Hollywood - We All Want Love

Kærligheden er tit som Hollywood; Overreaktioner og store penselsstrøg er nogle temaer, der ikke er til at komme udenom. Alt føles enten som verdens begyndelse eller verdens enden - Så skal man turde tro eller lade det være?

2Likes
1Kommentarer
377Visninger
AA

1. Mødet

Jeg var lige blevet så glad: Det hele gik, som det skulle. Jeg havde tidligere set ham flere gange men havde egentlig ikke lagt synderligt mærke til ham – På den måde. Det skete første gang på en helt almindelig dag, helt naturligt. Jeg så det bare – Som var hans blik sendt fra himlen. Elevatoren kørte først op på øverste etage og dernæst hele vejen ned til stuen. Pupillerne dannede hver deres lodrette linje.

Det gik så stærkt. Men jeg så det godt, og det var der, jeg lagde mærke til ham – Ved at han lagde mærke til mig. For første gang. Suget kunne have pustet mig til verdens ende. Enden på alt. Jeg var så klar til at tage af sted, men det gør man jo ikke! Man skal da også blive og opretholde det. Føre det videre. Med held eller uden held – Eller begge dele!

Jeg så ham ikke de næste par dage. Lige meget hvor meget jeg kiggede mig omkring hele tiden, var han ikke inden for min radius. Han var som væk. Men det gjorde mig egentlig ikke det store: I starten er det bare mindet, der tæller. Og drømmen om det kommende.

Det er som juleaften: Glæden op til aftenen er langt større end glæden på aftenen. Glæden overskygger oplevelsen. Måske er det også sådan med en forelskelse? Den er måske stærkere end selve handlingen, der kommer deraf? Det kan også være lige meget... Den er i hvert fald gået videre, væk fra mig, efter min fejl. Den har gemt sig.

Lige pludselig skete det endnu en dag: Jeg så ham hele tre gange på én dag! Efter slet ikke at have set ham i flere dage i træk. Så sprang følelsen for alvor frem. Det kunne have været skæbnen. Det satsede jeg da i det mindste på. Men jeg kunne jo ikke være sikker…

***

Min veninde og jeg blev kørt. Luksusdyr, men nok om det. Vi gik det sidste stykke over den lille bro, der var ved at få lagt ny asfalt på og derfor kun havde fortovet til rådighed. De store glaspartier med grumset glas på nederste halvdel kom lige på den anden side af broen.

Der var ikke mange mennesker på den anden side af glasset, men vi tog i dørhåndtaget, slæbte os op ad trappen og ind på trægulvet. Det virkede hyggeligt. Meget hyggeligt endda. Men noget slog mig som en storm, der steg hastigt op i mine næsebor: Der var en lugt, der ikke kan beskrives med ord – Ikke fordi, den var decideret afskyelig eller skøn. Den var bare som en lugt, jeg aldrig havde oplevet før.

Der var to høje, sammenhængende rektangulære borde til højre og samtidig et højt bord ved vinduet med tilhørende høje stole. Til venstre var de sædvanlige lave borde med fire stole til hver og endda et med tilhørende sofa. Vi gik op til baren og bestilte hver en varm kakao(lavet af Cocio), satte os ved det nærmeste bord på venstre hånd for døren og drak denne, mens de faste ’kunder’ stod sammen i en klump ved baren og snakkede på tværs.

Vi var de nye – Kendte ikke nogen. Sad bare for os selv og sludrede lidt om alt og intet. Vi bestemte os for at gå en tur og komme tilbage senere. Så ville der måske være flere individer. Mere tæt røg af snak. Mindre tavshed. Og ganske rigtigt:

Da vi kom tilbage var der kommet mange flere. Vi kunne næsten ikke komme gennem alle rygerne, der stod klæbet fast til døren, som fluer på et fluepapir. Denne gang lagde jeg ikke mærke til stormen. Der var kommet for meget røg i luften. Og den var tung.

