Havfruens Sidste Færd

Uden at afsløre fiskehalen rakte hun barnet frem til manden, der blev forskrækket over en fremmed kvindes nærvær. Han modtog dog barnet som en uvurderlig gave og svøbte det i sine arme..

1Likes
0Kommentarer
605Visninger
AA

1. Havfruens Sidste Færd

 

 

I riget mod Nord levede havfolket deres boblende liv i de mørkegrønne bølgers heftige brusen, dér hvor havet er dybt og synes uendeligt.

Et ingenlunde fredeligt liv da en eksistens i en vandverden var særdeles eventyrrig med de mange forunderlige skabninger, som skabte virvar med deres sæsonbetingede stormløb efterfulgt af begærlige truende individer fra både det velkendte hav og indtrængere oppe fra den ukendte mytiske verden, der både virkede dragende og skræmmende. ( tremendum et fascinosum)

En ung havfrue med appetit på livet havde sit virke i dette univers. Hun brugte sin energi på at sprede glæde omkring sig, da hvert et åndrigt væsen havde behov for at føle fryd for at have overskud til at drage ud og få vandet til at bruse i søgen efter føde. En jagt hvor ethvert individ havde en chance og blev båret af adrenalin, så ingen skulle lide unødigt.

Havfruen kerede sig om det maritime rige, hvor hvert lille væsen, hver lille plante bidrog til at skabe dette unikke levested, hvor alle afhang af hinanden og derfor havde alle en stemme eller en talsmand. Havfruen havde sat sig som forsvarer af de små orm, der lever deres næsten usynlige liv dybt i havet i klipperne. Uanselige og ganske uappetitlige, men alle havde deres eksistensberettigelse.

Dernede i dybet drog hun ofte, hvor uventede saltsøer åbenbarede sig i bunden af havet. Hun længtes efter indsigt om den verden, hun befolkede og drog længere og længere bort. Hendes folks bånd holdt hende tilbage en tid, men snart overtog hendes nysgerrighed, og hun drog af sted væk fra havfolkets vante egne med havsletter og dybe strømme. Hun lod sig bære med på bølgetoppe for at udfordre skæbnen og smage det ukendte.

Hun kendte til menneskene, som var så svage i vandet. Hun havde ofte følt deres liv ebbe ud og havde med næsten usynlige bevægelser hjulpet mangen et individ ind til dets frelsende verden, der forekom havfruen så gold.

Hun havde set deres besynderlige adfærd, hvor de syntes at bestræbe sig på at ødelægge alt liv omkring sig uden at føle den samme kærlighed til mangfoldigheden, som havfolket gjorde.

Mennesket var svagt og skulle hjælpes og retledes, og havfruen håbede, at hun kunne opnå kontakt med disse væsener på sin færd og bruge de talegaver hun så flittigt anvendte som ormenes forsvarer.

Hun svømmede ivrigt ned gennem brede flodarme og brede søer væk fra det velkendte havmiljø. Mennesker så hun ingen af, deres store larmende jerndyr indtog ikke længere vandet, som ej heller lugtede så vedvarende surt.  Til gengæld var vandet i disse ukendte egne spændende at udforske, da store blokke og finurlige ting fyldte havbunden. Havfruen var jublende lykkelig, da hun var i sit rette element, og det spændende møde med mennesker ville komme, når tiden var inde.

Hun ankom til en dyb sø, da månen stod højt på himlen. I måneskæret beundrede hun de svage bølgetoppe, der hilste himmellegemet velkommen. Hun kendte til denne lysende skabning, der fik hendes verden til at udvide sig længere ind mod menneskenes verden, og hun anså den for at være hendes trygge følgesvend, som hun kunne have tillid til, hvor hun end bevægede sig på sin færd.

Hun vendte blikket nedad og et helt menneskerige åbenbarede sig for hendes øjne. Overrasket drog hun ned og rørte betaget om end forsigtigt ved de kulørte materialer, som i forening udgjorde et hjem for et menneske.

Havfruen blev urolig over at se menneskene indtage vandet på denne vis, da hun ikke stolede på deres evner til at forvalte havet med omtanke. Dog var der ingen, der talte med deres mangfoldighed af stemmer, ingen støjende påhit – blot dyb uendelig stilhed.

