Heaven ~ One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 dec. 2012
  • Opdateret: 6 dec. 2012
  • Status: Igang
Leigh's bedstevinde, Perrie, har i lang tid haft det meget svært. Både med stoffer og mænd. Allerede i en meget ung alder, er hun næsten helt ødelagt. Leigh prøver at få hende til at glemme det hele, og bare leve livet med hende. En dag, da de havde besluttet sig for at besøge London, gik det hele galt. Perrie kunne ikke klare det mere. Dette fik katastrofale følger for dem begge. Men kan de to bedstevenner overhovedet blive sammen, eller er deres ellers så gode plan, ikke så god igen? Og vigtigst af alt, vil de blive sammen for evigt? *Jeg er kun 13 og det her er en af mine første noveller*

10Likes
3Kommentarer
514Visninger

1. The A Team

The life doesn't  last forever

The love lives forever

Jeg sad på Monets, som er den lokale café, og ventede på Perrie. Hun skulle komme og hente mig. Vi skulle ind til London i dag, og eftersom vi kom fra Doncaster, tog det flere timer at komme derhen.  Hvilket faktisk irriterede mig en del, for London var jo en fantastisk by, og jeg havde altid ønsket mig at bo der. Når jeg var færdig med 10. klasse, ville jeg tage til London og studere der.

Efter få minutter var jeg allerede færdig med min muffin, og jeg var en smule tør i munden. Jeg gik op til disken, og kiggede lidt på drikkevarerne. ”Hvad skulle det være?” spurgte den unge pige bag disken, som sikkert kun var få år ældre end mig. ”Øhh, jeg tror bare, at jeg tager en vand,” svarede jeg, og fandt min pung frem. Hun gav mig vandflasken, og jeg betalte hende.

”Leigh,” lød det lige pludseligt højt bag fra mig. Selvfølgelig var det Perrie, min bedsteveninde, som havde sagt det. ”Er du klar til at shoppe igennem tøz?” fortsatte hun, mens jeg trak hende in i en kæmpe krammer. Mit rigtige navn var Leigh-Anne, men det var virkelig langt, så jeg blev bare kaldt Leigh. ”Perrie,” prøvede jeg at efterligne, bare uden held, ”selvfølgelig er jeg klar, jeg har ventet hele dagen.” Vi brød begge ud i grin, over ingenting. Men vi var bedsteveninder, så det var min undskyldning. Vi lignede bare slet ikke hinanden. Faktisk var det helt modsat. Hun havde krystalblå øjne, og de smukkeste blonde hår, mens jeg havde brune øjne, og kort, sort krøllet hår. Vi var som Yin og Yang.

Perrie var den veninde, som altid havde været der. Gennem alt. Alle andre havde sikkert løbet skrigende væk, men hun blev ved men side, og jeg var blevet ved hendes side. Vi havde været igennem næsten alt sammen. Nogle gange det, som var værre end ild og vand.

Perrie havde kørt os derhen, eftersom hun var den eneste, som havde kørekort. Vi havde fået shoppet en del i Oxford Street, og var ved at blive godt trætte i fødderne. ”Skal vi ikke snart til at komme hjem? Jeg har virkelig ondt i fødderne, og jeg har ikke flere penge tilbage,” lød det fra Perrie, som havde sat sig ned på en gammel, rusten bænk. ”Jo, jeg har heller ikke så mange penge tilbage, og jeg vil ikke bruge dem alle. Klokken er også ved at blive mange,” sagde jeg, og hun kiggede bekræftende på sit ur. Bilen holdt lidt under en kilometer fra hvor det var vi var nu, så vi ville snart være der.

Efter gåturen, som havde forvoldt store smerter på Perries fod, var vi endelig nået hen til bilen. Hendes gamle, røde Fiat stod henne i hjørnet, og gemte sig en smule. ”Så, en to timers lang køre tur forude kan vi jo ikke overleve uden den her,” sagde jeg glad, og fandt Ed Sheerans album frem fra tasken. ”Yay, Leigh. Du er så god skat!” nærmest råbte hun, så flere mennesker vendte sig om. Vi satte os ind i bilen, og jeg satte Eds plade på, og skruede højt op. Selvom det var en stille sang, kunne den sagtens spilles højt. Den første sang var ”The A Team”.

