Hospice

Jeg holdt vejret i perioder, i frygt for at indånde døden der hang mellem os i luften. Min onkel lå på sengen. Jeg blev ved døren. Kunne næsten forestille mig at det var en dukke som lå der, ikke min onkel. Hans hud lignede voks, tyk og slap med et gult skær som ikke havde været der, sidst jeg så ham. Jeg ønskede at filmene i det mindste ville have fået den del forkert.
Hans mave var svulmet op som en ballon. Måske ville den til sidst vokse sig så stor, at den sprængte. Det er gas, forklarede far.

1Likes
0Kommentarer
330Visninger

1. --

 

Der lugtede ikke, som jeg ellers havde forventet. Der var faktisk ingen lugt overhovedet. Det virkede forkert. Jeg foretrak ideen om en kvalmende sød duft af blomster, eller måske en steril lugt af hospital.

Jeg holdt vejret i perioder, i frygt for at indånde døden der hang mellem os i luften. Min onkel lå på sengen. Jeg blev ved døren.  Kunne næsten forestille mig at det var en dukke som lå der, ikke min onkel. Hans hud lignede voks, tyk og slap med et gult skær som ikke havde været der, sidst jeg så ham. Jeg ønskede at filmene i det mindste ville have fået den del forkert.
Hans mave var svulmet op som en ballon. Måske ville den til sidst vokse sig så stor, at den sprængte. Det er gas, forklarede far.

Jeg holdt min gråd tilbage. Var det overhovedet okay at jeg var den der græd mest? Burde min mor ikke være den der havde lyst til at kaste sig over sengen, gribe fat i min onkel, råbe, skrige og nægte at give slip? Var det kun mig der havde de tanker? Det var jo ikke min bror der lå på sengen. Det var hendes. Min bror stod ved min side, holdte min hånd i sit faste greb. Jeg forestillede mig at det var ham, som lå livløs på sengen.

Det gjorde ondt i brystkassen. Sådan nogle tanker burde jeg nok ikke have. Better watch out, or you’ll jinx him.

Jeg gav slip på min brors hånd, og gik ud for at finde et godt sted at græde. Toilettet var en kliché, men klicheen hjalp mig med at tage afstand til det hele. Jeg overvejede kort at sætte mig på gulvet og krølle mig sammen i fosterstilling, men det var nok alligevel for meget.

Tårerne gled ned ad mine kinder i spejlet. Det hele virkede melodramatisk og plat, det at græde på toilettet. Som i næsten hver eneste Hollywood teenflick og Tv-serie. Latterligt. Mit snot var blevet farvet sort af eyeliner-tårer, der var gledet ind i næsen, da jeg på bilturen herover havde haft hovedet i min mors skød. De lange, sorte striber på mine kinder fik mig til at ligne en Goth, dem jeg havde set op til, da jeg som 12-årig forestillede mig at, jeg var cool og deprimeret. GPS’en havde været på lydløs, da vi alle havde været enige om at det var upassende, at Uffe Holm, der ledte os ud til hospicet.

Min moster fortalte os, da min bror og jeg forlod hospicet, mor mente ikke vi behøvede at være der når mormor kom, at personalet havde tilbudt at dække min onkel med blomster. Det fik os til at grine. Godt at hospice-personalet også så amerikanske film. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...