The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1234Visninger
AA

6. Sne-manden

 

”Hvad fanden er der sket her?” jeg mødte hans blik. Han var endelige vågnet efter det hel. Mit blik famlede rundt over det hele. På alle de døde kroppe der var gennem huldet af fjerne. Nogen var i gang med et skrig da jeg ramte dem. Andre så ud til at have prøvet at hoppe væk da det skete. ”Jeg sagde jo jeg ville ånde det hel.” jeg prøvede at smile, men jeg kunne ikke. Min krop var som bly. Bold og fjer lå rundt om mig i en cirkel, men de havde ingen sølv farve som de andre. Det eneste der holdte mig oppe var, at han ikke havde set mig som en Black Angel. ”Du bløder!”hvisken, det var det det lød som. Selv om jeg vidste, at det var et råb. Lød det som en svag mumlen. Det var svært at se noget. Nej, jeg kunne ikke se alting var sløret. Kender du den føles når nogen holder om dig, men du kan ikke se dem. Lige præsis den føles havde jeg der. At nogen holdte om mig. At en eller anden beskyttede mig mens jeg var svag. Ingen havde nogen siden gjort få mig. Men hvem var det. Jeg prøvede at åbne øjnene, få at se hvem det var. Men kun et glimt af et par grønde øjne. Vent grønde øjne! Angsten gnavede i mig. Grønne øjne. Det kunne ikke var godt. Og den klamme føles af at hele min krop var slap, og at den bare hang. ”Shhhh... Jeg er her.” hviskede en stemme. Blød og sød på en gang. Men hvem var det der var der? Det lød ikke som Edwin, på ingen måde. Et andet menneske, eller havde det kunne være.

 

Mørket snorede sig om mig, og alt der var bekymringer før, var væk nu. Men noget tændes inde i mig et minde. Et gammelt minde det var engang. Før vampyrer og varulve. Før alt dette begyndte. Min mor stod og stireder ud af vinduet. Hendes blik var fjernt, og man kunne se at hun tænkte på noget vigtigt. Et par små hænder kom frem. Jeg tror det var mine, det virkede det som. Hver ting jeg rørte ved kunne jeg mærke på en måde. En lille mørk hårtot legede gennem hendes hænder. Hun virkede rastløs. ”Mora!” var der en lille svag stemmer der sagde. Endelig falde blikket på mig. Et lille smil pressede sig frem på læberne. Ikke fordi hun var glad det kunne man tydeligt se, nok få ikke at skræmme mig. Hun kom hen til mig, og hedes varme hænder løftede mig op i hende favn. Jeg stirede ud af det samme vindu som hun havde gjort. Vi gjorder det sammen. Uden få stod der en mand. Hans hud var hvid som sneen der faldt rundt om ham. Ned over den ene arm løb der lidt blod. Synet af det fik mig til at lægge mig læger ind i hendes varme favn. Men der var en mand mere. En mand med sort hår stod der ude. Intet våben havde han på sig, men det var noget der gjorder mig bange af lige vel. Hans vinger var sorte. Ikke som de vinger min mor talt om. Nej, sort som klud, eller en ravns vinger. ”Du får hende ikke! Høre du mig? Du får hende aldrig!” råbte manden med ravne vingerne. Vreden kunne høres på lang afstand. Alt var stille længe. Hele verden holdet været og ventede på hvad der nu skulle ske. Sne-manden kikkede på ham, og en lille latter bredte sig over alt. ”Hvem siger jeg vil havde din kone Zino? Nej, det er ikke hende jeg vil havde. Jeg taler om din datter.”

 

Vores blikke mødes, og det brandte i mig. Tårerne trillede ned af mine kinder. Mens jeg hørte min mor hviske. ”Ikke græde søde. Han får dig ikke!” hendes ansigt var helt dækket af mit hår. Grebet stramtes rundt om mit liv. Manden med ravne vingerne stod og kikkede på sne-manden. Stilheden var over alt. Det var ikke til at holde ud. Jeg blinkede et par gange, for at få tårerne væk. Noget gispede, jeg kikkede ud af vinduet. Men jeg mødte kun en mand der stod i vinduet, og betragtede mig med blide øjne. Igen mødte vores blikke. Og jeg stirede ind i et par grønne øjne. ”Hun har dine gule øjne Zino. Og dit sorte hår Yousefine.” hans hånd løb over min kind. ”Du rør ikke mit barn dit monster!” noget trak mig tilbage fra sne-manden. På ingen måde prøvede han at gribe fat i mig. Han stod der bare. Han stod der bare og kikkede på mig. De grønne øjne lyste mere og mere. ”Bevares. Men husk en dag, kan i ikke beskytte hende mere. Og jeg har tid til at vente på det.” hun trak mig tætter til sig. Det gjorder næsten ondt. Sne-manden nikkede med hoved og forsvandt ud i den blå luft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...