Epilog

Et digt om fortidens spøgelser, om at glemme nogen, man engang har elsket og om hvor smertefuldt det kan være både at huske og at glemme.

82Likes
67Kommentarer
2944Visninger

1. Epilog

 

Det er koldt og mørket er ved at falde på

Jeg drejer om hjørnet hvor jeg mødte dig først gang

Himlen er sort og er gaden er grå

Og i samme øjeblik spiller min øretelefoner vores sang

Lige pludselig står du der, foran mig

Byen er fuld af dig

 

Jeg sidder i B-toget og kører forbi din station

Jeg ser for mig den varme sommerdag

Hvor du viste mig din by og alt åndede fred og ro

Den lille landsby, caféen og skoven omme bag

Det var så simpelt, så let som en leg

Men nu er byen fuld af dig

 

Jeg bliver alt for fuld til en fest igen

Det ved du jo er sket en gang eller to

Hvor jeg faldt i søvn midt i en sætning og du bar mig hjem

Og aede mit hoved til jeg faldt til ro

Intet kunne holde dig fra at passe på mig

Så nu er byen fuld af dig

 

Søndag formiddag slår jeg op i min salmebog

Du drillede mig altid med at være kristen

Du forstod ikke Gud eller det at tro

Men du stod ved min side ved hver eneste messe

Du vidste hvor meget det betød for mig

Men nu er byen fuld af dig

 

For du sover ved min side i toget på vejen hjem

Du står og venter på mig ved Nørreport

Du smiler i mørket, dybt inde i biografen

Du kysser mig farvel ved Lindevang station

Det gør ondt, men jeg vil aldrig gå min vej

For byen er fuld af dig

 

År går, men her er jeg hvor du mødte mig

På hjørnet, men du er ingen steder at se

Det gør ondt at vide at jeg virkelig elskede dig

Men  at det nu virker som om det er forbi

Og jeg kan vende mig rundt og dreje mig om

Men det er ligemeget: For nu er byen tom

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...