Hollywood - We All Want Love

Kærligheden er tit som Hollywood; Overreaktioner og store penselsstrøg er nogle temaer, der ikke er til at komme udenom. Alt føles enten som verdens begyndelse eller verdens enden - Så skal man turde tro eller lade det være?

2Likes
1Kommentarer
369Visninger
AA

4. Hollyood pt. II - We All Want Love

 

Jeg skulle have stoppet i tide. Nu er det for sent. Jeg gik for langt – Fik for mange følelser. Jeg har ikke mistet noget, for jeg har ikke haft det. Jeg er bare gået glip af det. Men det er jo nok også lige så slemt: At gå glip af det, man så gerne ville!

Vi ønsker alle kærlighed og lykke. Søger alle. Ærlig talt så troede jeg faktisk, min var fundet. Det virkede så oprigtigt, så gengældt. Så skønt! Men det var det jo så åbenbart ikke. Jeg burde faktisk hade min udvalgte!

At holde folk for nar er ikke spor pænt! Det kan jo selvfølgelig også bare være personens måde at skrive med folk på – Det kan jeg jo ikke vide… Men jeg tolkede det som flirteri. Helt forkert tydning! Eller hvad?

Kom den anden bare imellem? Imellem os? Fra sidelinjen… Jeg havde ikke set ham som en konkurrent. Var faktisk ikke interesseret i dette køn. Men han blev omvendt. Hvorfor?! De var jo bare venner – Bedste venner. Ikke mere.

Jeg burde have tydet sporene. Der var op til flere af dem… Men jeg var blind. Fuldstændig blind! Synssansen var taget fra mig som i et skydespil – Jeg kunne ikke se hele vejen rundt – Bag facaden. KUN det, der var lige foran mig. Eller det, jeg troede.

Følelser skjulte sandheden. Lukkede den ude. Af mit sind. Holdte den på afstand. Jeg troede faktisk ikke på det, da daten kom på tale – Det virkede så meget som et forsøg. For at få mig til at tale! Men det var det ikke… Det var sandt!

Det var det, der skete. Og det havde været en lang udvikling, mere end et halvt år! Men de talte begge ud overfor hinanden på nogenlunde samme tidspunkt, som jeg begyndte at skrive med den ene og omvendt. Han holdte det skjult – For mig! Har holdt mig for nar!

Jeg kom for langt ud – Troede for meget på det. Tro er en forunderlig ting. Lige nu pisser den mig af! Tsh! At tro… Hvor dumt er det lige?! At tro så inderligt på noget og så finde ud af, at det faktisk ikke er sandt! Jeg har ondt af de troende… Alle sammen! Det er farligt. Især det at tro på kærlighed. At tro på gengældelse. Det skal man lade værre med! Men det kan man ikke. Det er fysisk umuligt!

Hvorfor stoppede han ikke? Én person erklærer sin kærlighed til ham og omvendt. Skal man så ikke stoppe flirteriet med den anden? Det ville jeg da have gjort… Han blev godt nok også lidt kold for et par dage siden. Men det er altså kun et par dage siden!

Han skulle have stoppet lang tid før! Før der skete noget i mig! For min person. Det er ikke fair… På nogen måde! Livet er så uretfærdigt – Alt skal være så besværligt. Ikke kun personer er dømt til det. Alting er! Livet er! Helheden er!

At være så tæt på at opnå sandheden, i hvert fald i sit eget sind, og så miste den lige på det tidspunkt, hvor man troede, den ville blive opnået, er virkelig som jeg ville have troet! Den sorte sky har bredt sig på den hårdt ruskende himmel. Forvirrende. Den er virkelig dominerende, altoverskyggende. Og det er skræmmende! Og på ingen måde sjovt…

Men hvor skørt og naivt det end lyder, så har jeg stadig et lille håb, det venter på at spire, i min mave eller hjerne, eller bare et eller andet sted i min krop. Jeg ved ikke helt hvor og hvorfor – Men det er der! Naivitet er virkelig udbredt nu! Men sådan er det vel tit: Man håber så inderligt på noget, at ens syrede teori rent faktisk lyder ganske fornuftig, selvom det er én stor bunke urealistisk egoisme.

Men det er det eneste lyspunkt at finde. Det eneste at have med sig videre. Eller faktisk ikke videre jo – Det holder en fast, i billedet. Af personen som den ene del af et par. Parret. Det, der ønskes at opnås. Til evig tid. Jeg har to muligheder: Jeg kan vente og se, hvad der sker, eller jeg kan stoppe, nu hvor det er for sent, og komme videre. Med mit liv.

Men i dette øjeblik er det som om, at mit liv ikke kan komme videre, før der sker noget mellem os. Jeg sidder fast i mit hoved og tankerne, forestillingerne, skal indfries! For at komme videre. Det er så hårdt! Så svært! Forfærdeligt! Hvordan skal det nogensinde blive muligt? For mig…

Alene. For mig selv. Uden ham. Uden nogen. Hør selv hvor trist det lyder! Håbet må være drivkraften. For alle. For alt. At håbe er en dejlig følelse. Den dejligste… Livet er så forvirrende og forskruet. Håbet er det eneste, der binder det sammen til noget forståeligt. Noget opnåeligt. Det er umuligt at leve foruden!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...