The Battlefield

Luca, er en pige hvis far døde da hun var 8 og hun blev overfaldet af nogle drenge og fik kastet sne på sig så hun næsten blev begravet i det. Siden den dag har hun besluttet at hun vil blive kongen over sneboltkrigen. Men vil det lykkes når snebolt krigen kun er for drenge?

Det er en kort fortælling om Luca, som leder banden The knights og om hvordan, hun kæmper mod fjender, sin stolhed og voksende kærlighed.



0Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

7. Legepladsen

Sneen knaser under mine fødder. Jeg er ved legepladsen. Det har ikke ændret sig siden jeg var her sidst… Jo… Malingen på gyngehestene er afskallet, men ellers ikke. Sidste gang jeg var her var med min far. Jeg var kun 5 år… Jeg kan se mig selv løbe rundt… Grine og lege, med mit lange hår løbende efter mig… Jeg tager hånden op til mit korte hår… Jeg går hen og sætter mig på en af gyngerne. Sneen daler ned… Den er pludselig kold. Hvad skal jeg gøre? Nu har jeg virkelig brug for at råd… Nej… En til at passe på mig og sige at alt nok skal gå. Min mor kommer aldrig hjem fra arbejde… Jeg kunne ligeså godt bo alene. Siden far døde, har min mor ikke ville se mig i øjnene. Jeg tror ikke at hun betragter mig som en datter længere… og nu kan jeg ikke engang lede min gruppe rigtigt… Min familie… Går de nu? Går vi i opløsning? Noget vådt glider brændende ned af min kind. Jeg tager langsomt hånden op til kinden… Vand… Nej… Tårer. Ligesom da jeg ble angrebet da jeg var lille. Det var sidste gang jeg græd… Hvad græder jeg over nu? Min far? Min mor? Min familie? Det er også alt sammen, hans skyld… Den dreng… Hvorfor skulle han lige komme ind og ødelægge alt det jeg har kæmpet for at få tilbage. Min lykke… "det her sted er et godt sted at komme til når man er i tvivl…" Jeg vender mig med at sæt… Når man taler om solen… Jeg vender straks hovedet, væk. Sneen knaser lidt og han går tættere på. Hvad vil han mig? "jeg kommer tit her… Jeg havde på fornemmelsen at du ville være her." Jeg lukker øjnene i. Jeg vil ikke snakke med ham… Men jeg løber ikke væk. "Du er en pige ikke?" Jeg bider tænderne sammen. Shit… Han genkender mig. "hvad vil du?" Jeg vender mig og ser på ham med øjne jeg ikke engang selv ved hvad udtrykker. Han ser lidt på mig og sætter sig på gyngen ved min side. Jeg rykker lidt væk… "jeg hedder Kyle…" Jeg rynker panden og sukker dybt. "og hvad skal jeg vide det for?" Jeg gider ikke engang forsøge, at ryste ham af eller være vred… Hvad nytter det? "vi kender jo sådan set hinanden nu… Jeg tænkte at vi kunne løse misforståelserne…" Jeg rejser mig med et sæt og blodet bruser i mine årer. Hvad bilder han sig ind!? "hør her Kyle! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre og hvis jeg skal bliver det når jeg tvinger dig ned i møget!"  Råber jeg ukontrolleret. Kyle smiler skævt. "der har vi kampånden igen." Det går op for mig… Han leger bare. Han ved lige hvad han skal gøre for at tænde mig af. Jeg trækker vejret dybt og tæller til 10 som Sean har lært mig at jeg skal gøre, når jeg bliver vred. Jeg lader mig dumpe ned på gyngen igen. Hvorfor går han ikke bare? Han er i hvert fald ikke den støtte jeg har brug for… Men… Han er den eneste der kender min hemmelighed… Den eneste… Det er lidt en lettelse at der i det mindste er nogle der ved det. Om det så er en idiotisk taber. Kyle rejser sig og går om bag ved mig. "skal jeg give dig et skub?" Jeg vender ikke hovedet. "nej. Jeg kan godt klare mig selv. Jeg behøver ikke et skub." Min stemme er kraftfuld… Ja… Jeg behøver ikke nogles hjælp. "snakker vi nu i metaforer?" Jeg smiler skævt, men jeg tager mig selv i