The Battlefield

Luca, er en pige hvis far døde da hun var 8 og hun blev overfaldet af nogle drenge og fik kastet sne på sig så hun næsten blev begravet i det. Siden den dag har hun besluttet at hun vil blive kongen over sneboltkrigen. Men vil det lykkes når snebolt krigen kun er for drenge?

Det er en kort fortælling om Luca, som leder banden The knights og om hvordan, hun kæmper mod fjender, sin stolhed og voksende kærlighed.



0Likes
0Kommentarer
432Visninger
AA

4. Overvundet

Jeg bevæger mig hen af vejen, og betragter min ånde. Den er hvid og stilheden er nu rar til en forskel. Jeg ejer dette sted. Dette er mit. Også når det sover. Det er farligt at gå på basketballbanen når det er dagslys. Basketballbanen er den slagmark alle kæmper på. Det er ingens base. Men når klokken er som nu, 10, så er der ikke nogen. Og det er så rart at være der, og betragte den. Jeg går hen til enden af den, og betragter lygterne, der lyser ned på det enorme stykke, med asfalt. Dækket af et fint lag sne. Jog som jeg står og betragter roligt det hele… Griber en hånd fat i min krave. Jeg spærrer øjnene op. Nogen er her. Jeg forsøger at rive mig løs og kæmper mig væk, men personens greb svigter ikke. Nej… Nej! Jeg vil ikke tabe! Jeg kan ikke! Jeg mærker noget jeg ikke har følt i lang tid… Frygt.. Den bider inde i mig. Jeg kan miste alt… lige nu. ”ah…” Jeg hører en stemme, der taler… En drengestemme. Tydeligvis på min alder. ”det er jo bare en pige…” Jeg spærrer øjnene yderligere op og vender mig mod personen. Jeg bliver sluppet. Jeg kigger på personen. En dreng, der er høj, med sort hår og grønne øjne. Han virker overnaturlig, som hans sorte hår fylder mit udsyn, som han slipper mig og min første tanke var at han var en sort engel. Han vender sig og går væk… Langt væk høres et råb: ”Hey! Er der nogen der?” Drengen løfter hånden op til munden og råber tilbage. ”nej!” Jeg bider tænderne sammen… Hvilken ydmygelse… Han vendte sig bare og gik. Typisk… Lige i dag skulle jeg tage min normale jakke på, så det er tydeligt at jeg er en pige. Jeg rejser mig og skraber sne sammen… Jeg er ydmyget og vred. Han kommer ikke herfra uden hævn. Jeg træder et skridt fremad så han er i sigte og læner mig let tilbage på fødderne. ”Ved du ikke…” Jeg taler lavt, men hørligt og han stopper op. ”at man aldrig vender ryggen til en modstander.” jeg taler roligt, men min stemme dirrer af raseri. Drengen vender sig om, og stirrer på mig uden ord. Jeg skal lære ham! Min hånd svinger tilbage, og jeg giver et vredt råb fra mig. ”Din vatnisse!” Jeg bruger alt min kraft til at skyde snebolten. Den suser gennem luften og jeg mærker at mit slag bliver en fuldtræffer. Den rammer ham lige i hjertet hvor jeg sigtede hen. Han stirrer lamslået på mig, mens jeg begynder at råbe af ham: ”hvor vover du er ydmyge mig på den måde!? Bare vent! Du kommer aldrig til at vinde over mig!” og med de ord vender jeg mig og spurter væk. Jeg stopper først da jeg kommer til min hoveddør og jeg læner mig op, af den da jeg har smækket mig ind. Mit hjerte hamre… Hvem var det? Hvis, ikke han havde tøvet, fordi jeg var en pige, ville jeg have tabt… Jeg har mødt min overmand… Jeg ryster og forsøger at få styr på min vejrtrækning… Nej… Jeg taber ikke… Jeg skal slå ham! Jeg rejser mig og går hen af gangen i stilhed. Jeg bliver nød til at forberede mig til i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...