Et Stykke Af Mit Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 dec. 2012
  • Opdateret: 17 sep. 2017
  • Status: Igang
Dette er en samling af nogle af de One Shots som jeg skriver om mit liv. Det er ret (meget) personligt, men det at skrive det, hjælper mig meget. Folk vil måske se det, at ligge så personlige tekster på en offentlig webside, som opmærksomhedskrævende, det må i også have lov til at synes, men grunden til at jeg gør det, er for også at hjælpe andre. Få folk til at få øjnene op for ting, som man måske ikke ligger mærke til i hverdagen. Og for den sags skyld, for at få folk til at tænke sig om, før de begår nogle af de samme fejl som jeg har, og som vil have konsekvenser resten af livet. Det og så fordi jeg aldrig har været den der udtrykker sig med ord, men med skrift.

OBS: Nogle tekster kan virke stødende og voldsomme

17Likes
12Kommentarer
991Visninger
AA

1. Til Min Kære Line


 

Det er en kortvarig glæde der spreder sig i min krop, da vores nye klasselærer meddeler klassen, at Line langt om længe kommer tilbage i skole. Da det så hurtigt går op for mig, at det ikke er mere end godt og vel en uge siden, jeg har skrevet med hende sidst, og hun ikke havde det særlig godt, og at hun langt fra er rask nok til at komme tilbage. Også selvom det er det jeg ønsker så inderligt, at hun skal, og at vi kan få det gamle venskab op at køre igen, som vi havde før sommerferien og hun blev indlagt.

Jeg får hurtigt øjenkontakt med Rikke, og kan se at den samme tanke netop har nået hende. Der bliver spurgt ind til det, men vores lære vifter ligegyldigt med hånden, for det er jo lige meget, at en pige, der har været indlagt i fem måneder med anoreksi, kommer tilbage – for hende, men der sidder rent faktisk en hel klasse, som er oprigtigt interesseret i lige netop det emne som hedder: Line. For selvfølgelig er det et ømt punkt på klassen, nogen mere end andre. Og hvis det havde været så ligegyldigt, så skulle hun slet ikke have sagt noget, for det fanger interessen med det samme.

Da vi nogle dage senere får lidt mere information omkring emnet Line, er det endnu mere bekymrende. Line kommer nogle timer onsdag og torsdag næste uge, og får så også lige en fem dage hjemme på prøve inden da – for hospitalet kan åbenbart ikke gøre mere for hende, selvom hun stadig er undervægtig og ligner et udsultet barn fra Afrika, hun har stadig sonde og har psykiske problemer. Hvordan kan de undgå at gøre mere for hende? Hun kan kun få det bedre der, og selvom jeg ville ønske jeg kunne hjælpe, har jeg langt om længe indset at jeg ikke kan gøre noget, end at se på fra sidelinjen. Så at de på afdelingen Line ligger på, siger at de ikke kan gøre mere for hende, er foruroligende. Vil de så bare lade hende dø? – det var den første tanke der strømmede igennem mig, for jeg er sikker. Hvis Line dør, dør jeg også.

Meget mod min vilje, vælger jeg alligevel at give det en chance. Hun kommer de to første timer, to dage i ugen, sådan lød det. Vi andre i klassen skal bare holde fokus på undervisningen, og lade som om at alt er i den skønneste orden. Hun skal have nogle gode timer, når hun kommer, og nogle gode oplevelser blandt vennerne. Det er jeg selvfølgelig enig i, hvis hun skal tilbage, skal hun have det godt, og hygge sig. Desuden savner jeg hende så forfærdelig meget, at jeg på en eller anden måde ikke kan vente med at se hende igen, selvom jeg er meget imod at hun kommer hjem.

Onsdagen efter, er der godt og vel en uge til at Line kommer tilbage. Rikke, Emma, Julie og jeg er på vej hen til Line, da hun bad os komme og besøge hende dagen før. Hun savner os, og vi savner hende, så der er selvfølgelig ingen, der springer fra. Tvært imod, vi går og snakker om alle de ting vi har gjort og lavet med Line tilbage i tiden, hvor hun stadig var rask, og jeg går med et lille uskyldigt håb om, at de næste timer vil blive, som de timer vi brugte sammen førhen, nu. Men jeg ved godt at det er umuligt, men håbet er der alligevel.