“White lips, pale face. Breathing in snowflakes. Burnt lungs, sour taste. Light's gone, day's end. Struggling to pay rent. Long nights, strange men”

Hans smukke stemme flød ud af den gamle radio, mens vi begge sang stille med. Sangen var så smuk. Den passede til Perrie, og fik mig derfor tit mig til at græde. Sangen var nærmest skrevet om hende, om hendes forfærdelige liv, som slet ikke kunne svare til mit. Det var utroligt, at hun kunne klare det. Hun havde haft sådan et forfærdelig liv. Fuld a stoffer, og det der var værre. Og hun var stadig så ung.

“And they say, she's in the Class A Team. Stuck in her daydream, been this way since 18. But lately her face seems, slowly sinking, wasting. Crumbling like pastries”

Mens vi kørte på motorvejen, begyndte alt at gå galt. Min ene pose med et par nye sko, var lige pludselig væk, mit hoved gjorde afsindig ondt, og Perrie begyndte lige pludselig at græde. ”Undskyld Leigh. Du er min bedsteveninde, og jeg elsker dig overalt på jorden. Du er det bedste der nogensinde er sket for mig, men jeg kan ikke klare det mere. Undskyld, undskyld, undskyld.” Jeg vidste godt hvad hun snakkede om, og en stor klump samlede sig i min hals. Tårerne samlede sig i mine øjenkroge, da jeg begyndte at tale, ”du må ikke gøre det her, Perrie. Jeg elsker også dig, men du kan ikke gøre det her. Du kan ikke bare forlade mig, ikke uden at jeg tager med dig. Du har været den bedsteveninde, man nogensinde kunne tænke sig. Du har gjort hele mit liv lettere. Du er den der har reddet mig. Du er den som holder mit humør oppe. Du er det eneste gode for mig!” hviskede jeg, og tårerne flød over. ”Hvis du virkelig vil gøre det her, vil jeg være med dig hele vejen,” sagde jeg, og tog fat i hendes udstrakte hånd. ”Vi høre ikke til her,” afsluttede hun, og så skete det hele så hurtigt. Bilen begyndte at slingre. Hun gav helt slip fra rattet, og kiggede lige ind i mine øjne. Hun trykkede hårdt ned på speederen, stadig uden at kigge på vejen. Der var ingen biler, så der ville ikke ske nogle noget, ud over os. ”Jeg elsker dig,” mumlede hun, lige før det hele gik i sort.  

”It’s too cold outside for angels to fly”

Det føltes som om en havde slået mig. Jeg havde smerter over alt. En brændende fornemmelse bredte sig i min krop. Helt fra tåspidserne til fingerspidserne. Inde fra mit hjerte, til min hjerne. Selvom mørket klart havde overtaget det hele, begyndte lyset at komme frem. Der gik få minutter, og jeg kunne så igen se en smule. Da slog det mig, at jeg ikke kunne se hende. Perrie var væk. Hun var ikke ved mig. Langsomt kunne jeg se mere og mere, og til sidst formede en dør sig længere fremme. Døren var ikke så speciel. Den var gammel, men ikke speciel. Uden selv at have kontrol over mine ben, begyndte de at gå. Hurtigt var jeg ovre ved Døren, som var meget større, end den så ud til. ”Vil de igennem porten, og komme til det evige liv i himmelen?” lød en smuk kvindestemme. Hvorfra den kom fra, vidste jeg ikke. Det var bare som om, at stemmen flød ud i hele rummet, som en smuk sang. Om jeg ville i himmelen? Det ville jeg. Det var det jeg var kommet efter. ”De har nu også chancen for at komme tilbage igen. At komme tilbage i din egen krop igen, og leve livet. De kan leve livet færdigt. Valget er dit.” Jeg kunne komme tilbage igen. Jeg kunne løbe fra min fortid. Men nej, jeg kunne ikke gøre det. Jeg gjorde det for hende, og sådan var det. Døren åbnede sig automatisk, efter at jeg havde tænkt det.  