Pludselig kom noget flydende hen mod hende med skrifttegnene ”Lucerne” skrevet derpå. Havfruen kunne dog ikke tyde dette og besluttede sig til at drage videre. Hun stak hovedet op til overfladen og blev med eet indhyllet i en dis af tykke skyer! Aldrig havde hun rørt ved disse bebudere af regn, kulde og gnistrende lys. Hun følte sig inddraget i en magisk sfære, hvor verdenerne ikke længere var delt, men forenet.

Deroppe ved himlen hørte hun stemmer, skræmte og sørgende stemmer. Hun besluttede sig til at hvile ved bredden af en klippe for senere at kunne udfylde sit hverv og kommunikere og hjælpe menneskene for derved at skabe harmoni i verdenerne.

De vedvarende røster forhindrede hende dog i at sove, og da skyerne rejste videre, så hun, at hun befandt på toppen af verden med en håndfuld mennesker. Udmattede sorgfulde individer der var døende heroppe i himlen. De mumlede om gletchere, der var smeltet, om indbyrdes krige, mangel på føde og rigers undergang, hvilket havfruen dog var forskånet for at forstå, da hun talte nordisk havmål, hvor sådanne ulyksaligheder slet ikke havde plads i ordforrådet.

Havfruen fornam dog, at hun ikke kunne hjælpe dem med sin glæde og stærke fiskehale. Hun måtte søge efter fæller, der kunne assistere hende.

Det forholdt sig således, at små havfruer blev dannet på forgrenede træer, der voksede i lavt havvand. De voksede sig langsomt større i de 14 måneder, hvor havet iltede og bragte føde til dem, mens de hang og sprællede muntert på de bøjelige grene. Et herligt, sorgløst liv der fortsatte, når de blev hentet af de erfarne havfruer og havmænd. Disse forstod så sandelig at skabe sjov for sådanne små krabater med deres pisken og røren i vandet, der fik de små til at hvirvle jublende rundt. De lod dem ride på de store hvaler, som nød at blive kløet på ryggen. De lattermilde havbabyer holdt for blåsen med deres små fiskehaler, hvilket fik hvalerne til at nyse. Derved fik de små sig en ordentlig springtur højt oppe i luften; det element som de stadig befandt sig vel i, da de havde levet de mange måneder i dette blandede univers af vand og luft.

Disse dejlige lattermilde skabninger ønskede havfruen nu at finde, da de i vandet hurtigt voksede sig stærke og fornuftige og samtidig bevarede deres lyse sind, som var en naturlig del af alle havfolks væsen. Sammen kunne de guide menneskene væk fra deres håbløse tilstand.

Havfruen søgte efter dem i dette ukendte rige, hvor menneskenes verden var blevet en del af hendes egen, og hvor himlen var søgt ned til havoverfladen. De gamle havfolk havde berettet om fæller, der var vokset op langs søbredder, hvor skyggefulde træer dækkede deres levesteder.

Længe svømmede havfruen omkring – det kan have været timer, dage, år - for en havfrue er tiden ikke betydelig undtagen ved dannelsen af halen, hvor hun er ekstra sårbar og længes efter at være fuldbåren.

Menneskenes stemmer klang ikke mere, men deres rige stod dog stadig i dybet, så havfruen var glad og fortrøstningsfuld.

En dag da hun hvirvlede rundt i vandet og sprang op i luften for at fange de fugtige skyer, landede hun ved et træ – et rigtigt havfolketræ! Ikke noget særligt at se på, men helt specielt med de mange føjelige grene, der bar på små yndige væsener.

Men hvad var det? Træet var delvist råddent. Det lugtede af menneskeskabt ulykke, og de små pludrende babyer var helt deforme. Frem for smukke fiskehaler, var de udstyret med ben! De små stakler var skabt til at være handicappede på grund af menneskenes respektløse omgang med deres miljø.

For første gang i sit liv fyldtes det rene havfruehjerte med mismod. Hvor længe havde hun været borte fra sin egn med de velkendte havsletter og de mange havstrømme, som så ofte havde båret hende og hendes folk? Eksisterede de stadig oppe mod Nord, hvor blæsten skaber stærke bølger og skaber nyt liv, når menneskene har bragt ulykke? Et trygt og udfordrende liv.