Hun står i døråbningen, da vi ankommer. Glæden og livet i hendes øjne er ikke til at tage fejl af – hun er ligeså glad for at se os, som vi er for at se hende. Vi får et kram hver, og jeg kan ikke undgå at bemærke at hun har taget på. Hendes mave er ikke længere indad buende, men flad. Hun har farve i kinderne, og et stort smil er plantet om læberne på hende, og jeg får lyst til at græde af glæde over at se hende i den tilstand. Måske er hun rask nok alligevel? Dog er hendes ben og arme så tynde, at jeg er bange for at de knækker, hvis jeg rør hende. Hendes hofteben og ribben er stadig tydelige gennem den tynde hud og T-shirt som sidder tæt på hendes krop.

Vi sidder på hendes værelse, levende stearinlys er det eneste der lyser værelset op, og det er så hyggeligt at sidde i sengen, omringet af det svage mørke og stearinlysenes skær, at man føler sig helt hjemme. Hendes mor, Pia, kommer ind med et fad, med mandariner og æbler. Mens vi andre tager for os, sidder Line og kigger på. Hun tager ingenting, ikke så meget som en eneste æblebåd, bliver overvejet at spise. Det frembringer straks bekymringen, men jeg siger ingenting – viser ikke at det bekymre mig. Men hvad havde jeg forventet? Fem måneder, plus - minus, med anoreksi – det er ikke nyt at hun ikke tager noget, men det giver igen en usikkerhed omkring hvorvidt hun er klar til at komme tilbage.

Den første time er hyggelig. Vi snakker, griner, tumler rundt i sengen, tager billeder og idet hele taget hygger os. Hun er ligeså fuld af liv, som hun var førhen. Smilende, grinende, drillende og sjov – intet har forandret sig, og jeg er så tæt på lykkelig, over at se hende i den tilstand, som jeg overhovedet kan blive. Det er så fuldendt, bare med os alle fem sammen, efter så lang tid.

Der går en time, en diskussion er i gang mellem Rikke og Emma, Julie følger godt med, men Line sidder så underligt stille i hjørnet. Smilet om hendes læber er væk, og erstattet af en udtryksløs maske. Øjnene er matte og triste, der er intet af det liv tilbage at ane, i hendes ansigt. Jeg prøver at få kontakt til hende, men intet hjælper. Da jeg puffer blidt til hende, kigger hun op og sender mig et halvhjertet smil, som aldrig når hendes øjne. Hun er væk. Den Line, jeg har kendt så længe jeg kan huske, og som var her for lidt siden, er forsvundet – erstattet med den pige jeg så før sommerferien, lige inden hun blev indlagt. Den eneste forandring der er fra dengang og nu, er, at hun ikke siger at der er noget der nager hende. Det lille håb jeg havde haft for blot en time siden, er forsvundet som dug fra solen.

Jeg får lyst til at græde igen, denne gang fordi jeg ved at alt aldrig vil blive som før. Når hun kommer over anoreksien, vil bagtanken om mad stadig ligge i baghovedet af hende. Vores venskab vil aldrig blive det samme igen. Jeg ville aldrig få muglighed, for at fortælle hende hvad der nager mig, som jeg kunne før, for jeg ved hvad det gør ved hende. Og omvendt, jeg har bange anelser om, at det er gensidigt. Måske vil vi få den glade Line tilbage, men hun vil aldrig være som før. Tanken er uudholdelig. Hjerteskærende og knusende, og det eneste jeg har lyst til er at sidde og holde om hende, og græde ud ved hendes skulder, men det kan jeg af gode grunde ikke.

Hun kommer tilbage, er med på sjov, griner og er den gamle Line igen. I et kvarter, og så er hun væk igen. Tilbage i den deprimerede skikkelse, som før. Sådan fortsætter det. Hun er der i korte træk, og så er hun væk igen. Og jeg kan ikke gøre andet end at spille med på, at have det sjovt, grine, og håbe på at det smitter af på hende.

