Suicide (Oneshot)

Det var en dansk stil, jeg lige fik lyst til at lægge her ind. Kravene var at den skulle skrives i datid og 3. person fortæller. Den skulle forgå en sensommeraften og der var nogen der skulle flytte.
Så den handler om Zoey der bliver mobbet og hader sit liv og begår selvmord.

- I må godt komme med ris og ros, det ville være dejligt<3

4Likes
0Kommentarer
404Visninger

2. --

Langt ud i landet, var der en lille by, hvor alle kendte hinanden. Der boede ikke mange i byen, og der havde ikke boet mange der ude i lang tid. I lang tid var der ingen der havde flyttet der ud og hvis man spørg de gamle mennesker, forstår de det godt. Den eneste grund at de gamle mennesker ikke var flyttet, var at der var mange gode minder, der. Men desværre var der også dårlige minder der.. og en der især var et dårligt minde, et de gamle mennesker i byen, helst ville være fri for. En forfærdelig ulykke der var sket for mange år siden, eller en ulykke kunne man ikke helt kalde det..

Det havde været en sensommeraften dengang, i næsten alle husene, på vejen, var der lys. Men selvom det var sent ude på aftenen, var det ikke alle der var hjemme endnu. Den 15 årige Zoey Stone, var ikke hjemme, og alle hjemme hos hende, hendes mor, far og to ældre søskende, var ved at revne af bekymring. Zoey havde aldrig været så sent ude.

Zoey havde altid været bange for mørket, når hun skulle sove om aftenen, havde hun altid haft en natlampe, ved det lille røde bord hun havde stående ved siden af sin seng.

I den lille by, var der ikke nogen skole, så Zoey og hendes søskende var blevet nødt til at gå på en anden skole, 10 km væk fra den lille by. Og på den skole var stakkels Zoey. Hun sad, krummet sammen, med benene oppe til brystet og hovedet på sine knæ, der sad hun og græd, helt alene, eller alene var hun ikke, fire personer var ved at forlade skolen, efter at have gjort hvad de havde planlagt. De var de fire personer der altid gjorde det samme ved Zoey som de gjorde i skolen, efter skolen og nu for første gang, om aftenen.

Zoey havde været til ekstra timer, og da hun skulle til at gå hjem, havde de fire personer trukket hende ud i gangen og havde tævet hende. Nu sad hun så der, helt sammen krøllet sammen som en lille kugle, på det kolde gulv og grad. Zoey var blevet tævet, lige siden hun var begyndt på skolen. Efter at været blevet tævet, den første gang, var Zoey ved at lukke sig inde i en boble, hun talte aldrig med nogen, hun gik for sig selv. Hun var skolen outsider, ingen gad rigtigt at være sammen med hende.

Da Zoey havde snøftet af, havde hun rejst sig op og var begyndt at gå hjemad. Hun havde en cykel, det var den hun cyklede på hver eneste dag for at kunne komme i skole, men af en eller anden grund, ville hun heller gå hjem. Hun gik og gik, hun havde gået virkelig langsomt, det havde taget flere timer for hende at nå hjem.

Hendes mor og far havde kommet styrtende ud til gangen. De havde begyndt at råbe og skrig om hvor bekymret de havde været, og at hun aldrig måtte gøre sådan noget igen. De havde slet ikke lagt mærke til skrammerne på hendes arme og sårende i hendes ansigt, de havde bare stået der og havde råbt og skreget hende lige i hovedet, så hun var tæt på at blive døv. Hun var blevet sendt op på sit værelse, uden noget at spise.

Da hun var kommet op på sit værelse, havde hun lagt sig ned i sin seng og var begyndt at græde igen. Hun havde følt at alle var ligeglade med hende, at hun bare var spild af hud. Hun havde følt det ingen personer i hele verden burde føle, men nu havde hun følt sig sådan, værdiløs, alene, forladt. Hvis man fortalte folk om Zoey liv, ville de have fået en mindre forskrækkelse, men nu vidste ingen det, hun var helt alene. Det kunne også godt være ar moren og faren havde været ud af deres gode skind af bar bekymring, men i virkeligheden, var de jo slet ikke bekymret, eller i hvert fald ikke bekymret nok til at de havde, kunne se Zoey skrammer og sår. Det måtte jo bare betyde at de ikke bekymrede sig så meget om Zoey, som folk gik og havde troet.

Nu sad hun for anden gang i dag og grad, grad så hvis folk havde hørt det ville det skære i deres hjerter af sorg og medfølse over for den lille pige.