Det var det, vi havde ventet på. Hele dagen. Vi satte os hen til bordet, der stod lige ved siden af det, vi sad ved sidst. Og så så jeg ham, endnu en gang. Han stod lige ovre ved baren! I samme, forholdsvis, lille lokale. Min mave trak sig sammen igen. Jeg havde godt set, han skulle komme. Det var faktisk en af grundene til min ankomst – Men det behøvede han jo ikke at vide.

Oversat til mavesammentrækning, var min flad som en pandekage, da han kom over mod os, genkendte os fra skolen, præsenterede sig selv, satte sig ned sammen med os, inviterede en af sine roomies over at sidde sammen med os, gav os hver noget at drikke og snakkede med os i en hel time. Vi sad alle fire og snakkede. Det var så hyggeligt. Vi følte os ikke tavse og alene mere. De gjorde det til noget godt.

Vi var helt oppe at køre i bilen på vejen hjem, min veninde og jeg. Vi havde fået en oplevelse ud over det sædvanlige. Vi var så glade: Nu havde vi endelig prøvet det! Og vi skulle helt sikkert gøre det igen – Det var vi fuldstændig enige om!

***

Det skete igen! Hvor mange gange kan man lige få det sug der?! Mange gange, kan jeg roligt fortælle! I hvert fald i mit tilfælde… Han skrev til mig allerede dagen efter. Ikke om noget sådan særligt, men bare den der ’tak for sidst’ agtige ting, så jeg svarede bare, men lagde ikke mere i det.

Det underlige var, at i skolen snakkede vi ikke med hinanden, men stort set hver aften skrev vi sammen – Det kunne næsten føles som et ’online forhold’. Vi turde nok i bund og grund bare ikke gå over til den anden og sige hej i skolen. Det ville virke for mærkeligt.

En lørdag aften skrev han igen til mig, og til min store overraskelse inviterede han mig op i sin lejlighed til noget mad og en film. Men selvfølgelig fik jeg ikke lov: De kendte ham jo ikke og heller ikke hans roomies for den sags skyld, og det var åbenbart alt for impulsivt.

De forstår ikke, at det impulsive er det sjove. Det planlagte er ligesom for koordineret og akavet. Det impulsive kommer af lysten. Ikke pligten. Dét skulle jeg nu nok have tænkt over en ekstra gang, inden jeg begik den ubetydelige, men fatale fejl! Den kommer jeg mig aldrig over!

Om søndagen virkede han igen til at ville være sammen med mig, denne gang til frokost. Men han kom hurtigt fra det igen, da han fandt ud af, at jeg var hos en anden veninde og brugte den dårlige undskyldning, der udtrykkes som dovenhed. Kunne han virkelig ikke komme op med noget bedre? Han virkede så parat til at springe op af sengen for at mødes med mig, men sprang fra, da jeg var hos en anden…

Måske er det heller ikke den rigtige version, men ud fra min lettere dårlige sans for tydning, var dette sagen, som den var. Nu kom vi også lidt tættere på hinanden i skolen – Psykisk altså. Vi begyndte at give hinanden diskrete blikke, hver gang den anden var inden for rækkevidde, og man ikke havde den helt store risiko for at blive afsløret.

Heldigvis havde jeg mine veninder til at afsløre ham, hvor lusket det end lyder – Men jeg ville jo ikke bare sidde og give en masse blikke helt alene til ingen verdens nytte! Han skulle gengælde det, og det gjorde han. Jeg var overglad! Den første fyr, jeg virkelig føler noget for, sådan ved førstehåndsindtrykket, har det, om ikke andet til dels, på samme måde! Han kan lide mig!

– Én, der søger venskab, ville ikke bare sidde og beglo vedkommende men gå hen til personen og sige hej osv. Det gør man bare ikke, når man føler, at der kan være mere end det. Og det tror jeg, vi gjorde! Det tror jeg virkelig på. For første gang i mit liv tror jeg rent faktisk, og det er en skøn følelse!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...