The Battlefield

Luca, er en pige hvis far døde da hun var 8 og hun blev overfaldet af nogle drenge og fik kastet sne på sig så hun næsten blev begravet i det. Siden den dag har hun besluttet at hun vil blive kongen over sneboltkrigen. Men vil det lykkes når snebolt krigen kun er for drenge?

Det er en kort fortælling om Luca, som leder banden The knights og om hvordan, hun kæmper mod fjender, sin stolhed og voksende kærlighed.



0Likes
0Kommentarer
422Visninger
AA

5. Invitation

”Luuuuuuuuuucaaaaaaaaa!” Jeg kommer gående imod kirkegården. Jeg er der for det meste en halv time tideligere, men jeg glemte at jeg skulle have kage, med og måtte ned og købe det i sidste øjeblik. Det ligner mig ikke at glemme sådan noget… Det der skete i går må virkelig gå mig på. Jeg ser op og ser at Jason kommer løbende og hans blide træk er ophidsede og frygtsomme. ”Luca! Der er du! Luca, se hvad Sean fandt!” Han rækker mig febrilsk et papir og jeg kigger på ham inden jeg kigger på papiret. Nogle vil mene at Jason er en tøsedreng… Han frygter meget, og bliver nemt bange, men hans hjerte er stærkt og han utrolig god til at forme snebolte på få sekunder og give dem videre. Ingen laver snebolte som Jason. Han er også en glimrende kok. Han ser dog meget feminin ud, med det gyldne hår og krystal blå øjne. Han er en man helt automatisk vil beskytte. Jeg kigger ned på papiret og spærrer øjnene op. Så retter jeg mig op og tager min forretnings-maske på. Jeg begynder at gå hurtigt imod de andre som har samlet sig foran skuret. Jeg klapper to gange i hænderne for at få deres ophidsede snak til at forstumme. ”Drenge! Slap af! Der ser ud til at ’Wolf Fighters’ Har sendt os en anmodning om kamp. Det er op til os om at acceptere den. Hvad siger i?” Vi sætter os alle ned på jorden i en rundkreds og jeg betragter min familie. Tyler ser op og nikker ivrigt. ”lad os bare gå på dem! Intet kan stoppe os! Én god spiller gør dem ikke usårlige!” Jeg ser lidt på Tyler. Jeg burde have forventet hans svar. Han er holdets eventyrer. Intet kan stoppe ham når han først har sat sit mål. Med hans ivrige grønblå øjne og gråsorte hår og kampånd, er han uden tvivl, Tyler. Hans specialitet er afledning… Han kan få en persons opmærksomhed, på alle måder. Den dreng er simpelthen under holdene. Jeg ryster lidt på hovedet og venter på at Sean bryder ind. ”Det er ikke en god idé at gå direkte til det. Vi ved intet om den nye spiller. Han er kåret som den bedste. Én god spiller kan sikre et holds sejr.” Jeg nikker lidt. Sean er holdets kolde hoved. Uanset hvor vild og sindssyg, situationen er så kan han holde hovedet koldt. Han er helt utrolig til snig angreb. Han er stille som en kat, og i aktion kan han meget vel være den mest farlige spiller. Nogle gange er jeg ved at gå til af lettelse over at han er på vores hold. Han virker altid fjern og kold, og han er svær at komme tæt på. Dog kan jeg se lige igennem ham. Lige igennem alt hans Sorte hår der hænger ned over ansigtet og mørke øjne, hvis farve stadig er ukendt. Om de er sorte, mørkebrune eller mørkeblå er umuligt at sige. Sean kan meget vel være den spiller jeg er tættest på… Han er den støtte jeg har brug for når min viljestyrke vakler. Og han har brug for et skulderklap, med værdighed og det er noget jeg kan give ham. Tyler hidser sig straks op. ”Hey! Siger du at min idé er dum!?” udbryder han. Sean ser ubekymret op. ”Faktisk ja.” Tyler åbner munden for at komme med et heftigt svar, men jeg knipser med fingrene. ”Drenge! Tag jer sammen!” De to er altid på nakken af hinanden. Jeg vender blikket mod