Havfruen vidste intuitivt, hvad hun måtte gøre. De små lattermilde babyer var deforme, men selv på land kunne de ikke eksistere med deres to ben. Der var intet tilbage, de kunne leve af. Alt var lagt øde, og kun de vældige riger nede i vandets dyb vidnede om, at der engang havde været mennesker. Selv nu formåede de at ødelægge liv.

De små væsener så tillidsfuldt på havfruen, da hun aede dem og sang for dem på sit nordiske havmål. Hun sang om forunderlige havriger, hvor solens stråler når ned, om de sjove havdyr, der er så kluntede og dog så varsomme når de rejser syngende gennem havet. Hun sang melodiøst og mildt om de store skove af tang, hvor man kan lege gemmeleg, og om de sjove krebsdyr der gemmer sig bedre end nogen havfrue eller havmand. Mens hun sang for dem, løftede hun stille træet fra bunden, og hun græd forurenede tårer over disse små deforme havbabyers skæbne. En skæbne bestemt af andre.

Langsomt udåndede og visnede de bort og hang som små udtørrede blomster på det rådne træ. Havfruen slap træet og lød det flyde med strømmen og sendte havbabyerne på deres sidste færd, som skulle have været deres første.

Havfruen sank stille ned mod bunden uden at beskytte sig selv mod det gamle kirkespir. Hun var udmattet af sindsoprivelse og værgede ikke for sig, da det gennemtrængte hendes hale. Som en fisk sad hun spiddet på dette religiøse monument over fanatisme og trøst. Helgen eller djævel i en menneskeverden grundet hendes gerning, men blot en havfrue med sjæl og empati i hendes rige.

Langsomt svandt hendes vante livsmod, da hun ikke kunne piske en stemning af eufori frem med sin fastlåste hale. Hun lukkede øjnene.

En dag vågnede hun. Lys overvældede hende, og langsomt åbnede hun med besvær sine havfrueøjne. Vandet var sunket, og hun hang frit i vejret. Hendes krop var indtørret grundet det manglende vand, som hun behøvede til at omslutte sit legeme.

Hendes sorg var nu blevet overkommelig gennem den dybe søvns bearbejdelse, og hun besluttede sig for at leve.

Havfruen kæmpede for at komme fri, og lykkeligvis havde de mange års leg og fangst i havet betydet en grundlæggende smidighed og styrke, som intet kirkespir og ingen menneskeskabt sorg kunne gøre has på. Langsomt fik hun sig frigjort og trukket op, hvorefter hun kastede sig ned i det berusende vand. Vandet var friskt og rent som arktisk forårsregn.

Langsomt lod hun sig flyde med strømmen, og minderne om hendes hjemegn overvældede hende. Hun besluttede sig for at glemme menneskene og drage tilbage i håb om, at hendes folk stadig var i live.

Nu kan selv den værste menneskelige udåd dog ikke hærdne et havfruehjerte. Hun er skabt til at skabe ringe af liv omkring sig, så selvom ugerninger kan gøre hende sorgfuld, vil hendes stærke hjerte og grundlæggende sind dog træde igennem.

Derfor ender historien ikke her.

Havfruen genvandt langsomt sine kræfter, mens hun svømmede af sted af floder, der nu var ganske indskrænkede, så hun måtte på nogle steder føre sig frem med en vis behændighed. Mens hun hvirvlede af sted, hørte hun pludselig babygråd. Ikke gråd fra en havfruebaby, da de var født til lattermildhed og godhed, men et menneskebarns angste lyd som ved det på forhånd, hvilke pinsler det skal udføre.

Havfruen havde lært, at intet godt kom fra menneskenes verden, men et hjælpeløst lille individ kunne hun ikke forlade. Hun svømmede sagte hen til bredden og kiggede frem mellem de tætte siv.

På bredden lå en menneskekvinde med barnet i sine arme. Hun virkede så kraftløs med de tynde ben og blodet på jorden. Havfruen følte i sit hjerte, at hun måtte hjælpe, men inden hun nåede at reagere, udånede kvinden. I det fjerne sad en mand med hovedet i sine arme. Havfruen forstod sig på sorg, men var født til handling. Hvorfor gjorde dette menneske intet?