Efter at jeg havde gået i så lang tid at jeg ikke kunne mere, nåede jeg det. Det var ingenting, men alligevel vidste jeg, at det var her det var. For første gang siden jeg havde fået synet tilbage, kiggede jeg ned af mig selv. Et gisp forlod mine læber. Jeg var underlig usynlig. Jeg havde ikke min krop, da den var nede på jorden. Jeg var bare en skygge, en skygge af mig selv. Det var virkelig skræmmende, at det var mig selv der havde gjort det. Først da gik det op for mig, at jeg ikke levede mere. Min krop var død. Mit liv var ovre, og jeg kom aldrig tilbage.  Ud af min øjenkrog kunne jeg se noget bevæge sig. Uden at jeg rigtigt kunne. Men jeg vidste at det var Perrie. Jeg kunne føle hende. Et smil forlod mine læber, og jeg sprang i favnen på hende. Jeg havde faktisk regnet med, at jeg ville ryge hele vejen igennem hende, men hun var som en usynlig klippe. Fast, men usynlig. ”Åhh Leigh skat. Vi er her virkelig begge to. Vi er begge her. Sammen med hinanden,” sagde hun, og lød som sig selv. Intet ved hendes måde at være på, havde ændret sig. ”Det er fantastisk, vi er her sammen,” svarede jeg hende, og holdt hende endnu tættere ind imod mig.

Der var gået flere dage, og vi havde bare siddet og snakket. Vi havde ikke brug for hverken mad eller vand, og det var dejligt. Lige pludselig kunne jeg høre en stemme. Den kom ikke fra nogen steder, men var der bare. ”De har nu chancen for at komme tilbage. Hvis de går tilbage, skal de gennem den samme port, som de kom igennem, da de skulle herhen. De vil blive født på ny. Kun huske få ting, men intet vil blive hægtet sammen. De kan få et nyt liv, uden at vide de før har levet. Det her er den eneste chance de får. Brug denne chance med omhu.” Komme tilbage til livet? Skulle jeg det? Jeg kiggede febrilsk over på Perrie, som samtidig kiggede på mig. ”Hvad skal vi gøre?” hviskede hun, og blinkede hurtigt med hendes øjne. Jeg rystede bare på hovedet, stadig i chok over det vi fik af vide. ”Jeg… Jeg ved det ikke. Hvis vi tager tilbage, vil vi aldrig se hinanden mere. Men hvis vi bliver her, vil vi aldrig kunne komme tilbage.” Jeg rystede igen kort på hovedet. Men vi kunne jo ikke blive her for evigt og altid. På et tidspunkt skulle vi jo videre, og vi havde ingen andre chancer end nu. ”Vi bliver nødt til at tage tilbage. Det er vi nødt til,” sagde jeg med græd i stemmen. Jeg kunne mærke, at tårende snart kom. Hun nikkede bare, og trak mig ind i et kram. Jeg var ude af stand til at snakke, og tårende trillede bare en efter en ned af mine kinder. ”Leigh, min skat. Du har været den bedste veninde jeg nogensinde har haft, og det vil du altid være. Selvom jeg aldrig kommer til ar huske det, så vil du altid være det. Jeg elsker dig,” hviskede hun ind i mit øre, og det fik mig bare til at græde endnu mere. Det her var det sidste jeg fik set af hende. Hun ville være væk fra mit liv for evigt. ”Jeg vil elske dig for evigt,” fik jeg hvisket midt i min gråd.

Jeg var tilbage igen. Tilbage på jorden igen, men uden Perrie. Om kort tid, ville min hukommelse forsvinde, og jeg ville gøre alt igen. Lære at cykle. Lære at læse. Lære alt det, man nu skal lære. Men det bliver uden Perrie. Min elskede Perrie. 

The memories will still be there

Even if you don't remember them

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...