Når lykken ødelægges

En hver ved at lykken er nem at knuse. Og når vi er helt nede, hvem skal så rede os? Er det muligt at lukke en fremmed ind efter alt er ødelagt i ens sjæl?
Miriam er en pige som en aften bliver overfaldet efter en fest. Hendes usikkerhed som teenager bliver nu fuldendt, og hun lukker sig selv mere og mere inde. Men kan en fremmed dreng rede hendes frygt for den nu så onde verden?

13Likes
10Kommentarer
1299Visninger
AA

4. Kapitel 3

”Godmorgen, godmorgen til hele bondegården! Godmorgen til fru. Miriam! (Grynt, grynt)!” Det var far som var morgenfrisk som sædvanlig.
”Gider du få lille Per til at dæmpe sig lidt om morgen!” Jeg smed en af puderne, som jeg nærmest var begravet i efter ham. Den ramte ham på ryggen og gav ham det ekstra lille skub ud af døren, mens han grinte af sin morgentrætte datter.
Jeg tvang mig selv ud af sengen med tanken om, at jeg var nødt til at anskaffe mig et vækkeur! Jeg vaklede hen imod kommoden. Jeg var hurtig til at finde noget af det særvanelige tøj: et par cowboybusker, en blomstret skjorte/kjole med en tynd cardigan over og nogle få sølvsmykker.
Jeg gik derefter ud på badeværelset, og var straks omringet af spejle igen. Mit hår sad, som jeg havde redet det i går aftes bortset fra, at nogle få hårtotter strittede ud. Men det så ikke engang morgenhårs-artigt ud. Jeg fik det redt på plads, og lod håret hænge langs min ryg. Et par nye kontaktlinser kom ind i mine øjne igen og jeg kunne straks se alting lidt mere skarpt, også var jeg klar til en ny dag.
Far og mor sad ved bordet og spiste morgenmad. Mor havde bagt noget brød i aftes som både far, hende selv og jeg nød godt af nu. De andre var lidt stille her til morgen, jeg vidste bare ikke, om det var efter mit spørgsmål i aftes.
Da jeg var færdig med morgenmaden, rejste jeg mig og sagde: ”Tak for morgenmaden. Jeg må også til at tage af sted. God dag!”
”God dag skat,” sagde mor.
Jeg gik op på badeværelset igen for at børste min hæslige morgenånde væk.
Da jeg kom ned igen stod far ved min skoletaske, som var ved hoveddøren.
”Miriam, jeg skal lige spørger dig om noget. Du snakkede med mor i går ikke?” Åh nej, vi skulle ikke til at tale om festen igen vel? Eller om at være fornuftig og jeg skal bruge hovedet. Jeg er bare ikke den type, der taler om den slags!
”Jo,” jeg tog min taske og kiggede først nu ordentlig på ham. Han havde sin kort ærmet skjorte på med de blå farver, lange sorte bukser og hans brune hår var lige så uldet, som det plejede.
”De betingelser. Synes du, de er i orden?” Jeg kiggede uforstående på ham. Spurgte han mig seriøst, om reglerne var fair? Måtte jeg have en mening om det? Det skulle nok være nu, hvis jeg skulle beklage mig over reglen med Sigrid, da jeg overhovedet ikke var sikker på om hun ville/måtte.
”Øh.. De er vel okay.” For de var jo fair nok. Sigrid var en meget fornuftig pige, og det var da klart, at mine forældre ville have, jeg var sammen med en som kunne se gennem andet end en ølflaske.
”Det var godt. Jeg skulle bare lige høre. Du må have en god dag musen!” Han gav mig et kram, kysset mig på panden og lukkede døren efter mig.