De andre er taget hjem, og jeg venter på at min mor vil komme for at hente mig. Line rejser sig fra sengen og går hen foran spejlet. Hun hiver op i trøjen og sukker da hun ser sit eget spejlbillede. ”Jeg har bare taget så meget på, det er helt forfærdeligt.” mumler hun og tager fat i skindet på maven. Hun sukker igen og hiver ned i trøjen, lige som hendes mor stikker hovedet ind af døren og meddeler hende, at der er mad om tyve minutter. ”Mor, du skal ikke regne med at jeg kan overholde kostplanen.” mumler hun og hendes mor forsvinder fra døren med et bedrøvet ansigt. Og hele sceneriet minder mig om noget hun engang sagde før hun blev indlagt: ”Jeg vil hellere dø, end at spise.” og det værste er, at hun mener det fuldt ud, det er jeg ikke i tvivl om.

Da jeg kommer hjem, ligger jeg mig grædefærdig på sengen. Besøget ved Line var forfærdeligt. Jeg er på nippet til at sige, at jeg aldrig i mit liv har været mere ked af det, end jeg er nu. Hun vil ikke spise, hun hader sig selv og hun er som en skygge af sig selv – og jeg forstår ingenting. Hvorfor vil de sende hende hjem? Hvordan kan de ikke gøre mere for hende? Da jeg besøgte hende på afdelingen virkede hun så meget mere som sig selv, end hun gør nu. Jeg kunne være der i to timer, og hun ville hoppe rundt som et legesygt barn, grine og synge – hun var glad, mere tilpas end hun var i dag, eller er det mig der er fuldstændig forkert på den?!

Det er tirsdag, det er i morgen Line kommer i skole for første gang i lang tid. Jeg har ikke snakket med hende siden den dag, vi besøgte hende, for hver gang jeg tænker på hende gør det dissideret ondt. Og hvad der gør endnu mere ondt er, da Julie kommer og meddeler at Line nok ikke kommer i morgen alligevel. Hun er tilbage på afdelingen, med sonde og hun har det skidt. På de seks dage hun havde været hjemme på prøve, havde hun i alt spist en deciliter salat og drukket få glas vand. Det har resulteret i et vægttab på fire kilo. Hun har tabt fire kilo på seks dage, og jeg har ingenting at sige. Ikke andet end at jeg håber de beholder hende på afdelingen, så hun kan få de bedre, for hun har det tilsyneladende ikke godt. Hun er langtfra rask nok til at komme tilbage.

Jeg skriver til Line, da jeg kommer hjem. Jeg har brug for svar på, om hun kommer i morgen eller ej. Hun svarer hurtigere end normalt, at hun kommer. Hun kommer i skole, trods hun lige har smidt fire kilo, ligger med sonde og har det psykisk dårligt. Men jeg har desværre ingen indflydelse på den beslutning overhovedet.

Jeg melder mig syg. Jeg kan ikke klare at se hende i dag, og det er ikke af ond mening, men tvært imod god mening. For hun skal have en god start, med glade mennesker omkring hende – hun skal lærer noget, have en god oplevelse i skolen, og det er jeg ikke sikker på jeg kan hjælpe med at give hende. Jeg har ikke haft nok tid til at tænke tingene igennem. Først kommer hun, så gør hun ikke, og så kommer hun alligevel – jeg er forvirret og langt fra forberedt. Så jeg kan ikke se andre muligheder end at melde mig syg. Både for hendes, men også min egen skyld, selvom jeg savner hende så forfærdeligt.

Jeg tager i skole torsdag, velvidende at Line også vil være tilstede i fysiklokalet. Jeg ved ikke hvad jeg havde håbet på, men ikke det jeg så. Hun ligner det jeg så, da vi besøgte hende i sidste uge. Det eneste der er at skimte i hendes øjne er angst, tristhed og længsel. Der er ingen tvivl om, at det er det her hun har savnet. At være omgivet af hendes venner, men angsten for opmærksomheden, som hun får i stor stil, er der. Ikke kun fordi hun er kommet tilbage efter så lang tid, men også fordi det er hendes fødselsdag. Jeg prøver forgæves at snakke med hende, men hendes blik flakker rundet i rummet, og hun hører ikke rigtigt efter hvad jeg spørger eller snakker om. Hun er helt væk, præcis ligesom sidst, og jeg kan ikke hjælpe hende. Hvor end jeg gerne ville, kan jeg ikke andet end at være der, og se på fra sidelinjen. Se til, mens det kan gå begge veje. Det knuser mig indefra, for jeg elsker hende så meget og jeg vil gøre hvad som helst, for at hun kan blive rask igen, for jeg har aldrig elsket noget eller nogen, som jeg elsker hende, så det er svært at vide, at man ingenting kan gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...