A Never Ending Story

"Jeg har altid set op til min far, beundret ham og hans arbejde... men ikke efter "dagen". Den dag, som vendte op og ned på ALT. Den dag, som ændrede mit syn på verdenen. Dagen, som ændrede mit liv og medførte det værste mareridt, du kan forstille dig".



Milas´s far var en god forsker og havde fremstillet en "magisk drik", som kunne stoppe folks aldring - kort sagt: gøre folk udødelige.

3Likes
3Kommentarer
284Visninger
AA

2. Hvad er jeg?

"Av" stønnede jeg, da jeg skar et dybt snit i min arm. Jeg så bloden snige sig op til overfladen. En  lille dråbe nåede netop at falde til jorden, inden blodet trak sig tilbage, og huden igen lukkede sig sammen. Det var som at se hele handlingen blive sat på pause og derefter spillet baglæns. Blodet som løb baglæns, såret der lukkede sig, helede sig selv, og så fint hud tilbage... ikke engang antydelsen af et ar eller noget. Det var ved at gå op for mig, hvad dette betød. Hvis min hud heler sig selv, hvis jeg ikke kan blive såret... er jeg udødelig? Nej, det kan ikke passe... eller kan det? Det måtte jeg undersøge nærmere.

 

Det har aldrig lignet mig at være en vovehals. Jeg har altid været den fornuftige i min familie. Var det virkelig mig, der stod oppe på klippen og gjorde klar til at springe ned i havet, hvis bølger slog stærkt imod klippens hårde kant?  Der lød et ordentlig smæld hver gang. Det lagde op til storm. Ja, det var mig, men det lignede ikke noget, jeg kunne finde på at gøre, i hvert fald ikke førhen. Jeg gik så langt ud at klippens trekantede spids, som jeg kunne. Da jeg ikke kunne komme længere, lænede jeg mig frem og så ned på de vrede bølger. Jeg var minst 10 m oppe over vandoverfladen. Jeg tog en dyb vejrtrækning, satte i spring og susede derefter som en pil ned i det kolde vand. 

 

Nede i vandet var det som at være fanget i en tornado. Jeg blev kastet rund. Jeg prøvede, at komme op til overfladen så jeg kunne på luft, men det var svært. Efter den ene bølge kom den anden, og jeg blev igen kastet rundt. Til sidst blev jeg så tung i hovedet og kroppen, og jeg kunne ikke kæmpe imod længere. Jeg manglede ilt. Jeg kunne mærke øjnene lukke sig sammen, alt blev sort.

 

Jeg ved ikke hvordan, men da jeg vågnede, lå jeg oppe på kysten. Var det bølgerne, som havde smidt mig herind? Jeg troede virkelig at jeg skulle dø. At min tid var kommet, men åbenbart ikke endnu - heldigvis. Jeg satte mig op. Mit tøj klistrede sig ind til min krop, og jeg var fyldt med sand. Jeg kunne mærke dråber af vand løbe fra mit hår og ned af min nakke. Øv, hvor havde jeg meget hovedpine. Det var nok heller ikke det smarteste forsøg, jeg havde kastet mig ud i (bogstaveligt talt), men det virkede. Det gav et resultat, er svar... med mindre jeg havde været rigtig, rigtig heldig. Jeg måtte lave flere forsøg bare for at være helt sikker. Hvornår måtte jeg indse, at jeg -måske - var udødelig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...