The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1227Visninger
AA

3. Grønne øjen

 

”Hvor kommer du fra?” spurgte han. Nummer tyv bare inde for det her minut, denne Edwin var ved at gå mig på naverne. Han talt for meget, og gjorder for lidt. ”Jeg tror det var England.” sagde jeg. Hvad var det der var så sjovt, med at se hvor hurtigt jeg kunne komme til at hade en person. Jeg stirede ud af vinduet. Her oppe fra linede alting så småt, de små huse der lå der ned line dukkehuse, menneske gik og gik, så det linede at det var en myreratuge. ”Ved du ikke hvor du kommer fra?” munde stod på hvidegab. Var der nu noget galt med den måde jeg levede på, eller var det bare ham der talt for meget. ”Selv inde jeg kom med i VH, trænede jeg meget. Men der var det bare for sjov, så jeg rejste meget rundt. Hvor end jeg kom var der et hjem til mig, så man kan sige jeg har et hjem over alt i verden.” han lagde hoved lidt på skrå, som en lille fugl der sad og kikkede på en. Efter det spurgte han ikke til mere i noget tid, ende forstod han det på sin egen dumme måde, eller så viste han bare ikke havde han skulle sig. Mørket tog i mod mig med åbne arme, og drømmeland lod mig komme i mød. Drømmen var ikke som de plejede at være. Stilheden var inde i min drøm, sammen med alt mørket. En lille latter fyldte det lille rum. Der var så mørkt jeg kunne ikke se en hånd for mig. Latteren blev højer, den var overalt. I hvert hjørne havde den været og ødelagt det. Et lille lys blev tændt.

 

Det skar i øjnene. Jeg prøvede at dække for øjnene for at se lidt. Et menneske! Der var nogen. Jeg gik lidt tætter på. Det var en kvinde. Sort langt har hang over den ene skulder, det linede hun var klar til at blive bidt af noget, eller nogen. Latterne var holdt op. Nu var det kun mine fodtrin der kunne høres. Noget holdte om mig. Men der var ingen, kun kvinden. Vent! Hun var væk. Noget vådt strejfede min hals. Næsten som om der var nogen der kysede mig... Jeg skrig. Nogen havde bidt mig. Jeg skottede over skulderne. Et par kridhvide tænder havde borede sig ned i min skulder. Person slap mig. Jeg dumpede ned på jorden. Blodet strømmede ud, selv om jeg prøvede kunne min hånd ikke stoppe det. Noget trak mig op. Et par smukke grønne øjnene lyste op. Det kyssede mig, det ville havde jeg skulle drikke noget af dens blod. Men det skulle bliver over min grav. Jeg sparkede så hårdt. Men det virkede som om det bare pralede af på den. Vampyren slog en lille latter ud, nu var det tydeligt at høre det var en mand. Han trak mig tætter ind til sig. Vores læber skiltes, og jeg kunne ånde ud igen. ”Snart vil du være min!” hviskede han ind i mit ene øre. Mørket forsvandt lidt efter lidt. Men den klamme føles var der stadig. Smerten der havde været der. Frygten sad inde i mit bryste, og måske ville det være der ret længe.

 

Edwin kikkede skræmt på mig. Havde jeg sagt noget dumt mens jeg sov. ”Ond drøm?” sagde han stille. Nu var jeg sikker jeg havde nok jamret i søvne igen. ”Hmmm.” jeg trak lidt på skulderen. Ja det var en dårlig drøm det skulle han jo ikke vide. ”Vi er der snart. Måske skal vi tage nogen faldskærme på?” han kastede med hoved i retning af dem. Jeg nikkede, og gik i samme retning. Men den klamme føles af nogen der havde kysset mig var stadig på min læber. ”Jeg kommer lige om lidt.” der var så koldt der inde. Men det var bedre end der inde. Vandet rullede ud af den kalkede vandhane. Mine hænder var lige ved at blive til to ispinde. Selv om det var så koldt to jeg noget af det i hoved. Kulden hjalp lidt på det hele, det fik mig til at vogne helt op. Men følelsen at noget havde rørt ved mig var der stadig. Hvad var det der var i spejlet. Jeg knep øjnene sammen for at se bedre. Et par grønne øjne.... Jeg gik ud af rummet så hurtigt jeg kunne. Ingen panik! Du så bare et par øjne, de samme der bed dig. ”Er der noget galt?” Edwin havde vidst set mig da jeg kom ud. Mine knæ rystede under mig, og jeg gispede næsten. Jeg prøvede at rette mig op, men jeg bøgede mig ned igen. Lugten ruskede i mit hår. Næsten som et bundløst hold, bare man var sikker på at man ramte jorden her. Alting var blevet fanget af vinde. Jeg hoppede ud i intetheden, ud i det ukendte. Og håbede at jeg trak i snoren før det var forsendt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...