I'd Pray For This Love (1D)

December indtræffer, julen står for døren, og hvad ville være bedre end et mindre mirakel i denne tid?
Den 16-årige dreng, Niklas, møder helt tilfældigt manden i sit liv en lørdag i december. Men skal han tro på, at det kan blive til mere end drømme?

1Likes
2Kommentarer
480Visninger
AA

2. "Nårh, ja, forresten; Jeg hedder Niall."

Niklas' perspektiv:

Lørdag. Det er nu sådan en dejlig dag. Jeg ved godt, at det også er fridag om søndagen, men det er altså bare ikke det samme; Lørdag ved man nemlig, at man har én dag mere at gøre godt med. Én dag mere til at nyde det at have fri.

Men nok om lørdagen - altså generelt... For denne lørdag var faktisk ret speciel - den skilte sig i hvert fald ud fra alle de andre. Jeg er nødt til at skrive det hele fra start til slut!:

At shoppe er noget jeg holder af. Men hvem gør ikke det? Men altså: Mine veninder og jeg var taget op i byen for at gå og kigge butikker, mærke julestemningen og, ja, bare hygge os og nyde det hele.

Da det så blev over middag besluttede vi os for at tage på sådan en lille hyggelig café, vi nogle gange tog på. Den ligger ret isoleret, så vi gik ned af et par sidegader og kom så endelig til det lille stræde, hvor den er placeret.

Vi tog lige et hurtigt kig ind gennem vinduerne og kunne ikke vente med at komme derind og nyde en kop dejlig varm kakao. Jeg skimmede let det lettere slidte skilt over døren, der viser den lille cafés navn, og så gik vi ellers indenfor i den eftertragtede varme.

Bestilling blev taget ved kassen og den gamle rare dame med forklæde på kom kort tid efter ned til det runde bord med den polkaprikkede dug, som vi havde placeret os ved, med drikkelsen. Vi slubrede alle for ikke at brænde os på væsken og så tavse rundt i butikken og på hinanden.

Da vi var færdige med vores slubren gik pigerne, som sædvanlig, på toilet inden vi skulle afsted igen. Ud at shoppe videre. Jeg stirrede lidt tomt ud i luften men hørte så den velkendte klokkelyd, der altid lyder, når nogen går ind i en butik. Og ind kom en ung mand. Måske et par år ældre end mig, men så heller ikke mere. 

Jeg kunne ikke umiddelbart se sådan rigtigt på ham, for han var iført en stor vinterjakke, solbriller (Og det var da egentlig en mærkelig tid at bære solbriller i) og en af de der 'lange' huer, hvis flop går ned langs nakken. Han tørrede sine små støvler af i måtten, der lå lige på indersiden af dørindgangen, og så diskredt rundt i caféen. Jeg gav selv rummet et henkastet blik og så, at der ikke var nogle ledige borde.

 

Nialls perspektiv:

Det var virkelig en kold dag. Nu var jeg jo også kommet til Danmark, så det ville da være mærkeligt andet. Men det hjalp mig jo faktisk også en del; alt det tøj, alle de lag, skjulte mig godt for de andre mennesker. Så kunne jeg dai det mindste gå lidt tid i fred - mens jeg var udenfor.

Men det var jo så heller ikke mit problem. Mit problem var at finde en café uden ret mange mennesker og gerne så isoleret som muligt - for at få den mindst mulige opmærksomhed. Jeg gik ned ad en sidegade, så videre ned ad en anden og så så en umiddelbart lille café ligge tæt på hjørnet til denne gade. Og det bedste af det hele var, at der stort set ingen mennesker var her. Der var tæt på dødt.

Så mine ben satte målfast kurs mod indgangen til denne café, min arm rakte ud mod håndtaget, og jeg åbnede døren, hvorefter det gav et lille sæt i mig, da en klokke lød; Larm omkring mig var bare det sidste, jeg ønskede.

Jeg kiggede diskredt rundt i caféen og så, at der ingen ledige borde var. Men så så jeg en dreng på nogenlunde min alder sidde alene ved et af de få borde, der var, og dér fik jeg en så stærk følelse i maven, at jeg, uden at tænke over det, styrede direkte hen mod ham. Hvor er det bare typisk mig sådan ikke at tænke sig om...

 

Niklas' perspektiv:

Jeg kiggede langsomt tilbage på ham, men flyttede lynhurtigt blikket ned mod min stol, da jeg så, han var på vej over mod mig. Han stod lidt tøvende, men åbnede så munden og spurgte lidt flov: "Har du noget imod, jeg sætter mig her?". Det gav et lille sug i min mave, for selvom jeg var forberedt på hans stemmes kommen, blev jeg meget overrasket over dens sprøde tone og anderledes accent. "Nej, da. Sæt du dig bare." svarede jeg så upåvirket som overhovedet muligt. "Tak skal du ha'." fik han mumlet frem og tog så sit overtøj af. 

"Det er ellers godt nok koldt derude, hva'?" Det gav et lille sæt i mig - jeg havde ikke regnet med, han ville sige mere... "Jaa, det er det." tvang jeg ud af mig selv. Men så kunne jeg heller ikke sige mere. Jeg blev så godt som lamslået, da jeg så ham uden hans overtøj på; Han havde det fineste afbalancerede lyse og brune hår, en dejlig ren og blød hud, eller sådan så den i hvert fald ud og de smukkeste blå øjne, der var så dybe, at jeg nærmest kunne hoppe ind i dem og kravle gennem tunnellen uden nogensinde at nå til endevæggen.

Men så fik han vagt mig til live igen, da han endnu en gang brugte sit stemmebånd: "Nårh, ja, forresten; Jeg hedder Niall." Jeg rystede hastigt mit dagdrømmeri af mig og fremstammede: "Årh, jeg hedder Niklas." Jeg tog forsigtigt fat om den hånd, der var blevet rakt ud mod mig og måtte igen føle drømmeriet bevæge sig fra hånden op gennem armen og op til hovedet, hvor der blev registreret den blødeste hånd, men dog stadig med et solidt fast håndtryk.

"Hvordan kan jeg overhovedet være så heldig, at møde dig lige her lige nu?!" tænkte jeg for mig selv, men var heldigvis for overvældet til at lade det gå videre end til mine tanker. Men han måtte ha' set mit sleske blik, for han lænede sig hurtigt lidt forover og spurgte febrilsk: "Du genkender mig ikke, vel?" Genkendte ham? Jeg blev virkelig pinligt berørt over det spørgsmål, for det er aldrig godt, når andre folk ser en stirre mærkeligt på sig - og slet ikke, når de så pointerer det!

"Øhh, nej! Burde jeg da det?" sagde jeg hurtigt, for det var jo sandt, men jeg gjorde mig alligevel umage med ikke at lyde for falsk i tonen, for på en måde havde jeg jo set ham før: I mine drømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...