Hun gled op mellem sivene og rørte lidt forskrækket ved kvinden, der havde mistet sin gnist. Forsigtigt tog hun barnet i sine arme og gled ned i vandet. For en stund glemte hun, at menneskebørn ikke kan ånde i vandet, da hun søgte beskyttelse og råd i sit eget element.

Stor var hendes forbavselse, da hun så, at barnet færdedes som en sæl i vandet. Det lukkede af for sine lunger, hvilket betød, at det blev nemmere for havfruen at bevæge sig af sted med babyen. Dog måtte hun være bevidst om, hvornår det var tid for det lille væsen at trække luft igen.

Helt som en sæl var det nu ikke. Det var ikke behændigt i vandet, ej heller i stand til lang tids leg i vandet.

Havfruen forstod da, at hun måtte forsøge at overdrage barnet til et menneske uden at vide, hvor mange, der var tilbage i deres verden.

Dette vovestykke betød også, at hun måtte lade sig vise for dem, hvilket indebar en stor risiko, men den løb hun gerne. Det lille barn kiggede på hende med uudgrundelige øjne, som forstod det hendes dilemma.

Hun besluttede sig til at vende tilbage ihukommende manden, der sad sørgende i græsset. Han var i mellemtiden søgt ned til kvinden, som han sammensunket græd for. Dette overbeviste havfruen om, at mennesket ikke kun er skabt til at handle ondt. Der er så sandelig godhed og håb i et menneskehjerte.

Uden at afsløre fiskehalen rakte hun barnet frem til manden, der blev forskrækket over en fremmed kvindes nærvær. Han modtog dog barnet som en uvurderlig gave og svøbte det i sine arme.

Han var ene uden et andet menneske omkring sig. Ville de to, en mand og et menneskebarn, have en chance for at klare sig?

Havfruen traf et valg. Hun valgte at blive hos dem en rum tid, mens årstiderne skiftede. Hun skaffede føde til dem, og de to erfarne individer fra hver deres kultur delte for en tid deres liv med hinanden for at hjælpe barnet og samtidig lære af hinanden og blive den store ensomhed kvit.

Den første dag og efterfølgende tid blev skabt en forståelse mellem de to arter, der troede sig meget forskellige og som havde haft sære forestillinger om hinanden.

Havfruen fik hjælp af manden til at gøde et havfolketræ. Hun havde ingen artsfæller set i så mange måner og sole. Da havfruen var draget mod syd på sin lange rejse, var havet blevet mere surt, og det var blevet vanskeligt at finde føde.

Inde mellem bjergene oppe ved himlen havde de smeltede gletchere sørget for at fortynde forureningen, så en havfrue kunne overleve til at skabe gode gerninger.

Nu skabte menneskemanden og havfruen i fællesskab grobunden for videre liv i deres riger.

Hun havde plantet et håb i mennesket gennem sit storsind og livsmod, og manden havde hjulpet hende og hendes artsfæller på vej i sin kærlighed til hende.

Menneskebørnene behøvede længere tid til at blive færdigudviklede på havfruetræet, så efter fjorten måneder var fællesskabet af havfolke- og menneskebørn beseglet. De delte havfruens gode sind og mandens vilje til liv, og sammen landede de i vandet. De plaskede for en stund sammen, inden deres veje måtte skilles.

Manden og havfruen delte sig med deres fælles afkom og drog ud i hvert deres rige. Havfruen og havbabyerne til boblende og dog fornuftig leg i havet, manden og hans børn til ansvarlig udvikling på landjorden.

Mange hundrede år senere er manden og hans børn døde, men deres slægtninge har spredt sig over hele jorden og genfortæller historien om havfruen, som så ædelt løber i deres årer.

Der blev rejst en monument i Norden over denne havfrue, der repræsenterede alt det gode og uselviske, som var havfolket til del. Hun havde reddet ikke blot reddet sin egen verden fra at uddø, men også landfolkets verden, og monumentet skulle stå til evig tid som dokumentation for denne dåd.

Når du sidder ved havet og føler dets kald, er det havfrueblodet i dine årer, som søger mod vandet. Langt ude i dybet leger dine fjerne slægtninge stadig med havstrømmene og håber, at mennesket vil bevare en rest af havfolkets godhed i sig, så vores verdener kan bestå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...