The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1232Visninger
AA

9. Levende eller død

 

 

Selv om jeg ikke er den pige der render rundt i kjoler, var den rar at have på den her. Og den var som syet til mig. Men det var jo også en snørekjole. ”Heey...” det kom lidt bag på ham. Han stoppede med at knappe sin skjorte.”Hmmmm...” brummede han tilbage. Men han så ikke på mig, han ville ikke. Bare fordi jeg havde sagt det var pænt af ham at give os mad. Havde var der med ham? Min hænder rystede. De ville ikke holde op før de lå på hans skulder. Selv der hvor jeg havde givet mine parrader op, ville han ikke se på mig. ”Vil du stramme min kjole? Jeg kan ikke selv.” stammede jeg. Ville han ikke nok se på mig? En tung væretrækning udstøtte han, som om alting var lige meget. ”Vend dig om!” det var mere en ådrer til en hund end til et menneske. Men jeg ville ikke skændes igen, det ville jeg ikke selv om det virkede sådan. ”Fum Fum” når stoffet løb hurtigt over huden brandte det næste, og hver gang slog jeg med nakken. Nogen gange kunne jeg høre en lille fnisen fra ham. Da jeg kunne mærke at hans hænder ikke længer var på min ryg, sank jeg sammen ned på gulvet. Noget varmt løb ned under min kjole. Oppe fra min ryg. Det var da altid noget at kjolen var rød, og ikke hvid.

 

Hjælp var der ikke at hente. Edwin stod jo bare og knappede sin skjorte, som der var ingen. Jeg kom på benene uden hans hjælp. Man kunne se at han havde problem med at knappe den, men hvad man giver får man tilbage igen. Det lille rum kvælde mig lidt efter lidt. Jeg kunne ikke ånde på nogen måde, og hvis jeg prøvede kunne jeg lugte, og mærke ham. Kunne de tanker ikke bare forlade mig? Bare få en gangs skyld? Så jeg kunne blive The killer. Så jeg igen kunne være mig. På to skridt var jeg henne ved døren. Jeg skottede over den ene skulder få at se om han så på mig. Nej, hans blik var på ikke mig, det eneste jeg kunne se var en lidt bøjet ryg, og det brune hår. Min hånd gled over det klode håndtag. Det var næsten som om det ville havde mig til at åbne den, selv enden jeg åbnede den gav den sig. Kulden fra gangen kom mig i møde, og et dybt suk brødstilheden. Døren smækkede i bag ved mig, og det var nemmer at ånde igen. Jeg kikkede ned af gangen. Der var to veje at gå. Den ene vej kunne jeg høre musik, og den anden kunne jeg høre. Ja, ingenting. Kun stilheden der åd endnu en sjæl. Jo tætter jeg kom på musikken jo bedre kunne jeg høre latterne, fra alle de fortabte sjæle der troede at livet var noget vær.

 

Det var et kønt syn. Kvinder der legede med sit hår, og flirtede med mændne der prøvede at virke maskuline. Men selv en 3-åring pige kunne gøre det bedrer. Det var en kæmpe balsal. På den ene side var der kæmpe store vinduer der lod månelyset skinde ind. På gulvet dansede forivrede mennesker rundt omkring, som om der var noget at være glad få. Mine sår var ligeså stille så ved forsvinde. Mine Half-Blood kræfter var hvis ved at blive syet sammen igen. Smerten fra mine sår var ligeså stille ved at holde op. Det virkede næsten som om der ikke var sket noget. Men kun jeg og de død vampires, der nu var ved at blive ædt af ravnene. Ned i den anden ende af salen var der en trone. Man skulle næsten tro det var et slot, hvor der havde levet en prinsesse engang eller en greve. Bare med den tanke kunne jeg lige se det få mig, at der var en ulykkelige kærlighed i det her sted. At et menneske havde tage sit liv få en sjælepanter, som man ikke kunne få. To elskende der var blevet til en i et mørkt rum, hvor ingen kunne høre deres lyst til hinanden, eller deres tanke om at gøre det igen.

 

Jeg rystede tanken væk, og prøvede at koncentrere mig om tronen. Men det eneste jeg kunne se, var Davy der sad og kikkede søvnmodig, ud over mængden af mennesker der dansede rundt. Der var en bag ved ham. Et menneske jeg havde set før. Jeg gik lidt længer ned at trappen der, så jeg lidt bedre kunne se hvem det var. Hun havde langt lyst hår. Og en grøn kjole på med en masse blonder på. Man kunne ikke se hendes føder på ingen måde. Men jeg kunne se de hvide tænder der lyste som perle. Vores øjne mødte hinanden. Og frygten flød ud af hvert eneste lille blik hun gave mig. Davy følte hendes blik, til han også kunne se mig. Jeg kunne mærke varmen fylde mine kinder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...