Du kommer for sent

Novellen er skrevet til 9. klasses afgangsprøven i dansk

0Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

1. Du kommer for sent

 

 

Herre Jemini, udbrød kvinden vredt. Det medførte en lang række medfølende udbrud fra de andre ventende, rundt om i salen. En lettere overvægtig mand, rejste sig hurtigt fra bænken langs den ene væg, så hurtigt at han nær var faldet tilbage til hans udgangspunkt. Med tunge og anklagende skridt marcherede han målrettet over det flisebelagte gulv, hen mod den ældre herre, der før havde meddelt at alt tog og busdrift, forsat ville være indstillet, og at det nok ville fortsætte sådan i lang tid. En yngre pige, som indtil nu havde været stille, begyndte nu med en klar og uskyldig tone, at synge:

Selv ved Roses torn, vi står.

Ej kan vi der altid slår,

overvindes, overgås.

Endegyldigt slår vor hjerte, mod dets sidste kvæd.

Selv da, vil vi altid vinde hjertes fred.

 

Uden tøven, istemte flere allerede ved andet vers. Sangen vakte en oprørstrang fra proletarens side af. Det var åbenlyst, alle var på vej til det samme. Hurtigst muligt at forsvinde, uden at vække for meget opsigt. Dog sås det ofte, at en større gruppe rejsende blev tilbageholdt, i en længere periode. Det var ukendt, hvad der skete og sådan ville det altid forblive. Hvis man gav sig tid, ville man opdage de mest uretfærdige ting, se de mest bestialske handlinger og fornemme den diskrete fryd fra dens udøvere. Det var der nu aldrig tid til, for hvis man tog sig tid, så var det forkert prioritering, og derved uhensigtsmæssig brug af frihed, som man nemt kunne få taget fra sig. Alt i alt, så var det yderst uklogt at vige uden for rammerne. De få der kom godt af sted med at tage skridtet, levede sjældent særligt lang tid. Dog er der dem, som kunne. De få som rent faktisk aldrig blev set, eller egentligt reelt eksisterede. Sådan en som John var.

John var aldrig blevet født, ej heller levede han. Intet sted fandtes han. Dog sad han alligevel, på en jernbanestation, omgivet af irriterende, skuffede og fortvivlede mennesker. Historier er som regel, væsentlige. I forbindelse med John, var de dog ikke. Uanset hvor, hvordan og hvor længe man ledte, ville man aldrig finde beviser på at der nogensinde havde eksisteret en John, som aldrig kunne findes, ej heller på en banegård.

Men alligevel, så havde John, hørt, set og opfattet situationen, som var i gang med at udspille sig for øjnene af ham. Han havde faktisk oplevet den et par gange nu. Det var svært at ramme rigtigt, med tiden, aldrig havde han hørt den ældre herres første ord, men altid hørt kvindens ”Herre Jemini”. Tingene følger jo som regel efter hinanden, tænkte John, og overvejede sit næste skridt. Når chancen nu engang var der, så burde man nu benytte sig af den, tænkte John ved sig selv. Og kort tid efter udbrød kvinden på ny: Herre Jemini.

Forbistret møg, brølede John højt og vredt. Ingen tog notits af ham. Alle overså ham og de fleste af de ventendes blikke var stift rettet mod den ældre herres undskyldende mine eller den unge, syngende pige. Retfærdigheden vil altid ske fyldest, og det bevidstes ved at der i samme sekund som sangen sluttede, kom et tog trissende ind på perronen. Menneskerne forvandledes fra stille og afventende personer, til en masse af skrigende og vilde dyr. Alle var deres egen herre.