Jake. ”hvad mener du Jake?” Jake ryster sit brune hår og kigger indgående på mig. Jakes blik ser igennem alt. Han smiler stort. Dét smil kan få hans ellers rimelig normale udsende til at se interessant og livligt ud. Livlig er vidst et meget godt ord for Jake. Han minder mig til tider om en hundehvalp. Han elsker dog at sove og da han lige var kommet ind i teamet måtte jeg gå hjem til ham og hive ham ud af sengen hver eneste dag. ”jeg mener at vi skal stemme om det og så giver bossen den ultimative dom.” De andre nikker sammenstykkende. De lader til at have det fint, med den beslutning. Jeg nikker og siger så højt til dem. ”Okay, hvem vil have at vi kæmper mod dem?” Luke, Jake og Tyler rækker hånden op. ”og hvem vil have at vi afslår.” Shun, Jason og Sean rækker hænderne i vejret. Jeg sukker dybt. Beslutningen ligger på mig. Jeg nikker for mig selv. ”Okay det her er hvad vi gør: Vi lader som om vi har taget vores beslutning, og går dem i møde. Så finder jeg ud af om det er for farligt eller om vi acceptere. Alle med?” Jeg smiler let og det lyder glad fra Jake: ”Som forventet kommer Luca op, med en mesterplan!” Mit team griner og skubber lidt til hinanden. Det varmer mit hjerte at de har sådan en tiltro til mig. ”Godt! Lad os så starte træningen!” De træner endnu mere ivrigt og gør en rigtig god indsats. Selv træner jeg også lidt, og glemmer helt alt det der skete sidste nat. En halv time inden vi, skal mødes med ’Wolf fightes’ samles vi i skuret. Jeg rækker kage ud til dem, og de spiser alle. De må have været sultne, for der siges ikke et ord. Eller måske er de ligesom mig spændte. Jeg forbereder en lille peptalk. ”I klarede det rigtig godt i dag drenge. Hvis, i klarer jer ligeså godt ude på slagmarken, vil sejren være vores!” Der lyder tilråb og klappen fra min gruppe. Jeg fortsætter. ”Jeg vælger formationerne. ’Wolf fighters’ er ikke til at stole på så vi må være på vagt. Jeg så i midten, og Forest. Sean du kommer på min højre side.” Et lille nik fra Sean viser at han har forstået. Jeg ser et lille glimt af stolthed i hans øjne. Uden at det blev sagt højt blev han til næstkommanderende. Jeg vender blikket mod, Jake. ”Jake så står ved min venstre side.” Jakes ansigt lyser op og han nikker ivrigt. Jeg smiler lidt. Så tager jeg resten i samme åndedrag: ”Ved siden af Sean er Shun, ved siden af Shun er du Jason. Ved Jakes side er du Tyler og ved siden af Tyler er Luke.” Luke er den mindste af dem alle og han bøjer hovedet lidt for at skjule sin skuffelse. Jeg ser lidt på ham og lægger en hånde på hans skulder. ”Luke, grunden til din placering er ikke fordi du er lille. Det er fordi, du er den hurtigste af os og det er en fordel at du står, længst væk. Det må du forstå.”  Luke ser op, med iver i ansigtet. ”Jeg er… den hurtigste?” Jeg nikker og smiler til ham. Luke er helt afgjort den hurtigste. Han er også den yngste. Han er 11 år og er lav, med kulsort hår, med røde highlights i. Hans øjne er rødbrune og, han er rimelig lav. Han er lynhurtig og det ville ikke overaske mig hvis han var hele byens hurtigste dreng. Når, først han løber er han ikke til at stoppe. Han er meget genert og det tog hele 2 måneder om at overtale ham til at være med i teamet. Han er meget skamfuld over sin højde, men i mine øjne er det en fordel. Jeg kan også sætte mig ind i hans situation. Siden jeg er en pige, er jeg rimelig lav i forhold til de andre… men det lader jeg mig ikke slå ud af. Er jeg lav kan jeg bedre dukke mig. Jeg ser rundt på dem alle og nikker så. ”Godt. Lad os gå!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...