The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1267Visninger
AA

2. Rekrut

 

Trafik og atter trafik. Det var umuligt at komme nogen vejen i denne trafik. Alle vejen var der mennesker. Man skulle tror der var vampyrer nok at tag af. Det var bestemt ikke som da jeg var lille, der var der næsten aldrig nogen i hovedkvarteret når jeg var her. Men de sidste på år er der også blevet lavet for mange vampyr jæger en vi havde brug for. Lige siden at den forbandede Rebecca Bang var blevet overhovede for menneske rådet. Jeg har aldrig kunne lide hende, hende der mener at alt overnaturlig bare skulle vær fra jordsneoverflade. På ingen måde er jeg uenig med hende, men hvis de forsvinder gør vi også. De skal bare holdes i skak ikke andet, dem der er problemer med. Siden at hun kom til for tre år siden, har det faldet lidt med vampyr angreb. Jeg kæmpede mig gennem menneske mængden for at komme over til tavlen. Der var nemlig altid en opgave til mig. Ende var det politisk meller to vampyr klaner, eller så var der en lille vampyr der havde været uartig. ”Tihi hvor er du sød.” ikke igen. Alle pigerne der skulle holde styr med opgaver, sad og savlede over en eller anden ny dreng der var kommet. Det mørke hår strittede lidt ud til sider ned, det var hvis noget der var moderne, mange af de nye rekrutter havde den der frisyer når de kom.

 

Et par blå jeans og en hvid T-shirt. Hvor var det dog upraktisk, hvis han fik blod på trøjen ville det aldrig komme af. En ny, ingen tvil om det. En af de blåøjede piger fik øje på mig, hun fik store øjen og kom hurtig tilbag til arbejdet. De andre fulgte hurtigt trop. En efter en. Den unge mand kikkede mærkeligt på dem, han anede uden tvil ingen anelse af hvem jeg var. Der jeg kom der hen skar han en underlig grimasse, nok over lugten. Jeg havde ikke haft tid til at få et bad siden jeg kom hjem, og efter kortid begyndte vampyrblod at lugte være en rådne æg. ”Ad. Hvad er det for en stank?” han holdte sig for næsen. Men det var kun ham der regerede på det. Pigerne sad lig så pænt på deres pladser og åndede deres opgaver. Lidt efter lidt forsvandt folk, det var hvis ikke opgaver der manglede lige nu. Jeg lænede mig over disken.”Godaften Maya. Er der en opgave til mig?” Maya kikkede op, små julelys skinnede i hendes øjen de var der altid nå jeg så på hende. ”Jeg kikker lige efter.” også forsvandt hun ud bag ved. Jeg skavede over den ene skulder. Han var der stadig. Havde han ikke en opgave der skulle laves ligesom alle andre gjorder her omkring. ”Skal du ikke på en opgave?” jeg prøvede at gøre min stemme så kold som den kunne komme, men den kunne ikke mere end jeg plejede at gøre.

 

”Jeg fik af vide jeg skulle var i gruppe med en der kaldes The killer. Men jeg ved ikke hvem det er.” Hans blik kørte en gang rundt i lokalet igen, som om han vidste hvem det var. Hans blik stoppede altid, ved en af de store og stærke mænd der var over ved en af det andre tavler. Et stød i maven kan beskrive den føles jeg havde. Som næsten at smage vampyrblod, klamt og bræk artigt. Nogen at pigerne fnisede lidt. De havde ikke fortalt ham det, at det ikke var nogen stor og stærk mand han skulle rade rundt med, men en kvinde der skulle lære ham tingene. Maya var tilbage, jeg havde ikke en gang hørt at døren var smækket i. Nogen gange skulle man tro at hun var en vampyr hende selv, på en måde var hun også. Hun var en nummer. ti. Et menneske der havde givet sin krop til videnskab, for at hjælpe sti land som nogen kaldte det. Som andre forsøg drak hun ikke blod. Nej, hun drak black angel tåre. Efter jeg havde brugt det en gang, var det blevet det store hit inde for videnskaben. Vampyren der drak det ville line et menneske, og ville ikke havde brug for blod. Men det bedste var at de stadig havde deres kræfter. ”Du skal til en lille by i USA..” hun stirede lidt over på den unge mand er sad og sendte hende søde øjen. ”Sammen med en Edwin Lind.” Sagde hun stille. Han eller Edwin som han hed. Kikkede lige op på mig. Munden blev til en streg, og han blev helt bleg. ”Er du The killer?” stammede han. Jeg rettede mig op og stirede på ham. ”Stå dog ikke bare der, giv dog hånd!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...