Når lykken ødelægges

En hver ved at lykken er nem at knuse. Og når vi er helt nede, hvem skal så rede os? Er det muligt at lukke en fremmed ind efter alt er ødelagt i ens sjæl?
Miriam er en pige som en aften bliver overfaldet efter en fest. Hendes usikkerhed som teenager bliver nu fuldendt, og hun lukker sig selv mere og mere inde. Men kan en fremmed dreng rede hendes frygt for den nu så onde verden?

13Likes
10Kommentarer
1344Visninger
AA

5. Kapitel 4

”Skal vi ikke tage ud og shoppe i dag?<3” Emma lagde sedlen midt på bordet, så både Maria, Sigrid og jeg kunne se den. Vi havde tysk, og det var altid, de timer Emma havde sværeste ved at koncentrere sig. Maria var hurtigst og fik fat i sedlen. Hun fandt en blyant frem fra sit penalhus. Og efter ingen tid lå sedlen igen på bordet. 
”Jo da, jeg kan lige efter skole!:D” Stod der lige under Emmas besked. Nu rakte jeg ud efter sedlen og skrev med min kuglepen, som jeg allerede sad og legede med i hånden, mens jeg prøvede at holde koncentrationen. Min skrift var ikke særlig stor, men jeg var nu meget godt tilfreds med den. Jeg blev tit rost for den. Folk mente at den var helt kunstnerisk, da den så ud, som det var en fra 1700-tallet, der havde skrevet. Jeg havde nu også øvet mig meget på, den skulle blive pæn.
”Jeg kan også godt efter skole,” havde jeg skrevet i det nederste hjørne. Godt jeg altid havde penge med i skole. Det var noget, jeg havde vendet mig til efter, at jeg er blevet venner med Emma. Man vidste aldrig, hvornår hun ville ud og shoppe, eller hvor meget hun ville shoppe. Men jeg havde også en anelse, om hun ville en af dagene inden festen, så derfor havde jeg også taget en masse penge med. Nu tog Sigrid sedlen og skrev: ”Jeg kan ikke shoppe i dag, og jeg ved heller ikke endnu med festen.” 
”Okay, men kan vi andre ikke gøre det i dag så?” Skrev Emma og kiggede på Sigrid. Sigrid nikkede til Emma.   Da vores første frikvarter var begyndt, spurgte jeg Sigrid, om hun ikke ville med over i supermarked og købe noget brød. Da vi gik der over, var vi rimelig tavse og kiggede kun ned i jorden. Det var ikke det, jeg havde håbet på. Sigrid var stadig lidt sur. I hvert fald virkede hun ikke rigtig til at ville gå sammen med mig. 
”Undskyld for jeg ikke fik snakket med dig, inden jeg sagde det,” startede jeg ud med at sige. Hun løftede blikket fra jorden og så på mig. 
”Nå, fik du så lov af dine forældre?”
”Ja, men kun hvis du også tager med.” Jeg kiggede hende ind i øjne og prøvede at sige det med værdighed, selvom det var enormt svært at sige sådan noget med værdighed. Hun kiggede igen ned i jorden med et smil. 
”Jeg har ikke spurgt mine endnu. Jeg ved ikke engang, om jeg vil endnu.” Jeg forstod hende udmærket, jeg var faktisk selv stadig i tvivl. 
”Du skal i hvert fald ikke gøre det for min skyld. Men jeg tror, også vi har godt af og prøve det. Vi kan jo altid gå hjem, hvis vi ikke gider mere...” Jeg synes selv, jeg var en god overtaler. 
”Okay, tak.” Da vi var over i supermarkedet købte jeg en fuldkorns bolle, og Sigrid købte ikke noget. På vejen tilbage talte vi lidt om nogle ligegyldige ting, som vi fik øje på, men det var nok også mest for ikke at have den samme pinlige tavshed som før. Lige inden vi gik ind i klassen, lagde jeg min hånd på hendes skulder og sagde: ”Tænk over det.”   

