjerner over hendes hoved. Manden der står ved pigens side griner lidt. "Nej… Faktisk er de langt, væk fra hinanden. Men når vi ser på dem… Der de jo faktisk ud som om de er sammen ikke?" Pigen ser på sin far og ryster på hovedet. Hun ser trist op på stjernehimlen. "Men… Det er de jo ikke… Stakkels stjerner…" Hendes far ryster på hovedet og lægger armen om skulderen på hende. "Arh… Det ved jeg nu ikke. De har endelig fundet et sted de hører til. I modsætning til os mennesker bliver de født hvor de hører til: oppe på stjernehimlen. En dag finder du også et sted hvor du hører til Luca." Den lille pige vandre hånd i hånd, med sin far, hen af stien væk fra legepladsen. Ud i fremtiden.

"Luca! Luca, vågn op!" Jeg slår mine øjne op og ser ind i Kyles grønne øjne. Jeg sætter mig op og er rimelig forvirret. Jeg er lænet op af en af gyngehestene, og er kold til benet. Jeg må have været faldet i søvn. Ude i sneen… jeg rejser mig på stive ben og Kyle giver mig en hånd. "Kyle.." Jeg vender blikket mod jorden fuld af tvivl.. Hvorfor er jeg pludselig kommet til det her? Jeg løber ikke. Luca, løber ikke væk fra sine problemer. Hun står fast og går dem i møde. Den Luca jeg kender i hvert fald… "Kyle hvad skal jeg gøre?" Til min store skræk begynder min stemme at skælve. Jeg ved det ikke… Kyle ser på mig med store, forvirrede øjne. Jeg mærker tårer løbe hede ned af mine kinder Jeg vil stoppe det… Jeg græder ikke! Jeg kan ikke tillade mig at græde. Og slet ikke foran Kyle… "Jeg har svigtet dem Kyle. Jeg har virkelig svigtet dem… Kyle hvad skal jeg gøre?" Han står og kigger på mig lidt. Så ligger han armene rundt om mig og omfavner mig. Han føltes varm siden jeg er helt kold af at have sovet udenfor i sneen. Jeg kan slet ikke klare det hele i mit hoved og giver efter for gråden. Den flår sig vej op igennem min hals. "Så-så, Luca… Rigtige mænd græder ikke vel?" Kyle klapper mig på hovedet. Det føltes rart at lempe alle mine problemer over på Kyle. Hvordan skal jeg vælge mellem dem og ham? De… Betyder alle sammen så meget for mig. Kyle holde mig ud i strakt arm og jeg hikker lidt. Han ser gennemtrængende på mig. "Luca. Du er leder af The knights. Den stærkeste bande i hele denne by. Du er næsten den bedste spiller. Du kan ikke give op på grund af noget så latterligt, som frygt. Gå nu ud, og blive konge af slagmarken." Jeg ser op og mærker selvsikkerheden blæse op i mig som varm luft. Jeg træder lidt væk og nikker. "Selvfølgelig, skal jeg det! Bare vent du bliver tæsket!" Jeg vender mig og løber væk, mod kirkegården. Dog vender jeg mig lige i sidste øjeblik, med en anelse røde kinder og kigger ned lidt væk, da jeg siger: "Kyle… Tak." Kyle griner, og vinker. "Godt du er tilbage Luca."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...