The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1274Visninger
AA

10. At elske et spøgelse

 

 

Hvorfor de stoppede med at danse ved jeg ikke. Bare at de stoppede. Måske kunne de lugte mit størknende, eller de kunne se at Davy så glad ud. Få dem virkede det som om det var noget der ikke sket så tit. Jeg lod mit blik rade rundt i rummet. Der var så mange ansigter fra de døde her. Mennesker jeg troede jeg havde gjort det af med, men også mennesker jeg havde kendt siden jeg var syv år gammel. Hvordan kunne de være her, var det her en eller anden fest få vampire-fest. En af dem hvæsede af mig, og prøvede at få sine klør i mig. Noget mærkeligt havde lagt sig over det her sted, over det hele, som om der var skygger fra fortiden der var tråd ind i denne verden. En ting der ikke skulle blandes sammen. Davy var kommet op af sin trone og stod og kikkede på mig. Jeg kunne ikke klare det! Alt den opmærksomhed! Nej, jeg kunne ikke nok bare være gået ligeså stille ud af rummet, men det hele var bare for meget lige nu. To verdener der ikke skulle blandes sammen, var lige blevet til en. Mine føder trippede over marmorgulvet, det gav genlyd gennem den mørke gang. Stilheden var ikke brudt i den anden enden. Der var alting ikke rørt ved. Ikke mit hoved eller mit sind, for der inde var alting stadig som det var før. Edwin før. Før denne opgave. Før alting prøvede at finde ud af hvad der var i mit hoved.

 

Der var så mørkt der inde. Jeg fandt min lider frem så jeg kunne se noget, bare en lille smule så jeg kunne finde et sted at dø hen i dette mørke. Alt lå stille hen. Det var et bibliotek. Til højer og venstre var der flere tusinde bøger, ned i enden var der en kamin. Der var bare noget mærkeligt, den var tændt, men hvorfor havde jeg ikke set den lys? Noget strejfede min kind. Hurtigt og varmt, som en hånd. Selv om jeg kunne være mistænksom over det, var jeg ikke. Lige nu ville jeg bare side over ved kaminen. Side og få lidt varme i min krop. Ja, det var det jeg gjorder. Jeg lage mig ned på det hvide isbjørneskind der lå foran den, hvor var det dejligt at ligge på, næsten som en sky. Nogen af flammerne nåede ud til mig, og kærtegnede min kinden. Varmen fra dem, fik mig næsten til at glemme alt. Og jeg mener alt! Tanken om at min mor og far, og hvor de var nu. Tanken om at, alt hvad jeg havde dræbt stod nede i den balsal og dansede. Tanken om at Edwin ikke længer ville se min i øjnene. Det var ikke svært at mærke at tårerne trillede ned af mine kinder, for det havde de gjort længe, men det var første der jeg lage mærke til det. Jeg satte mig op på det lådne tæppe, og lod mine fingere glide over det. Lyden af mine tåre der ramte gulvet, gav genlyd i hele rummet.

 

Jeg tror jeg faldt i søvn der inde, for jeg vågnede ved at nogen rørte ved min kind. Mine øjne var som limet sammen, de var næste umulige at åbne. Efter noget tid gav jeg op med at prøve at åbne dem. Jeg kunne mærke at hånden blev liggende på min kind. Den var lidt ro, og meget stor, det kunne uden tvil ikke var en kvinde. Noget andet lage sig også på min kind, det virkede også som en anden hånd. Selv om jeg prøvede kunne jeg ikke åbne mine øjne, de blev ved med at være sammen. Gud, hvor ville jeg gerne se, hvem det var der sad ved min side. Han lod sin tommelfinger glide over mine læber. Et let og elegant strøg over dem, som og det var en rose han rørte ved. Pludselig kom der et varmt vindstød på mig. Hvor tæt var han på mig? To-tre centimeter, eller en læbes afstand? Kunne jeg ikke bare lade vær med at tænke på den slags, bare få en gangs skyld. Det blev varmer og varmer om min læber, og mine knærer var ved at blive bløde. Måske troede han jeg var sov, eller vidste han at jeg ikke sov. Hænder bævede sig ned af af mit ansigt, end til de var rundt om livet på mig. Han løftede mig op i sit skød. Bare jeg kunne åbne mine øjen, så jeg kunne se hvem det var. Jeg lå i hans arme nu, så længe jeg ikke rødmede ville han nok ikke se jag var oppe. Han holdte mig tætter ind til sig. Varmen røg op gennem mig. Nu var mine læber endelig blevet kysset af en. Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, men jeg kunne mærke efter noget tid, kunne jeg mærke at han var ved at trække sig. Han troede nok jeg sov, fordi jeg ikke havde kysset tilbage. Jeg skubbede mig hurtigt op, det kom vist helt bag på ham. Få han faldt bag om. I det samme røg mine øjne op. Men i starten var alt sløret, men lidt efter lidt kunne jeg se noget. Men der var ingen, der var ingen ved min side. Kun det støvede gamle isbjørneskind. Tårnene løb ned af mine kinder igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...