Jeg cyklede op til skolen. Der var okay langt, da jeg boede nede i villa kvartet, og jeg dyrkede jo ellers ikke noget motion, så det var nok meget godt jeg cyklede turen. I løbet af 15 minutter var jeg deroppe. Jeg var ikke den bedste cykellist, faktisk cyklede jeg ret langsomt + det gik op af bakke. Jeg mødte aldrig nogen af pigerne på vejen. Emma bor i den anden ende af byen, Maria og Sigrid som boede i samme kvarter og cyklede sammen i skole. De boede i den vestlige del af byen, jeg i den sydlige og Emma i den nordlige, hvor Simon for resten også boede.
Jeg stillede min lyseblå damecykel i et af de første cykelskuer blandt en masse små børnecykler.
Da jeg var på ved op til skolen fra cykelskuerne hørte jeg nogen råbe: ”Hey Miriam!” Jeg vendte mig om, og så det var Emma der var ca. 10 meter bag mig med Simon.
”Hej Miriam,” Simon smilede til mig, og jeg kiggede direkte ind i hans mørkeblå øjne. Det var tit, jeg så på ham, men sjældent vi fik øjenkontakt. Selvom det kun var et kort øjeblik vores øjne mødtes, følte jeg det som en dejlig evighed.
”Hej,” jeg sagde det umådeligt stille, men min stemme var bare ikke beregnet til at tale højt.
”Vi gik lige og talte om festen,” Emma gav mig en albue i siden og smilede, som om hun lagde op til noget. Og ganske rigtigt Simon hoppede i Emmas fælde med begge ben. De gik nu på hver sin side af mig.
”Skal du med?” Han kiggede på mig og så spørgende ud. Selvfølgelig regnet han ikke med, at søde stille Miriam skulle med til hans vilde fest.
”Ja.” Øjenkontakt! Igen føltes ingen tid som evighed.
”Ja, Miriam og os piger kommer sgu!” Emma brød nærmest ud i hyldest, men fik det også til at lyde, at vi var festens midtpunkt.
”Fedt, det havde jeg ikke ligefrem regnet med. Altså at du kom, men det skal nok blive fedt.” Han tog fingrene gennem sit voks hår, så det nu sad helt perfekt.
Emma åbnede hoveddøren til skolen, mens hun sagde: ”Det bliver jo Miriams første fest, så hun skal bare drikkes under bordet!” Hvad?! Havde Emma lagt planer om at hælde på mig? Det kunne hun sgu godt glemme! Og hvorfor skulle hun overhovedet nævne det for Simon?!
”Det vil jeg meget gerne hjælpe dig med,” han blinkede til hende, og derefter kiggede han på mig med et stort smil. Aha, det var Emmas plan! Nu havde hun fået Simon med på at være sammen med mig i løbet af aften. God idé bortset fra jeg ikke måtte drikke mere end 2 genstande, og for det andet er jeg slet ikke den slags pige, der drak! ”Flot Emma! Super løgn!” tænkte jeg ironisk.
Vi gik igennem skolen og endte ned i vores klasse værelse. Emma og Simon talte om festen. Jeg sagde ikke så meget, men lyttede til samtalen og nikkede. Jeg var trods alt i mellem dem. Simon fortalte, at ”de gamle” som han kaldte sin forældre var ude af huset, men hans storebror var med til at holde styr på det. Simon havde inviteret hele klassen og flere venner udefra, så det kunne blive en stor fest. Samtalen sluttede da vi kom ind i klassen.
”Det bliver vildt fedt!” Emma fik det sidste ord.

Vi var tidligt på den. Et par andre fra klassen var kommet og fundet deres computer frem. Bordene stod i ”grupper” som man kaldte det. Det var 2 border sat sammen overfor hinanden. Vi sad meget i vores klikker. Maria, Sigrid, Emma og jeg sad selvfølgelig sammen. Jeg satte mine ting ved siden af Emmas, fik fat i Emma og tog hende med ud på gangen.
”Hvorfor sagde du til Simon, at du skal drikke mig fuld? Det kommer jo ikke til at ske. Mine forældre har altså sat nogle regler, hvis jeg skal med.” Jeg var ret sur på Emma, men det lød ikke sådan. Jeg lød faktisk mere forvirret.
”Jamen prøv og se, nu har jeg lige sørget for at du og Simon kommer til at snakke, i hvert fald lidt sammen. Og hvis du ikke må drikke dig fuld for dine forældre, kan du bare sige noget som: De gamle gav ikke lov til for meget.” Hun havde faktisk ret, og da Emma er færdig med at fortælle om sin heltegerning, kom Maria og Sigrid nede fra gangen.
”Tak,” sagde jeg og smilede kort til Emma.
”Det er okay,” sagde hun og kiggede over min skulder. Hun begyndte at vinke til de to farverige piger.
”Hvad snakker i to om?” Spurgte Maria med hendes gode humør som altid.
”I får det af vide senere,” sagde Emma og smilede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...