A Diamond Heart

Daisy er 92 år, og næsten færdiguddannet engel. Hun mangler bare at bestå sin sidste prøve og få sine englevinger. Daisys sidste opgave er, at give en på den ’gode liste’ en julegave personen ønsker sig af hele sit hjerte. Kyouya er en rig, lækker, arrogant og døende fyr, som hader næsten alt og alle, og af en eller anden mystisk grund er på den ’gode liste’. Kan Daisy nå at fuldføre sin opgave inden d 24?

0Likes
0Kommentarer
421Visninger
AA

3. Ch 2

Daisy

Jeg har aldrig rigtigt kunne lide at teleportere. Ikke nok med at jeg fik kvalme, så var der også stor chance for at ende det forkerte sted. Grænsen mellem Himlen og Jorden, er som en lange hvid mur lavet af skyr. Hvis man lige er død, kommer der en engel, for at hjælpe ens sjæl med at finde vej til Himlen. Hvis man er på en mission på Jorden, får man en ørering med en speciel månesten, og når man har den på, viser den vejen til Himlen. Hvis man vil til Jorden skal man gå lige ind i den hvide mur, imens man tænker på det sted man nu vil hen, og det er det farlige ved det, for hvis man kommer til at tænke på et andet sted end det man vil hen til, i det forkerte sekund, kommer man der hen. Og selvfølgelig nævner vagtposten det hver eneste gang! Nej, slet intet præs.

 

Kyouya

Det første jeg genkendte, var min mors skrigende ulykkelige stemme.  

  ”-ej, nej, NEJ! VIL I IKKE NOK HJÆLPE HAM!!! Hvis det er penge i vil have, har vi massere, BARE RED HAM!! Jeg ber’ dig, SENSEI!! VIL I IKK-”  

  ”Sshhh, pas på du ikke vækker ham,” tyssede en ukendt mandlig stemme.  

  ”Efter mine vurderinger, kan i sikkert nå at holde jul med ham, og måske endda nytår, men ikke mere end det. Vi er læger, ikke magikerer, eller engle for den sags skyld.” Jeg er ikke dum, så jeg kunne sagtens regne ud, hvad de snakkede om. Ud fra mine brødres tavshed(jeg var hundred procent sikker på at de var her, jeg havde ikke hørt dem, men jeg viste bare at de var her), så er det ret alvorligt. Jeg ville ikke overleve endnu et år. Jeg havde højest en måned.  Min mor, sensei’en og mine brødre gik ud af rummet, for at snakkede videre, for ikke at forstyr mig. Jeg åbnede langsomt mine tunge øjenlåg, og blinkede et par gang, for at vende mig til lyset. Jeg kiggede rundt i rummet og sukkede. Jep, præcis som jeg havde forventet. Et stort privat hospitalsværelse. Det var sikkert ikke bare ét værelse, men to soveværelser et badeværelse og en stue. Jeg havde vært i et næsten magen til før, men det var et par år siden nu. Min mor og brødre kom ind igen, så at jeg var vågen og bombede mig med spørgsmål, som jeg ikke opfangede. Jeg havde for travlt med at stirre på pigen ved min sengekant.  

  ”Yo, og godmorgen til dig min lille Tornerose,” sagde en latterfyldt stemme. Min familie reagerede ikke, så jeg blev enig med mig selv om, at de ikke viste at hun var her… et spøgelse?  

  ”Hvor fornærmende, du sad lig og tænkte at jeg var et spøgelse ikk? aaah, du skal ikke prøve at benægte det, jeg kan se det i dine øjne. Til din orientering er jeg ikke et spøgelse, nope, men en engel. Hyggeligt at møde dig, Daisy til tjeneste,” sagde hun med en søde men irriteret stemme. Først nu lagde jeg mærke til noget, jeg nok burde havet lagt mærke til før. Min bekymret familie var nu helt stille, de sagde ikke et ord, eller bevægede sig for den sags skyld, nej, det var som om de var standset midt i en bevægelse.  

  ”Du er ret skarp af et dødssygt menneske at være, og nej, det var ikke ondt ment, det med dødssyg er bogstaveligt, ” sagde hun med blikket rettet mod min familie.  