Da der havde gået en, måske, halv time, havde Zoey rejst sig op og slukket lyset og tændte den lille natlampe, der jo stod på det fine røde bord, også lagde hun sig til at sove. Men hun kunne ikke sove, hun havde været for vågen og for ked til at kunne sove. Hun havde lægget der og vendt og drejet sig i, hvem ved hvor lang tid inden.. inden hun havde gået neden under. Hendes mor og far havde lagt sig til at sove og det samme med hendes søskende, men gid de ikke havde gjort det. Zoey fyldte et glas med vand, og havde taget en sovepille. Hun havde slugt den i en mundfuld. Efter det havde hun stået, og kigget ind i den perlemors hvide væg. Hun havde slet ikke følt sig træt. Så hun havde fyldt glasset igen og havde taget endnu en sovepille. Men desværre, havde hun stadig ikke følt sig træt. Hun hoppede op på køkkenbordet og havde lagt sit hoved på de beige farvede skabe. Hun havde lukket øjnene, i håbet om at falde i søvn eller bare blive en smule træt, men der skete ingenting. Hun havde hoppet ned af køkkenbordet og havde taget endnu en sovepille. Imens hun havde gjort det, havde hun pludselig tænkt, om man jo ikke kunne dø af for mange piller, men hun havde kun taget tre, det kunne man sikkert ikke dø af.

Hun satte sig på gulvet, med ryggen til skabene, dø, havde hun tænkt. At dø ville gøre livet for hende letter, ingen smerte, ingen pinsler, ingen der tævede hende, ingen dumme forældre. Tag et par pille og sov ind, stik en kniv i hjertet, hænge sig selv, nemme måde at dø på, hvis man altså var modig nok til at gøre det. Sådan havde hun siddet og tænkt i et stykke tid. Hun havde også tænkt at hvis hun så begik selvmord, så hendes forældre ville fortryde at de råbte og skreg af hende og var ligeglad med hende. Mobberne ville fortryde at de havde mobbet hende. Tanken om at alle dem hun rent faktisk hadede af hele sit hjerte, skulle leve med skyldfølsen af at hun begik selvmord og det var deres skyld!.. Det var deres skyld, alt sammen. Hvis mobberne ikke var begyndt at mobbe, hvis hendes forældre rigtigt havde bekymret sig om hende, hvis folk bare havde gidet tale med hende en smule, hvis hun selv ikke havde lukket sig selv så meget inde, havde det hele måske været anderledes, bedre, måske endda. Men sådan var det ikke.

Med hadet til alle de folk, det ikke havde behandlet hende ordentlig og med hadet til sig selv, havde hun rejst sig op. Hun havde gået hen til skuffen med knivene og hun havde.. hun havde taget en af knivene og med al hadet i hendes krop, havde hun hamret kniven med fuld styrke lige ind i hjertet på hende selv. Hendes øjne var blevet store og hendes mund stod på vid gab, smerten i hendes krop, den havde været ubeskrivelig smertefuldt, en smerte, hun aldrig havde troet hun skulle føle før. Hun var faldet ned på gulvet, blodet var så småt begyndt at dryppe langsomt ned på gulvet. Hun havde ført hånden op til kniven igen og trukket den ud, hun havde jamret en smule, det havde gjort mere ondt en hun forventede. Efter at have trukket kniven ud, silede blodet ned ad hende i store strømme. Hendes øjne, de var begyndt, så småt at lukke i. Endelig kunne hun få sovet, hun havde smilet i det hun døde og det smil var blevet siddende, efter hun allerede var gået bort.

Den næste morgen, var hendes mor gået ud i køknet til hendes største forskrækkelse. Hun havde skreget, så højt at deres glas havde kunnet smadre, moren havde styrtet hen til hende, ruskede i hende og råbt at hun skulle vågne, hendes far havde kommet løbende ind, og moren havde råbt at han skulle ringe til ambulancen. Hendes store søskende stod i døråbningen til køknet og holdte om hinanden og undgik at kigge på deres døde lillesøster, der lå i den blodige pøl.

Ambulancen var kommet på ingen tid, de prøvede forgæves at genoplive hende, men inden hun var nået at komme ind på hospitalet, havde man måtte æklere hende død. Forældrene græd, og det samme gjorde hendes store søskende, men Zoey selv lå stadig med det glade smil om læberne, det var som frosset fast. Hun havde lignet en der sov, selvom alle vidste at hun ikke sov, men at hun var død.

Politiet havde efterforsket sagen, og havde kommet frem til Zoey dystre hemmelighed. Da Zoey hemmelighed var sluppet løs, blev der ikke talt om andet i mange år. Sagen om en 14 årig pige der begik selvmord på grund af mobning, var forfærdelig. Zoeys familie var flyttet fra deres hus i den lille by, de havde ikke kunnet klare at bo i det hus, hvor deres mindste datter havde begået selvmord. Efter det var der ingen der nogensinde var flyttet til den lille by, for det fortælles at Zoey genfærd stadig spøger i den lille by og vil have hævn for alle dem der havde gjort hende ondt og havde givet hende lysten til selvmord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...