The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1259Visninger
AA

8. Vågnede op

 

 

Edwin var helt oppe at køre. Vreden sprudlede ud af ham som vulkan. Grimme ord fulgte hurtig trop med ham, sammen med masser om at jeg ikke kunne være det bekendt og blar blar blar. Over halvdel af det han sagde, hørte jeg ikke efter. Jeg gad ikke det her jeg ville bare gerne slappe lidt af. Efter at Davy var gået havde jeg fået den store du-opføre-dig-som-et-barn-snak, hvem var han min mor? ”Elizabeth hvad regner du med! Jeg har siddet her i flere dage, og ventet på du vågnede op. Og da jeg gør det, sider du med det udyr!” brølede han af sine lungers fulde kræft. De grønne øjne lyste af raseri. Det fik mig til at følge mig mere ussel end jeg plejede. Jeg sitrede ud i intetheden. Jeg gad ikke skændes med ham, og jeg gad bestemt ikke blive skældt ud af en rekrut. ”Okay. Jeg gider ikke det her. Kan du ikke bare sige hvad der er sket!” hvæsede jeg tilbage. Selv om jeg sad i sengen, og jeg ikke rørte ham, så det ud som om jeg slog ham. At jeg på en eller måde gjort noget, så jeg pinte ham. Men det rørte mig ikke, ikke det mindste. Havde han tænkte om mig kunne være lige meget, hvad jeg selv ment var vigtigere, end havde han gjorder. ”Kan du ikke huske noget?” gud, kunne man spøger. ”Nej, jeg kan ikke huske noget. Det er ikke derfor jeg spøger vel?” hvæsede jeg tilbage. Havde tænkte han, eller tænkete han overhoved? Måske randte han rundt i en eller anden klokke, og anede ikke havde der forgik rundt om ham. Et menneske kunne falde død om, uden han ville lægge mærke til det, overhovede.

 

”Ja ja, jeg er med.” prustede han. Og lod en af sine hænder glide gennem det fedte hår. ”Kan du ikke huske noget?” han havde uden tvil ikke lært noget af det første svar. Jeg sendte ham et ondt blik for at understrege det. Hænderne fløj op i luften, nok får at vise han ikke havde gjort noget. På to skridt var jeg over ved ham. I hans ansigt kunne man se at han blev overrasket, også dan han faldt bagover. Jeg kunne ikke holde masken. Jeg begyndte at fnise første, men så begyndte jeg at grine. En sød pige latter fyldte rummet. Så det virkede støre end det var. Blikket der før havde været koldt virkede varme, næsten som Davys øjne. Hvorfor tænkt jeg på ham? På så mange måder virkede det forkert, også på en eller anden måde rigtigt. Noget løb ned af min hals. Varmt men koldt på samme tid. Edwin var også begyndt at grine med. Men da han fik øje på noget, stoppede han med det samme. Blikket var igen blevet koldt, men det var ikke mig han kikkede på. Noget rørte ved mig. Et lille prik af en art på min skulder. Jeg vendte mig om og stirede lige ind i et på grønne øjen. Jeg sprang tilbage, for at komme væk. Min ryg bumpede ind i drømmesengen ene stolper, så jeg slog mit hoved der ind i. Mand, hvor gjorder der ondt, så ville jeg heller have en af mine egne fjer borget gennem mig, det ville gøre mindre ondt. Nogen sort prikker begyndt at komme frem, hvor en jeg så. Jeg gled langsomt ned langs stolpen, ind til jeg satte ned på gulvet. Bare at side ned var svært min ryg dunkede efter jeg havde lavet vinger, og det gjorder det ikke bedre at jeg lige havde dunket min ryg der ind i.

 

Edwin var kommet over til mig. Han ruskede lidt i mig, og stak mig et par lussinger, eller det tror jeg. Noget slog mig i. Det gjorder ikke ondt, men det var behageligt. Da jeg efter noget tid havde fået mit syn tilbage stirede jeg op. Davy stod der. Kun iført et på sorte bukser, så man rigtig kunne se hans mavemuskler. I den ene hånd holdte han et håndklæde, som han brugte til at tørre sti hår med. Det andet var lidt svært at se, det linede på en måde en håndklæde der var lavet af silke. Men det var stadig svært at se, efter det slag. ”Kan du ikke finde ud af at banke på?” hvæsede Edwin af ham. Man kunne tydelig se lynene der gløde i hans øjne. Davy tog sig hvis ikke af det så det ud til. Han stirede bare på mig. Stadig med varme øjen. ”Er de kommet noget til?” med en stemme der var så blød. Jeg prøvede at kikke på hans øjen, men kunne ikke lade vær med at kikke på hans mavemuskler. Det var ydmyge. Jeg følget mig som lille blå øjet pige, der ikke tænkte på andet en drenge. Et røde stof dalede ned i mit skød. Jeg stirede op på ham. Hans ansigt var helt blankt, ingen tegn på følelser. ”Hvad er det?” min hånd gled over det røde stof. Det var rat at mærke ved, måske var det silke? Et lille smil krybte sig fra i den ene mundvige. ”Den er til middagen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...