That Boy?! - One Direction

Det her er en historie om Becca der skal til London for at gå i Highschool derovre med sin One Direction besatte vendinde Kira.
Becca er ikke "Diretioner" selv.
Da hun møder en særlig dreng, som ikke lige havde forventet at møde, ændrer hendes syn på One Direction sig en hel del.

2Likes
4Kommentarer
627Visninger
AA

2. Kap. 1.

 

Jeg er forberedt på det bedste og det mest livlige år af mit liv. Jeg skal på highschool i freaking London et helt år med min beeeeedste veninde, Kira, og jeg tror bare det bliver det fucking fedeste år i mit liv! 

Men selvfølgelig skal pakningen lige overstås. Jeg løber nærmest rundt i huset fordi jeg skulle køre til lufthavnen om en halv time, og jeg var overhovedet ikke færdig med at pakke. Jeg stresser rundt, og det eneste min mor laver er at forsøge at stå i vejen fordi hun ikke er meget for at jeg skulle tage af sted. Jeg endte med at råbe af hende at hun enten skulle skide af helvede til eller begynde at hjælpe mig med at pakke så jeg kunne nå over og mødes med Kira i lufthavnen til tiden og nå flyet til London. Min mor endte med at få tårer i øjnene og stå og kramme mig og mumle noget om at jeg jo stadig er hendes lille pige selvom jeg er 16 (et halvt faktisk!), og jeg kunne ikke lade være med at selv få lidt tårer i øjnene selvom jeg ikke er typen det sådan bliver rørt over den slags ting. 

Jeg var endelig færdig med at pakke og vi var i gang med at slæbe kufferterne ud i bilen, jeg var faktisk helt lettet, fordi jeg troede at jeg ville have svært ved at tage af sted, fordi jeg havde boet der hele min barndom, men jeg havde utroligt let ved at give slip, og da jeg satte mig ind i bilen, og jeg kunne ikke lade være med at smile, og tænke at det her er min største drøm der snart går i opfyldelse. 

Min mor satte sig også ind i bilen og tog sele på og startede motoren, og tjekkede igen om hun havde sele på igen, som hun altid gør(fordi hun er ret hysterisk omkring det at have sele på), og så kørte vi ellers derudad mod KBH lufthavn. 

Da vi hvade kørt i en halv time og der stadig ikke var blevet sagt et ord, skruede jeg op for radioen, og kom helt i godt humør fordi den bedste sang EVER spillede. "Lost" af Michael Buble, og det er seriøst den bedste. Jeg sad og sang med og trampede med den ene fod på samme tid, og jeg følte at jeg aldrig havde været gladere, indtil "Lost" stoppede og værten sagde at de nu ville spille en sang af det største boyband i verden, One Direction, og lige så hurtigt som glæden kom, forsvandt den, fordi jeg bare havde hørt den sang 24 timer i døgnet i 3 uger. Det var nemlig den såkaldte "Live while we're young" og den spillede i radioen HELE TIDEN! No fence directioners der flipper hver gang en af de der One Direction drenge lavede en statusopdatering på twitter, men jeg havde bare aldrig været den største "directioner" - Men jeg har aldrig sagt at jeg hadede dem #NoHate. Og nu hvor jeg er i gang med at disse folk, så vil jeg lige indskyde at ham der med det lyse hår virkelig IKKE er ret lækker. Just sayin'... Det endte så med at jeg slukkede for radioen og den pinlige stilhed fortsatte hele vejen til lufthavnen, og det skal lige siges at det altså tog 3 timer at køre derhen fra mit gamle hjem. 

Da vi endelig kom til lufthavnen og jeg kom trækkende med min kuffert og jeg fik øje på Kira der stod sammen med sin mor og far og alt sin oppakning. Jeg kunne ikke lade være med at grine og løbe over til hende og give den største bjørnekrammer, og det endte med at vi begge lå og havde væltet halvdelen at hendes kufferter og lå på gulvet og grinede højt... Vi havde det altid sjovt når vi var sammen...

Nu står vi så i kø til at komme ind i det der fucking fly sammen med min momse (mor) og Kiras mor. Kira står stadig og snøfter fordi hun altid blev så ked af det da hun skulle sige farvel til sin far, og det var faktisk blevet pinligt fordi hun blev helt hysterisk og holdte fast i hende, og folk begynde at glo heeelt vildt og til sidst stod hendes mor og rev i hende mens hendes far forsøgte at slippe væk, og Kira holdte bare fast. Min mor og jeg stod bare og kiggede underligt på dem også, og forsøgte at berolige Kira.

Men som sagt stod vi nu i kø til flyet og Kira stod stadig og snøftede. Endelig begyndte køen at gå fremad, og til sidst var vi om bord på flyet og Kira var faldet helt til ro igen, og som hun altid havde gjordt, begyndte hun at snakke om One Direction. Hmm... hun blev simpelthen aldrig træt af de drenge. Som altid fald jeg i staver og sad bare og kiggede ud af vinduet, og jeg opdagede først at jeg næsten var faldet i søvn da Kira daskede til mig og sagde irriteret "hører du overhovedet efter?!" så sagde jeg selvfølgelig af rutine "jaja selvfølgelig!" "hmm..." sagde hun "nå" sagde hun fornærmet. Selvom det føles som en evighed havde vi faktisk kun siddet i flyet i 10 minutter og det var overhovedet ikke lettet endnu, og så kunne man lige pludselig høre fra højtaleren: "Nu letter vi, og vi vil bede dig om venligst at tage din sikkerhedssele på". Så kom stewardessen frem og så kører hele showet med hvordan man skal gøre hvis flyet styrter ned... Jaer... jeg bliver altid lidt skræmt af det, fordi jeg ikke kan lade være med at forestille mig at flyet rent faktisk styrter ned.. 

Vi fløj så i nok omkring 5 timer, og jeg sov de meste af vejen, mens Kira snakkede, og snakkede og snakkede om One Direction. Jeg forsøgte at følge med(noget af tiden, det tid jeg ikke  sov), men der gik aldrig særlig lang tid før jeg igen var faldt i staver og kiggede ud på skyerne. 

Jeg vågnede ved at Kira klaskede mig i ansigtet og sagde med en rolig stemme at vi snart landede og jeg skulle tage min sele på. Jeg blev helt høj over at tænke på at vi snart var der, og jeg kunne ikke lade være med at daske til Kira, og sige "Vi skal fucking bo i London i et helt år UDEN forældre!" Kira kiggede bare på mig som om jeg var blevet underlig, og gav mig en lammer som svar på mit dask. 

Finally gik vi ud af flyet og småløb hen til en der rulleting hvor alt bagagen fra det fly vi havde fløjet med kom ud. Min mor blev som altid stresset over det kaos dr altid var i en lufthavn, og Kiras mor gik ved siden af hende og forsøgte at få hende til at falde ned, men hun var ustyrlig. Som altid finder man alle sine kufferter og stiller dem op på sådan en vogn som der altid er i lufthavne, og så var vi ellers godt på vej ud for at finde en taxa!

 

Det her er min første Movellas så undskyld hvis teknologien ikke er helt i orden... jeg skal liiige udtænke hvordan det fungerer :D

Det skal lige undrstreges at denne fanfiction IKKE handler om mig! Jeg er selv STOR One Direction fan, og jeg eeeelsker drengene.. 

Jeg ved at det her afsnit ikke er så spændene, men den skal lige igang :P XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...