Skolen var først færdig med os klokken halv 3, men efter min mening gik tiden hurtigt. Efter Emma og Marias mening gik den for langsomt. De brokkede sig nok tilsammen 20 gange, over vi ikke havde fået fri endnu. Sigrid og mig var nok ved at få en lille smule nok af, at de blev ved med at brokke sig, men sådan var de to tøser, og vi var nok også ved at vende os til det. Vi fulgtes alle sammen ud til cykelskuerne hvor efter vores veje skiltes. Sigrid måtte hjem og vi andre cyklede hen til toget. Togstationen lå i den nordlige del af byen et par hundrede meter fra hvor Emma boede. Da vi kom ind i toget, fandt vi 4 ledige pladser ved et bord. Emma og Maria begyndte straks og snakke, mens jeg fandt min gamle Nokia frem. 
”Hej søde mor. Emma, Maria og jeg tager en tur ind i byen for at købe noget tøj til festen. Sigrid kunne desværre ikke nå det i dag, men hun vil spørger sine forældre, om hun kan komme med til festen. Jeg er nok hjemme ved fem-tiden. Knus Miriam:-)” Send til seneste og øverst fandt jeg mor, nedenunder far og ellers var de tre pigers nummer nedenunder dem. Jeg skrev ikke rigtig med andre end dem. Da toget stoppede første gang slog Emma pludselig øjne op. 
”Tjek lige ham der ud,” hviskede hun og pegede diskret på en høj muskuløs fyr, der lige var kommet ind i toget. Efter hvad jeg kunne bedømme, var han et par år ældre end os, måske en 2G’er. Hans bukser sad løst med lidt hængerøv, hans T-shirt sad stramt og viste hans muskuløse overkrop. Hans stil var enkel og lige noget for Emma. 
”Han er fandme lækker!” Maria sagde lidt for højt.
”Hold lige min taske!” Emma lagde tasken og gik overmod den fremmede fyr. Han stod oprejst ved udgangen af toget sammen med nogle få andre. Ingen af dem der stod ved ham var på hans alder. Emma kunne der konstatere, at han var alene. Hun stod lige ved siden af ham, og da toget svingede kunne man godt miste balancen lidt. Emma overdrev det ekstremt og stødte ind i ham.
”Ej undskyld, jeg har lidt svært ved at holde balancen i de her sko,” hun sendte ham et frækt smil og pegede ned på skoene, hvor hans blik straks landet. Hun stod i sort højhælede støvler. Efter min mening alt for varmt og have på om sommerdag. Han smilede, og gav hendes sko en kompliment, selvom de var så upraktiske. Hun takkede, og det var hendes sædvanelige måde at starte en samtale. De snakkede i små 5 minutter indtil næste stop, hvor han skulle af. Hun nåde lige at få hans nummer og kom tilbage med sin mobil i hånden triumferende. 
”Se hvad jeg fik!” Hun viftede med mobil, flyttede tasken og satte sig ved siden af Maria igen. 
”Han hed Lasse og går i 3K på gymnasiet her inde i byen.” Hun havde lige scorede en 3K'ers nummer! Jeg synes, det var langt ude men stadig vildt flot gjort. Maria begyndte at klappe. Emma var Marias store forbillede, når det kom til at scorer drenge. 
”Han virkede da meget sød,” Emmas berømte sætning!  

5 stop og vi stod af inde på hovedbanegården. 
”Hvornår har du så tænkt dig at skrive til ham?” Spurgte Maria imens vi stod på rulletrappen.
”I morgen. Han skal ikke tro jeg er disparat,” svarede Emma. Jeg var begyndt at kunne følge Emmas smarte tankegang! Vi gik inde i byen mellem flere hundrede butikker, og det var ikke billigt. Men hvad havde jeg forventet? Jeg shoppede med Emma som KUN gik i dyrt mærketøj. Emma havde nærmest planlagt alle de steder, vi skulle ind, og vi var ikke inde i en eneste butik, jeg plejede at være i.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...