det. Han er fjenden. Man smiler ikke til fjenden. Men… "da jeg var lille kom jeg her med min far…" Før jeg ved af det snakker jeg. "jeg elskede at gynge og bad ham altid om at skubbe mig højere, og højere. Jeg ville vel nå himlen. Ironisk at jeg vil det mere end noget andet nu…" Jeg kigger op på stjernerne. "der oppe et sted… Er han…" Kyle er nu blevet stille. Måske er han gået… Jeg ved det ikke, jeg taler bare. "Mon jeg kan nå derop hvis, jeg prøver endnu mere?" Der hvor far er… Oppe i den endeløse himlen. Hvad skal jeg gøre for at nå ham? "jeg syntes at du skal blive." Det giver et sæt i mig. Kyle er her åbenbart stadig. "kan du ikke være ligeglad? Du er fjenden." Kyle går et skridt tættere på og vender hovedet mod stjernerne også. "jeg betragter os ikke som fjender. Det ville være en skam hvis jeg ikke kunne se dig råbe af mig igen." Jeg kigger ned på mine fødder, og skjuler et smil. "det er da latterligt." Kyle ser fortsat på stjernerne og vender så blikket ned mod mig og smiler. "Sådan tænker tabere vel." Jeg stirrer på ham. Kyle træder lidt frem og spørger så: "kan jeg skubbe dig nu?" Jeg sænker blikket og kigger så op på stjernerne. "ja." Kyle skubber mig på gyngen og jeg kan ikke holde et grin tilbage. Det føltes virkelig som om jeg kan række op og tage til himlen. Op i stjernerne. Men jeg er faktisk lidt ligeglad. Jeg hopper af gyngen og flyver gennem luften. Vores latter giver genlyd i natten. Jeg rejser mig og rømmer mig lidt… Godt det er mørkt… Mit ansigt føles varmt. "godt vi fik trådende redt ud…" Kyle går op ved siden af mig. Jeg vender hovedet væk. "misforstå mig ikke, jeg syntes stadig at du er en taber…" Kyle bliver stille… I lang tid er der ingen lyd. Sneen falder og sluger alt lyd. "Men hader du mig?" Jeg stivner… Hvad er det jeg laver? Selvfølgelig hader ham! Selvfølgelig… ikke? Jeg bider mig i læben, men ellers forbliver mit ansigt koldt. Kyle kommer op til mig og lægger sin hånd på mit hoved. Jeg for et chok. "fortæl mig det efter kampen." Og med de ord forsvinder den sorte engel ud i natten. Jeg tager hånden op til hovedet… "hvad i…" Jeg begynder at gå lidt væk. En sort skikkelse dukker op foran mig. "ah!" jeg giver et forskrækket råb fra mig. Det er Sean. "åh… Det er bare dig Sean…" Sean ser på mig med de mørke øjne, der ikke er til tyde. "h-hvor længe har du været her?" spørger jeg og undgår hans blik mens jeg skraber nervøst sne sammen med fødderne. Han svarer ikke… Han kigger bare på mig. "Luca…" Jeg ser op… Jeg var forberedt på vrede, men jeg var ikke forberedt på det triste ansigt han ville give mig… Han ser ud som om han er blevet svigtet. "se ikke sådan ud…" Jeg bider mig i læben og vender blikket mod sneen igen. Sean vender sig væk og begynder at gå lidt. "kom, de venter alle på dig. Jason, er ved at gå til af bekymring. Selv Tyler, er bekymret." Jeg følger efter og kan ikke finde ord i lidt tid. "Sean, jeg…" Sean vender sig brat og ser mig direkte i øjnene. Sådan et direkte blik har jeg ikke set i lang tid. "Luca forlader du os nu?" Jeg stirre lamslået på ham. "For… Forlader jer!? Sean, hvad mener du? Sean… Lad være med at se sådan der ud!" Sean ser forrådt ud. jeg har ikke gjort noget galt! "Luca. Vær sød ikke at gå, fra os! Du er alt hvad vi har. Du ved godt at vi ikke havde noget før. Alle sammen. Vi har brug for dig." Jeg stirrer lamslået på ham. Hvad er det jeg har gjort? Tvivler på dem på den måde. De ville aldrig forlade mig… De er min familie. "Sean… undskyld…" Sean ryster på hovedet og går videre. Jeg følger med. "det gør ikke noget Luca. Bare stol på os."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...