  ”Oi, du kan ikke læse mine tanker vel?” Mit eneste private sted skulle ikke tages fra mig, og slet ikke af en lille pige.  

  ”Hmm, nope desværre… skal du ikke spørg mig, hvorfor jeg er her?”  

  ”… hvor er dine viger, du er en engel ikk?”, spurgte jeg i stedet.  

  ”Hee~, din lille…” hviskede hun. ”JEG SKAL GIVE DIG VINGER, DIN UFORSKAMMET DØENDE ZOMBI!!!” hørte jeg hende råbe, inden mørket igen omfavnede mig.

Da jeg åbnede mine øjne, side pigen ved min side, og stirre på mig med et bekymret blik.  

  ”Undskyld jeg … overreagerede… er du okay?”  

  ”Wao, så man kan altså besvime af for høje lyde, hehe… agrh,” halv jokede jeg, mit hoved dunkede af helvede til.  

  ”Øhm… undskyld…” hun kiggede forlegent ned i jorden.  

  ”Det er okay, øhm… Daisy ikk?”  

  ”Jo”, mumlede hun.  

  ”Hvorfor er du her så?”

Hendes ansigt lyste op, og jeg fik et lille smil på læberne, men tog det straks i mig igen, inden hun ville få øje på det.  

  ”Jeg er ikke særlig god til at forklare.. så hvad med at jeg viser dig det?” jeg nåde ikke engang at blinke før jeg… blev bevidstløs… jeg besvimede IKKE! Og slet ikke tre gange på den dag!

 

 

  ”Lige nu sover du, og vi er inde i din drøm. Jeg viser dig min gengivelse af hvad der skete. Vi vil være som tilskuere, som sider på sideligningen, okay? ” hun vendte sig om mod mig. Jeg nikkede kort som svar.  

  ”Okay lad os komme i gang.”

Hun klappede hænderne sammen, lukkede øjnene og begyndte at mumle et eller andet. Der kom et skarpt lys. Jeg måtte lukke øjne for ikke at blive blændet.

 

 

  ”Jeg skal gøre mit bedste,” svarede Daisy. Jeg havde fattet det meste af det. Jeg var Daisys opgave, og hun havde indtil den 24, til at give mig min gave. Men hvorfor var hun anderledes fra alle de andre? At dømme efter deres ansigtsudtryk, Var det ikke et behageligt emne.

Vi var i et stort hvidt rum, stilen mindede mig om oldtidens Grækenland. Der stod en kvinde midt på gulvet. Hun var høj, havde grønne øjne og langt mørkt hår. Kvinden havde en lang hvid og igen oldtids-græsk-stilet kjole på, igen sko, og et par stor mørkegrønne viger med et guld skær bag sig. Hvad var det nu Daisy kaldte hende… G.U.D?... som i Gud? Hun kiggede på Daisy, som var på vej ud, med et sørgeligt blik.  

  ”Pst~,” jeg vendte mig mod lyden, og så Daisy bag mig.

  ”Vent, Daisy, kan du ikke komme ind igen?” Gud så håbefuldt hen mod døren og åndede lettet ud, da den gik op.

  ”Ja?” Daisy gik hen imod kvinden.  

  ”Jeg har noget til dig,” sagde hun idet hun fiskede noget op af sin lomme. Daisy stivnede da diamanten kom til syne  

  ”Den er lavet af tusind sjæles tårer, eller sådan siger legenden. Hvis du lader en dråbe af dit og din udvalgtes blod falde på denne diamant, så vil i være forbundet. Den vil vide, at du er englen og han er menneske ud fra jeres blod. Den fungere lidt ligesom en humør sten, og dens lys vil afspejle din udvalgtes hjerte. Den en dag lyser en klar ren hvid, er din opgave fuldført. Vil du tage imod den?” Gud så på Daisy med et spændt blik.  

  ”Selvfølgelig, manga tak,” svarede Daisy med et skævt smil, og tog imod diamanten, hun bukkede let, og forsvandt ud af døren endnu engang.

 

Hana og Hikaru var ved min sengekant, da jeg kom til bevidsthed igen.

 

Vi var de eneste i rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...