The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1229Visninger
AA

7. Davy Winther

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg lå der. En evighed føltes det som om for mig. Mit hoved dunkede, og min ryg brandte. Hverken side eller ligge kunne jeg uden det gjorder mere ondt. Til sidste valgte jeg bare at blive liggende. Mit blik fangede Edwin. Eller det der linede ham. Det brune hår lå over det meste af ansigtet, så man ikke kunne se øjnene. Sov han? Uden tvil, hans snorken kunne vække en dør. Selv om det var svært, fik jeg dynen af og kom på bene. Jeg tumlede over til Edwin der lå og sove på bordet. Han rørte ikke det mindste på sig, kun nå han trak været. Eller linede han en der var dø. Et lig næsten. Alt var hvidt på ham. At der linede menneskelig, var hvidt eller fedtet. Han linede i vampyr, eller var han det. På den ene side. Den anden. Jeg ved ikke om det var bindemærker, eller bare nogen fjer der havde ramt ham. Mine ben var ved at knække sammen under mig. To arme greb fat om mig. Rundt om mit liv. Det var mærkelig på en måde, men også rat dejligt at jeg ikke faldet ned på det hårde gulv. Jeg lagde hoved tilbage og kikkede op i et par grønne øjne. En kniv i maven. Ja, det er det der kan beskrive det. Som at blive gennemboret af en kniv. Smerten var der, men kniven var der ikke. Menneske trak mig op, så jeg kunne se det. Men jeg ville ikke. Ikke det mindste. Nej, ikke inde i det grønne øjne jeg ville ikke. ”Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget. Vær sød at åbne øjnene, vil du ikke nok?” hviskede stemmen inde i mit ører.

 

Han lød ikke farlig, i hans stemmer var der en smule sorg. Nej, der var meget. Det var kun sorg i hans stemme. Var han virkelig ked af at jeg ikke åbnede mine øjne? Eller var det bare en løjen. Men jeg åbnede dem alligevel, bare få at se hvem det var. Ikke? Benene rystede under mig. Ikke fordi jeg så ham. Det skete altid når jeg har været i den fase. Men aldrig så slem. Gad vide hvor meget blod jeg havde spildt? Hele tiden sad han og kikkede på mig. Han var ikke så hvid som jeg huskede. Han havde en normal farve i hoved. Nogen sort hår klæbede sig fast til hans pande. Det linede han havde været uden og løbe, eller jage. Smuk. Ja, det var han ingen tvil om det. Men der var noget ved ham der bare gjorder mig utilpas. Den måden han så på mig. Den måde han kikkede på mig, som om jeg var en præmie af en eller anden art. Og måske var det, det jeg var få ham. ”Hvor længe har jeg sovet?” hviskede jeg. Første hørte han mig ikke. Han var fanget i en dagdrøm, som han ikke ville ud af. Hvad det var eller, hvem det var han drømte om. ”Ja, øm... Du har ligget her i et par dage. Og de ven..” han skævede over til Edwin, der lå i dvale over ved bordet. ”Har været her ind siden vi fandt jer. Han vil ikke lade mig, eller andre komme inde, uden han var vågen.” et lille grin gled over hans ansigt. Ville han ikke have nogen kom her inde? Beskyttede Edwin sig om mig? Edwin, den nye dreng bekymrede sig om mig. Det her kunne ikke være andet en den drøm.

 

”Hvad heder du?” igen var der den bløde stemme. Klam og sukkersød. Nej, det var ikke til at holde ud. ”Vil det ikke være bedrer, at du siger, hvem du er?” jeg prøvede at lyde hård og kold. Men det virkede ikke som om det virkede, på nogen måde. Han slog en lille latter ud. Hverken af hån eller, bare fordi det var sjovt. Glæde. Ja, det var det, det lød som om, hvorfor ved jeg stadig ikke. De grønne øjne begyndte at få et skær i dem. Det var som at kikke inde i Edwins øjne. Bare der var det, at i disse øjne kunne jeg se ind i, uden at føle mig ussel og lille. Ved at se i disse følget jeg mig glad, og varm inde i. ”Ja, undskyld. Mit navn Davy Winther. Og nu kan du sige hvem du er.” Davy Winther. Der var noget med det efternavn, der minde mig og noget jeg havde hørt. Men jeg kunne ikke sætte ord på det. Som om jeg havde kørt det i en samtal jeg havde overhørt. En af mine forældres lange samtaler. ”Mit navn....” jeg tog en dyb indånding. ”Mit navn er Elizabeth Ravn.” jeg tror at jeg selv smilede der. Ikke et stort smil var det ikke, bare et lille et. Bare en lille smule glæde, hvorfor ved jeg ikke. Måske af glæde over at han spurgt, eller over at Edwin var vågnet op. Nok over at han spurgte, selv om jeg vidste han var en vampyr, var der noget ved ham der gjorder mig glad inden i. ”Sigge et smukt navn. Til en smuk kvinde.” jeg rødmede en lille smule. Og jeg skammer mig stadig over det. ”Få dine fingrer væk fra hende!” pludselig lå Davy ned på gulved. Og Edwin stod og så troende ud. ”Edwin slap af!” skreg jeg. Og han stod bum stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...