The Battlefield

Luca, er en pige hvis far døde da hun var 8 og hun blev overfaldet af nogle drenge og fik kastet sne på sig så hun næsten blev begravet i det. Siden den dag har hun besluttet at hun vil blive kongen over sneboltkrigen. Men vil det lykkes når snebolt krigen kun er for drenge?

Det er en kort fortælling om Luca, som leder banden The knights og om hvordan, hun kæmper mod fjender, sin stolhed og voksende kærlighed.



0Likes
0Kommentarer
420Visninger
AA

13. Basketball

Vi træder imod dem. Det er nu. Det øjeblik vi har ventet på. Nu bliver jeg kongen. Jeg træder frem sammen, med mit hold. Jeg ser at dommeren er ankommet. Godt ,det er en af de gode dommere. Jeg giver hånd, med 'Wolf fighters' leder. Så træder vi tilbage i formation. Ingen vej tilbage, Nu skal det afgøres. Jeg venter i den intense stilhed. Jeg fanger Kyles blik. Jeg lover mig selv at efter den her kamp vil vi kæmpe på samme side. Så lyder fløjten. Alle som en begynder mit hold, at kæmpe. Jason former snebolde hurtigere end jeg har troet muligt, og rækker dem videre til de andre. Tyler og Luke afleder dem; Tyler, taler højt og provokerende til dem og Luke spurter hele banen rundt igen og igen, så de bliver helt rundtossede. Snart har vi alle snebolde og vi gå i kamp. Vi har et forspring. Første fase af kampen gik til perfektion. Nu gælder det bare, med at få Kyle ud af spillet. Dog er det ikke for ingenting, at han bliver kaldt den bedste spiller. Han undgår alle vores snebolde, men til gengæld rammer de alle hans holdkammerater. Han virker som en eneste rigtigt koordinerede i denne vilde kamp. Jeg flyver fra side til side og undviger, snebolde og griber 2o nye snebolde fra Jason. Jeg sigter og skyder dem begge, mod Kyle. Han dukker og griber. Jeg ser hans selvsikre smil og ved at jeg ikke vinder så let. Jeg Vores holdkammerater kommer os straks til undsætning og vi undgår snebolde på nøjagtigt samme tidspunkt. Vi glider på is og ender lige foran hinanden. Lige der går det op for mig at der er nogle af 'Wolf fighters' der mangler… Hvor er de sidste? Det samme går op for Kyle i samme øjeblik. Jeg løfter hovedet… "Hvad…" Jeg har tænkt mig at råbe timeout, men alle mine kammerater er i gang, med at kæmpe. Det nytter ikke noget… Hvor kan de sidste være? Min hjerne arbejder på højtryk. "Luca…" lyder det det fra Kyle. Det lyder som om noget lige gik op for ham. "Luca, de er gået til kirkegården." Mere behøver jeg ikke få at vide… Mit indre fryse. kirkegården… Far. Jeg vender mig med et sæt og løber. Der er ingen tid at spilde. Hvem ved hvad de vil gøre ved ham. Frygten er isende. Så skrækkelig som aldrig før. Jeg løber og løber og hører slet ikke at Kyle er lige bag mig. Jeg kommer til kirkegården, og styrter lige imod det velkendte gravsted. Jeg skal beskytte det. Jeg skal beskytte ham. De sidste to medlemmer af  'Wolf fighters' står der, sammen med en lille pige. Hendes hår er lyst og hun holder blikket sænket. Det var pigen der passerede forleden dag. Hun var spion! De holder, noget i hænderne der ligner intet andet end en graffiti dåse. Nej… Far! Jeg kaster mig fremad. Uanset hvad skal jeg beskyttet ham. Jeg kan ikke rigtig registrere hvad det næste er der sker. Jeg mærker En smerte på toppen hoved og pludselig ligger jeg i sneen foran, graven. Mit hoved dunker vildt. Jeg ser ud fra mit slørede syn at Kyle kommer løbende og går direkte på drengene. Han lader til at slå dem. "Hvad er det i laver!? Kan i så komme væk! Hold jer væk fra hende og det her sted!" Mit syn bliver mere og mere sløret og jeg blinker forvirret. Da jeg åbner øjnene ser de kun grønt. Ah, det er Kyle. "K-Kyle…" Kyle lader til at være utrolig lettet. "Luca! Godt du ikke er kommet noget til!" Jeg sætter mig lidt op. "Hvad sker der… Vandt vi?" Kyle sukker opgivende og griner. "Vi løb fra kampen, tumpe! Men du fik redet din far." Jeg kigger med et sæt over på graven. Jeg smiler lettet. "Åh, det var godt… " Kyle hjælper mig op at stå. Vi betragter lidt kirkegården. "Kyle?" Kyle vender sig imod mig. "Ja?" Jeg kigger på solen som er ved at gå ned. "Er du ikke træt af den her krig?" Kyle nikker… Jeg lukker øjnene og mærker sollyset danse på mit ansigt. "Jeg bliver nok aldrig kongen over dette sted… Men stadig… Jeg har vundet så meget andet, der er så meget vigtigere. Jeg tror at jeg kan give slip, på det nu." Kyle smiler og nikker. Jeg husker pludselig noget. "Hey, Kyle… Du lod mig ramme dig… Første gang vi mødtes. Du kunne have stoppet snebolden, men du lod den bare ramme dig. Hvorfor?" Kyle fnyser og skubber til mig. "Aldrig i livet! Jeg lader ikke bare folk vinde over mig! Men…" han læner sig hen til mig for at hviske ord i mit øre: "…Hvis Jeg skulle lade nogle vinde over mig ville det blive dig." Jeg rødmer stort og giver ham en knytnæve i skulderen. "S-s-stop, med at sige sådan noget underligt noget!" Kyle griner og siger så tankefuldt: "Hey, Luca, ved du hvordan man spiller basketball?" Jeg ryster undrende på hovedet. Kyle piller lidt ved en af mine hårlokker. "Hvad med at jeg lærer dig det? Til sommer… Skal vi så ikke gå ud og spille basketball?" Jeg ser op, og nikker ivrigt. Et smil opløser min undren og Kyles hånd finder min. "Ja!" Og sådan vil alting falde på plads. Til sommer skal vi spille basketball og næste vinter vil vi lave snebold kamp og kæmpe, med løst sne. Alle sammen. Bare for sjov.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...