The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1237Visninger
AA

4. Black Angel

 

Black Night. Et passende navn få en by der var vampyrer i. Efter hele mit liv, har vampyrer altid boet i byer, hvor det hed et eller andet mærkeliget. En lille søvnig by. Ingen tvil om det. Selv fuglene var fløjet der fra. Der var nu ingen tegn på liv, kun lidt sand der villede op rundt om os. Husene lå stille hen, men det line der var mennesker her, eller havde været her. Nogen måtte der jo havde været. En svag lille latter kom bag ved os. Edwin som ikke vidste noget om dette her, kikkede bage ud. Men en vær der vidste at en vampyr kun gjorde det for at aflede deres bytte, så de kunne tage en forfra. Ja, lige som jeg regnede med. Edwin stod stadig og kikkede bag ud. Det var næsten pinlig at stå der sammen med ham. En kvinde ung og smuk stirede på os. Hun smilede over til Edwin der stod og måbede. De perlehvide tænder blev synlige. Et par gule lokker blev strøget væk fra det ene ører. ”Du sød!” ordne skar gennem luften. Gud hvor var hun bilig! Edwin kunne da uden tvil se gennem det der. Eller nej det kunne han ikke. Sådan så det ikke du til. Han var smør i hendes hænder. Formen, hver eneste ting bestemte hun nu. ”Bhum!” ikke et skrig kom hun med. Øjnene blev ikke matte, nej. Men vreden var der. Skyggerne var begyndt at røre på sig. Lange mange væsner bevægede sige frem ad træerne, langs de mørke skygger, eller så kom de der bare, ud af ingenting.

 

Glæden kunne mærkes på mig. Den boblede ud af mig, var eneste del af mig var dægget af det. Men frygten kunne lugtes på lang afstand fra Edwin. Af alle de skulle give mig, skulle det også være en tøs i en drenge krop. En stor og muskeløs dreng med dejlige varme øjne. ”Hvorfor smiler du?” hvæsede pigen. Jeg viste helle ikke selv at jeg gjorde det, nogen gange var det der bare og nogen gange var det der ikke. Jeg lade min pistol igen, det skulle nok blive sjovt. Men hvor mange var der? Mit blik løb over mængden af vampyrer. Ti..Nej femten, vent var der en der. Jeg stirede ned på mine partroner. Jeg havde ikke nok. Jeg ladte det af lig vel, måske kunne jeg få brug få den sener. Edwin stod stille, eller næsten. Hans hænder bævede, og frygten lyste ud af ham. Hvis jeg skulle ud her fra var jeg nød til at bruge mine kræfter, men han kunne ikke se det. ”Edwin?!” hviskede jeg. Hans blik faldet på mig, øjnene lyste det gjorder næsten ondt, at se på ham. ”Jeg har en plan.” han så interesseret på mig. ” Men for den skal lykkes, må du gøre som jeg sige!” han nikkede, og øjne lyste meget mere. Denne gang kikkede jeg væk, det var ikke til at holde ud. ”Du skal lukke dine øjne uanset hvad du høre, ellers kan jeg ikke gøre det!” jeg løj. Jeg kunne godt selv om han så eller lod vær. Men det skulle han ikke. De bævede hænder var endelig faldet til ro. Han stirrede på mig. ”Hvad vil du gøre!” det skar gennem brav og ben. Måske var der mere i ham, end det man så. ”Gør nu bare hvad jeg sig!” hvæsede jeg tilbage.

 

Da jeg var sikker på han holdte sit løft, lage jeg hoved tilbage og kikkede på dem alle sammen. Jeg talt nøje efter denne gang, for at være sikker på hvor mange der var. Femogtyve, lige præsis. Let blev det nok ikke, men svært heller ikke helt. Det eneste jeg var bange få, var jeg ikke kom tilbage i den rigtige form igen. Kvinden der havde et hul i brystet, og alle tog et skridt frem med hende. I taget, hvor var de dygtige. Nu var det jeg skulle i gang ellers ville det gå galt! Smerten brandte over alt på mig, noget prøvede at finde en vej ud af min krop, og det fandt den. Blod og fjer sprang ud af min ryg. Det skete ikke med det samme det gjorder det aldrig, nogen gange måske, men aldrig i et langt huk. En mørk fjer dansede ned foran mit ansigt. Små dråber af blod fik den til at få et lidt rødligt skær. Et spor af blod løb ned af begge mine arme, og ramte den gråsorte asfalt. De linede en flok jagthunde den måde de fangede lugten af bold. Hvordan deres tunger dansede over der læber. Hvordan deres blikke blev vilde, næsten som et dyr. Men en af dem så ikke ud til at være fristet på nogen måde. Selv om det lyse hår fik hende til at line en engel, gjorder det mørke huld i brystet det ikke bedre. De perlehvide tænder viste sig igen, og et lille smil bredt sig over hendes mund. ”Tag dem!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...