The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1259Visninger
AA

13. Flygt for dit liv!

 

Hvorfor Davy regerede som han gjorder, ved jeg ikke, jeg ved kun at jeg gjorder det rigtige. Og ingen skulle komme og sige det var forkert. På to skridt var Davy over ved os. Vores læber blev revet fra hinanden, men smagen af ham og mit eget blod, fyldte stadig være eneste hjørne af min mund. Edwin blev kylet over i vægen over ved vinduet. En skyg af murstenstøv bredte sig i rummet. Jeg klemte øjnene sammen få ikke at få det i dem. Min arm begyndte at dunk, måske var det fordi Davy stod og var ved at smadre den, ved at se, hvor meget meget han kunne klemme til før den røg af. Jeg prøvede at gøre mig løst af hans greb, men han kikkede bare på mig. Skuffelsen var tydeligt at se in hans øjen, men set jeg bedst kunne se var hadet til Edwin. De to andre mænd der stods i døren tog fat i mine arme, og nikkede til Davy. Jeg sparkede og slog få at kunne komme væk fra dem, men jeg kunne ikke. Davy bøjede sig ned og løftede mit hoved en lille smule op. Vores øjen mødtes. Men det var ikke det samme. Noget inde i mig boblede og brusede, og jeg kunne mærke vreden løbe rundt i mig. Jeg prøvede at komme fri af fra hans greb, men han var meget stærkere end mig. Han satte nogen af mine hårlokker væk fra mit ansigt, og satte dem bage ved mit ene ørerer.

 

”Bare rolig om lidt tid vil du kun være min!” selv om han sagde det sødt, var det som at få en kniv i hjertet. ”Nej, det må du ikke!” hviskede jeg. Et lille smil bredte sig på hans læber. Han satte sine læber på min kind. Det var en klam fornemmelse, at han rørt ved mig. At han havde et begær få mig. Så heller dø, få han skulle ikke havde mig. ”Ingen skal røre dig, og slev ikke ham.” han forsvandt ud af hulet der var. De to mænd gik hen mod hullet så jeg kunne se kampen, eller få dem var det at se den jeg elskede dø. Viden ruskede i deres skjorte. De stod på den samme vej, hvor det hele begyndte. ”Han klare den ikke.” sagde den ene af dem. Det fik det hele til at kåge over. Mine hænder rystede, og blodet begyndte at løbe ned af min ryg. Hurtigt slap de mig, og gik et par skridt tilbage. Denne gange gik der ikke lang tid før mine sorte vinger var ude. I et langt hug kom de ud af mig. Smerte var udholdlig, men på en måde var det også befriende. Med begge mine hænder gennemborede jeg dem. De faldet sammen med på gulvet. Og jeg holdte i mine sølvhænder to stadig bankenden hjerter, et til være hånd. Blodet på mine hænder fik dem til at glide ud af mine hænder. Jeg stirede ned på dem. Edwin havde et langt kødsår over brystet, mens Davy så ud som om der ikke var sket noget som helst.

 

Tårerene gled ned af mine kinder. En efter en ramte de døde hjerter. Han lovede mig han ville gå. Han lovede mig det. Davy var strækker end ham, hvad forstod han ikke ved det. Ved det der kunne han... Dø..Edwin prøvede igen at angribe ham, men det mislykkede igen og igen. Davy holdte ham til sidste rundt om hans hals, med sine ene hånd holdte han ham op over jorden, mens den anden gjorder kalder til at gennemborer ham. ”Neej!” skreg jeg. Mine vinger slog er par slag med mine vinger. De kikkede på mig. Edwin så mere forundrede ud en bange ud nu. Han viste jo ikke jeg var en Half-Blood baby. At jeg var halv menneske, og halv Black Angel. Davy der i mod så næsten glad ud, over at se mine vinger. Jeg greb fat i Edwin, og trak ham ind til mig. Men jeg kunne ikke nå at komme op i luften igen, så der var kun en mulighed. Jeg var nød til at styrte ned, men få ikke at skal Edwin var jeg nød til at tage faldt, selv om vi var hundred meter over jorden, hvis det var det jeg skulle gøre gjorder jeg det. Jeg stirede ned på Edwin. Hans øjne lyste, han nikkede til mig. Han vidste godt hvad jeg ville gøre. ”Jeg skal nok passe på dig.” hviskede jeg ned i det nøddebrune hår. Vinden ruskede rundt om mig, jeg folde mine vinger, så det linede en sommerfuglepuppe. Edwin lage sig tætter ind til mig. Vi lå bryst mod bryst, og bare ventede på at vi ramte jorden. ”Sum!” da jeg ramte, var farte ikke taget af. Nej, jeg løb hen over jorden som en smut sten over vandet. End til der ikke var mere vej. Mine vinger åbnende sig, mine kræfter var ved at forsvinde lige så stille. Jeg lagde min hånd på Edwins hoved, og stirede ham lige ind i øjnene, mens mine øjen lige så stille faldt sammen. ”Løb! Du lovede mig det.” hviskede jeg. Noget vådt faldt ned på mit ansigt. Ind til jeg blev op slugt af mørke. Men jeg havde gjort det. Jeg havde redet ham. Det var en god dag at dø på.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...