The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1234Visninger
AA

5. Sølv vinger

 

 

Mine vinger var ikke så stærke som de plejede at være, det kunne jeg mærke. Men op i luften skulle jeg altså. Vampyrerne prøvede at hoppe få at få fat i mig. Men igen blod til dem lige nu. I mine arme lå Edwin. Jeg havde gjort ham bevidstløst, og trukket ham med op. De bæster skulle ikke tor at de kunne få et måltid så let. Det mørke hår lå over øjnene så man ikke kunne se dem. Et lille barn, som han lå der. Varmen strømmede gennem mig, som jeg stod og kikkede på ham. Men jeg fik hurtigt nye ting et tænke på. Blodet blev ved med at løbe ned af mine arme. Dråberne dryssede ligeså stille mod jorden, nogen af dem ramte jorden og smeltede ned i asfalten, mens andre landede endte ned i det store gab, på de tørstige blodsuger. Vores øjne mødtes. I sig selv virkede hun ikke vred, der var bare noget i hendes blik. Noget alle forsvind-nu-du-skal-ikke-være-her. Selv om det var hende der startede, kunne hun heller ikke slutte det. Øjnene kikkede altid ned i asfalten igen. Et menneske skal tage sige af sine fejl uanset, hvor store de er. Ja, og nu skulle hun tage ansvar for det hun havde rodet sig ud i. ”Lad nu mig huske dette far.” hviskede jeg ud i intethede.

 

Lad det der var mørkt,

blive lyst.

 

Lad det der levede,

blive dødt.

 

Lad jord,

blive til sølv.

 

Så alt ondt kan,

forsvinde.

 

Min stemme skar gennem vinden. Gennem mav og ben. Gennem alle øre. Alle der lavede noget var stoppet med det. Nu lyttede de kun til min stemme. Til det den sagde. Men havde der ville ske, var der ingen der vidste. Noget gnavede i mine vinger. Præsede sig frem, og ødelagede den mørke farve. I starten var det kun ved runde af dem, men lidt efter lidt var mine vinger blanke, som sølv. Sole ramte dem, og dens lys blev spejlet ud over det hele. Mange af dem dæggede deres øjen, for ikke at se direkte ind i lyset. Men igen lukkede hun ikke øjnene. Der var noget ved hende, hun ville ikke give op så let. Jeg lukkede øjnene og så det får mig, som min far havde lært mig. Stemmen gav genlyd i mit hoved. Hans stemme. ”Se dit offer dø. Forstil dig det. Hvordan dine fjer gennemborer dem. Se det få dig!” lyden af hans stemmen fik mig til at blive varm inden i. Nogen gange drømmer jeg, at min far og jeg sider ved klaveret, det jeg havde i mit gamle hus. Han stryger mig over kinden, mens han spille sangen om nattens ravne. Smuk, men uhyggelig på samme tid. ”Husk Elizabeth det her er din sang. Og den vil hjælpe dig en dag. Husk det!” min sang? Jeg har aldrig forstået hvad han mente, men det med at se dem dø. Det virkede jeg kunne se dem. Se deres linede ansigter. Hører deres sidste dødsskrig før øjnene blev matte. De sidste sløv fjer var blevet helt grå. Perfekte. Helt perfekte til at dræbe med. ”Klig klig!” kvinden stirede bange på mig, måske vidste hun havde der ville ske, eller også gjorder hun ikke. Det var lige meget hun var min nu. De fløj gennem luften som pile. Og det var de også små fine pile der skar gennem luften, og hvad ende det ramte døde. Skrigene fra dem fortærede alt lyden der var. Ansigterne der var midt i et skrig. Hun skreg ikke det mindste da den første ramte hende. Heller ikke da den anden gjorder det. Nej, hun stod der bare. Ikke et tegn på smerte på nogen måde. Nej, hun var lavet af sten. Øjnene blev matte, og den livløse krop faldet til jorden. Ingen tegn på liv. Ingen kun kroppene fra de død sjæle der lå nu. På den mørke asfalt. Der fik et lidt rødligt skær.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...