The runaway. - A Niall Horan lovestory.

Elle er 17 år gammel og bor hos hendes fa. Hendes far drikker, og slår hende. Hun bliver oveni mobbet og slået i skolen. En dag beslutter hun sig for at flygte. Hvad sker der så når hun støder på en verdensberømt sanger. Finder hendes far hende? Og er hun i stand til at holde lav profil? - læs med og find ud af det. ;)

3Likes
6Kommentarer
833Visninger
AA

1. I wanna die.

Kulden bed mig i kinderne da jeg trådte ud på gaden. Det var en kold december aften, og min far havde igen drukket sig i hegnet et eller andet sted. Ja, og det er så derfor jeg står her lige nu. Hvis jeg er hjemme år han kommer tilbage får jeg slag, uden tvivl. Jeg vælger derfor altid at gå den rute som jeg plejer. Den går langt ud af byen, og den ender(sjovt nok) ved vores hus igen. Igen kender ruten, og der er sjældent mennesker på min vej, derfor kan jeg også bare gå og være mig. Altså græde, tænke, skrige, synge(ja, jeg synger) og ja... Bare være mig, uden at tænke på dem i skolen der mobber mig med min far, eller med at jeg ikke har det nyeste nye tøj. Jeg kan være gode gamle Elle, den Elle der ikke skal tænke over hvordan hun går, ser ud eller opfører sig. Jeg gik i mine tanker da jeg bliver trukket ud af dem af en dreng med lyst hår, og de mest blå øjne jeg har set længe. ''Hvilken retning ligger London?'' HA, kender han ikke vejen, nå nej.. Men jeg burde svare ham, inden jeg drukner i mine tanker igen.. Tralalalal, tanker dagen la..- ''HEY?!'' råbte jeg, han begyndte at fnise lavt. ''Nå ups, det er den vej'' Jeg pegede ham i den retning han kom fra. ''Jeg stod i mine tanker, de har det med at drukne mig'' Han grinte nu rigtig meget, er jeg sjov, jeg er da ikke sjov, nå... '' Men... Ja, og når du så ser et stooooort blåt skilt skal du til højre'' det var nu min tur til at fnise. For da jeg ville være meget smart og sige stooooooort blåt skilt, og lave arm fagter, ramte jeg ham lige i.... Ja... Du ved, hans højtelskede æbler, kugler, testikler, what so ever. 'Det må du..-'' Jeg holdte mig på maven og tog mig sammen til at undskylde ''Altså undskylde, jeg mener det''.. Jeg kiggede op på hans ansigt, jeg kunne se ham prøvede at gemme et smil, men han klarede det ikke ret godt, for da vi fik øjenkontakt brød han ud i en høj og underligt charmerende latter. '' Jeg burde nok finde ind til byen nu'' jeg blev helt trist ved tanken om at han gik. Men... Jeg havde jo kun lige mødt ham? sådan her burde jeg da ikke føle? ''Jeg hedder forresten Niall'' Sagde han med et kæmpe smil. '' Og jeg er Elle, rart at møde dig'' Jeg fniste lidt da det gik op for mig hvor gammeldags det lød. ''Jeg smutter nu,'' sagde jeg og vendte mig om for at gå, jeg er lidt kold, men sådan er jeg bare - jeg har svært ved at åbne mig for fremmede, da en stor hånd tager fat om mit håndled. Åh gud, store hænder... NEJ ELLE! Don't think like that. Tilbage til verdenen. Jeg vender mig om og ser de blå øjne der tilhørte Niall. ''Jeg skal altså gå nu'' Sagde jeg og småfnisede, det der, det var godt nok akavet! Ligesom når man bliver fanget i .... Nej, måske ikke helt så slemt, men tæt på da... Eller nej, langt fra.. Hov, vent, hvor kom vi fra? SVAR DOG DRENGEN ELLE! Jajajajjajajajja, nu skal jeg nok. Vent... Sagde han noget? ''Hvad?'' ja, tanker i stjal mig, så jeg ikke kunne høre noget. ''Jeg sagde bare at jeg gerne ville se dig igen en anden dag'' han kiggede ned på jorden og smilede genert. OH MA' FAWKING GARD, den dreng, han er charmerende. '' Hvad sagde du'' Spurgte han spørgende ''Jeg.. Jeg, sagde jeg det højt?'' nu var det så min tur til at kigge i jorden. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder. Åh fuck. ''Ja, du sagde det højt, og tak'' Han grinede og kiggede på mig i noget der føltes som flere uger, men det var egentlig kun nogle sekunder. ''Men.... Måtte jeg få dit nummer så jeg kan få fat på dig?'' Hæhæhæhæ, en dreng spurgte MIG, ELLE GREEN, om mit nummer! Omg, fangirling over here.. ''Æhh.. Øhh... Jo, det er xxxx xxxx'' HA! Jeg gjorde det!! ''Super, vi skrives vel ved så'' Han sendte mig et charmerende smil og smuttede så ind i sin bil for at køre væk. OMFG, han... Han var lækker! Vent... Ham havde jeg set før... Nå.. Jeg lagde tanken væk, og gik videre. Der gik jeg så; og tænkte over mit liv, Niall og min far. Før jeg vidste af det var jeg(desværre) hjemme igen. Min far lå på sofaen, med nogle tomme flasker sprut og sov. Jeg listede ind forbi ham og ind på mit værelse. Jeg låste døren og gik i seng, for jeg var godt nok bombet!

 

________________________________________________________________________________

 

Undskyld for det korte kapitel, i'm just getting stated. ;)                                                                             Jeg fortsætter kun hvis folk læser, liker og favoritlister den, for der er ingen grund til at skrive på noget ingen læser. :P 
Nogle idéer til handling? Hvad tænker i der kunne ske fremover?

 

// Xenia. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...