Over you ( One Direction )

Niall Horan mistede hans elskede for altid til den forfærdelige og modbydelige kræft der tømte hende for alt hvad hun var, da dagen kom hvor han måtte sige farvel indså han at det var det eneste rigtige at gøre efter hun lagde i koma i tiden over seks lange og barske måneder. to års dagen efter han måtte sige farvel fandt, samlede han kræfter til at fortælle en ny kærlighed som var den eneste ene efter Mynhte, at det var hende det skulle være.
( Dette er en 3'er til vores første novelle " Past away but alive -1D, vores senere 2'er " I need you - 1D .

10Likes
18Kommentarer
1424Visninger
AA

5. Cemerety tears

(September 2013)

11 Måneder før;

"De fleste mennesker er ikke bange for døden. Men bange for at miste"

~~ Jeg satte mig ned på hug foran hendes grav og kiggede sørgmodigt på den, for jeg satte de to grønne stearin lys foran den samt den røde rose, jeg har lagt på hendes grav siden hun blev bisat. Jeg finder forsigtig min lighter frem som jeg har bragt med mig idag for at tænde lysene, efterfulgt af jeg folder mine hænder og ber : " Mynhte jeg ved du kan høre mig, jeg savner dig stadig over alt på jorden, jeg elsker dig og ingen anen kan tage den plads du havde i mit hjerte, men jeg skal nok finde en anden, ikke forløbig men det lovede jeg dig jo at jeg ville, husk mig Mynhte og vent på mig" Siger jeg i hovedet på mig selv mens jeg atter kigger på hendes gravsten. Fra min lomme tager jeg et billed frem af os sat i en guldramme med glas, til at stille ved graven, et billede fra dengang i London eye, den dag det har betydet allermest for mig siden hun gik bort.

Ved siden af mig sad en pige og jeg kunne skimte tårene på hendes kinder. Jeg kender hende ikke, men det er let at se at hun sørger ligesom mig. Hun kiggede på mig " Hun var en god person Niall" Sagde hun så, jeg nikkede og kunne mærke endnu flere tåre presse sig på " Det var alt for tidligt hun måtte gå bort" Svarede jeg, hun nikkede kort " Så du kender mig?" Spurgte jeg med en grådkvast stemme, jeg kunne se på hende hun ikke var i godt humør " Ja, jeg stod ude for kirkelågen til begravelsen, jeg vidste jo ikke hun var gået bort jeg ville havde været ind til Jacob, men da jeg så i var her gjorde jeg det ikke" Det skulle hun nu bare have gjordt, vi skulle jo ikke tage pladsen fra at hun kunne besøge en af sine kære på kirkegården " Kendte du ham godt?"  hun nikkede og svarede " Han var min kæreste gennem 3 år, og bedsteven længe inden" Jeg nikker, hun måtte føle en stor sorg " Hvornår skete det?" Jeg ved ikke om jeg gik for tæt på og spurgte for personligt men igen af os var i det store humør, da vi begge græd " En uge inden din - Mynhte gik bort" En trist stemning havde taget over og jeg rejste mig blidt og gik over for at give hende et kram " Det gør mig ondt" " Du har nok at tage dig af, det må være mindst lige så hårdt for dig" Sagde hun med tårer ned ad kinderne, og et par ulykkelige og sørgmodige hulk undslap hendes ligeså grådkvaste stemme " Det er Okay, så det er altså også et år siden?"  " Ja, men han kunne have været her idag, hvis ikke- " Hun stoppede sig selv, og jeg aede hende forsigtigt på ryggen " Hvordan skete det?" " Han blev kørt ned, dræbt på stedet, de kunne ikke gøre noget-"

                                                      ***

Vi havde stået atter 10 minutter og kigget på gravstene da hun atter vente sig om mod mig og sagde " Det var min nabo" Jeg så forvirret op fra gravstenen med Mynhtes så smukke gravskrift stående, " You dont love someone because they are perfect, you love them in the spire that they are not" " Han kørte ham ned,-" Jeg kunne denne gang ikke lade være med at fælde en tåre over hendes historie, " Hvordan kunne det ske?" Spørger jeg, men blot endnu et dumt spørgsmål fra mig " Spiriturskørsel, ude foran vores hus, jeg er flyttet væk siden, jeg kan- " " Shh.. Det er okay, du behøver ikke sige det" Sagde jeg roligt og jeg kan høre hendes vejrtrækning bliver tung " Niall, du har virkelig vist mig at livet kan gå vidre, tusind tak" Afbryder hun den faktisk behagelige stilhed der var mellem os, bare at vide jeg kan hjælpe andre med at komme over tabet af deres kære " Det er jeg glad for jeg kan-" Stoppede jeg mig selv, da jeg ikke ved hvad hun hedder, et lille smil formte sig på hendes læber " Jessica" " Jessica" Jeg gav hende et kram mere og hun gengældte det " Tak Niall jeg er så taknemlig" Der stod vi begge to med tårer ned ad kinderne og kiggede på hiandens elskedes gravsten. På Mynhtes grav var der en busk med nogle små hvide blomster, jeg plukkede en af dem, og lagde over på Jacobs grav og sagde " Hvil i fred Jakob, og pas på Mynhte" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...