John tog ingen notits af den hovedkuldse forvandling, men rejste sig fra sin tidligere plads og fulgte bag den vilde flok dyr, der prøvede at bestige toget. Tanker om at det var rart at fortid var fortid, passerede uhindret igennem Johns hoved. Opfindsomt, eller ej, så gik han raskt langs togs flanke og endte op ved siden af førerhuset, som han gjort de andre gange. Her gav han sig tid til at betragte de mange desperate forsøg på at komme ombord. Det var ren logik for folkene, at hvis de ikke kom ombord på dette tog, så ville de nok aldrig komme ud af stridszonen. Fremtiden lå i de få sekunder, der var til at få børn og bagage ombord på vognene. Efter et flygtigt blik på uret og efter at have skimtet den unge pige klemme sig ind i toget, satte han foden op på trinbrættet og gav sig balancerer, mens han fløjtede den evindelige melodi til ”Selv ved Rosens torn, vi står” .

Skovene langs de bugtende kyster, havde altid været et yndet skjulested, for folk som ikke ville ses, eller de folk som ulovligt ville væk fra zonen.

Stoppesteder var kun ved byerne, så i det øjeblik toget sagtnede farten for at samle energi til at klare sig op at en bakke, spang man af. Den satans yndighed, tænkte John, hun skal altid være så provokerende. Et overfladisk og ligegyldigt blik, sendt fra førerhuset af, konstaterede at hun stod på toppen af togvognens tag, klar til at springe. Toget gav et tungt ryk i sig og farten sænkedes, og væk var hun. Lige så hurtigt var han til at åbne togvognens dør og adræt var han også nede fra toget.

Et øjeblik blev han fortvivlet og bange, men så vendte hun sig tungt og sløvt om, for så at sætte sig op.

Han betragtede hende med nærende ømhed og hvilede længe ved hendes fyldige og skarpe læber. Alting tager sin tid, tænkte han ømt, men bare at tiden ville gå lidt hurtigere, så han snart kunne gense øjeblikket hvor de mødtes.

Da hendes grove og ukultiverede sang, brød stilheden syntes alt at høre efter. Det kommer an på ørene som hører det, slog det John. Dengang da han bare var en purung filejs, et sted midt i ungdommen, føltes det som ægte og ren sang. Nu kunne han høre hvordan det ene ord fulgte efter det andet, frem for at bære hinanden og følges på lige fod. Som når de nu fulgtes ad. Den ene efter den anden. Uden at vide hvad der kommer efter.

Tiden fjernede skampletter. Nu da han var blevet en ældre sag, så man nemt hvordan hans skam var blevet gjort til miniatureudgaver og lagt i hudfolderne, rundt om i hans ansigt. Hendes var endnu spændstigt og friskt, uskyldig og ren.

Hendes ben gyngede let, samtidigt med at hun nu og da bukkede sig ned for at undvige en gren fra skovens træer. Han erindrede svagt, hvordan hun møjsommeligt havde memoreret sig vejen, for altid, at kunne finde derhen. Hun satte med et farten op, de var nået hen mod bestemmelsesstedet. En slank maskulin skygge, lå for foden at et bredt træ. Trækronerne rundt om han, skyggede skånsomt for solens lys og brisen fra havet, gav en kølig og rar temperatur. Hurtigt som en mus, var han oppe. Længselsfuldt omfavnede de hinanden, som man nu gør, når man ikke har set hinanden i lang tid. En voldsom lykke bredte sig fra tæerne af og den voksede helt til den nåede hjertet. John trak sig lidt væk fra de to skikkelser. Det tog et øjeblik, før det gik op for ham: han elskede hende endnu.

 

Blødt lukkede John øjnene, for så mærkede han tårerne trille ned af sine kinder. Det var en rar, men overvældende følelse. Han vidste at det var for sent nu, men erkendelsen af kærlighed, var for stor til at kunne rumme det. Et sidste blik tilbage mod de elskende, for at se det træ, som grisebonde havde plantet, mange år før de mødtes der. Her ville han begraves, sandede han, her skulle hans liv slutte.

 

Suset tvang ham til at fylde lungerne med luft. Solens stråler var på vej væk, dog kunne han stadig mærke dens nærvær. Hans ben var tung, og han vidste at han snart ikke kunne mere. Langsomt satte han sig ned. Livet har en ende, sagde John stille. Der var ingen til at høre det.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...