The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1234Visninger
AA

11. At dræbe, er mit modersmål

 

Da jeg vågnede kunne jeg stadig mærke ham på mine læber. Jeg kunne stadig smage ham. Lugte ham få mig. Holde om ham. Alt det var der få mig, jeg havde aldrig følt sådan, hvorfor havde jeg det sådan nu? Det kunne ikke passe? Jeg var The killer, kærlighed var intet få mig. Ja, det var noget som jeg ikke skulle kende til, noget jeg aldrig skulle føle. Det ville ødelægge mig indefra. Hvorfor havde jeg det som om, der var noget der manglede i mit hjerte. Jeg kikkede rundt i rummet, få jeg lå ikke længer inde i bibliotekets gamle støvede isbjørneskind, men jeg lå heller ikke inde på mig og Edwins værelse. Jeg prøvede at rejse mig op, men sengen var så blød at jeg sag længer og ned i den, at jeg blev opslugt af det bløde monster. I stedenen få det trillede jeg ud af sengen, mine hænder støtte mod det hårdere trægulv, hvis man kom ind skulle man tro jeg var i gang med at lave armbøjninger. Hvor var det dejlig at komme op af seng, så man ikke blev suget ned i en verden, hvor alt var blød og sødt. Bare tanken om det fik mig til at få kvalme. ”Det var på tide du vågnede.” måske var det en lille smule, men det var en refleks. Jeg kunne mærke jeg ramte noget, noget der var hårdt, men nu var blød. Han havde prøvet at undvige, så jeg havde ikke ramt hans hjerte. Kunnes hans skulder havde jeg ramt, ikke særlig godt, men stadig havde jeg ramt ham.

 

Ligeså hurtigt som jeg havde boret min hånd ind i ham trak jeg den ud. Blodet løb ned af armen, og dryppede ned på gulvet. Alting rystede en lille smule da han faldt ned på gulvet. Han stirede lidt bange på mig, det var blevet letter at se han var en new blood. De perlehvide tænder kom til syne, og et lille smil kom frem i den ene mundvige. Latteren brusede ud af ham, han stoppede ikke op, blev bare ved og ved. ”Slam!” hans hoved rykkede sig uvildigt over mod den ene side. Den ene kind var helt rød, og man kunne se fem røde striber på den. Jeg holdte min hånd op ved mit hoved, så det linede jeg skulle slå igen. Tiden gik rundt om os, men der var ingen af os der rørte på os. Vi stod der bare, som da det hele sket. Han flyttede sit blik og stirede mig lige ind i øjnene. Han prøvede at rejse sig op, men jeg sparkede ham lige i maven. ”Krak!” Lidt blod dryppede ned fra træ, før havde det været helt mørkebrunt, og nu var det rød som blod. Mange stykker træ havde gennemboret ham. Han havde en der var gået lige gennem hjertet. En der var gået gennem maven, og en masse små der stak op af armene og benene. Det spiddet hjerte var blevet skubbet op af træ spyddet. ”Bum..Bum.......Bum....” det slog stadig en lille smule.

 

Hans blik var rattet på mig, det var svagt. Og blikket blev ligeså stille ved at blive tomt. Han prøvede at mimen ordne, selv ikke ham selv troede at han. ”The....Killer...” ordne var næsten en hvisken, men de fyldte alligevel hele rummet. Denne gang var det min tur til at smile. Øjnene blev lige så stille grå. Og hjertet holdte ligeså stille op med at slå. Hoved faldt tilbage. Og nu var hans skæbne op til kære Gud, når jeg en dag kom der op, ville jeg nok ende ned i helvede. Eller så ville min Black Angel del rede mig, og få mig til at blive en rigtig en, så jeg kunne leve vider med en som mig selv. Jeg lukkede døren efter mig, og gik tilbage til mig og Edwins værelse, der var ingen hent. Om noget tid ville de finde ud af det hele, gad vide om de ville dræbe os så. Måske skulle mig od Edwin tage vores ting, og komme hjem til VH så vi kunne si havde der var der, men hvad ville Rebecca Bang så gør? Dræbe dem alle sammen nok. Jeg bankede på døren i til værelset, hvor mig og Edwin sov. Noget rumsteder der inde. Der var flere stemmer der inde. Det lød som om de gemte noget. Jeg bankede på igen, få at se om der var nogen der ville lukke op. Igen var der den lyd. Som og nogen var ved at blive kvalt. Tanken slog ned i mig som et lyn. Der var nogen der inde sammen med Edwin. De ville gøre ham ondt! Jeg prøvede at tage i håndtaget, men det gav sig ikke en tomme. Gamle lort! Jeg gik lidt tilbage og lukkede øjnene, måske ville det hjælpe hvis jeg så døre blive sprængt op? Knuse i tusinde stykke, og ramme det er var der inde. Men hvad hvis det bare var Edwin der var der inde, jeg ville ikke skade ham. I fuld fart løb jeg hen mod døren med skulderne første. ”Krak!” døren røg op og ramte vægen. Måske havde jeg gjort det lidt får hårdt, for da døren ramte vægen faldt den sammen. Blodet dryppede fra deres tænder. De sad i en cirkel rundt om ham. Hans blik var stadig en lille smule menneskeligt. Der var bare noget ved dem, de lyste næsten. Vreden sprang ud af mig. Nu var det nok! Jeg løftede mine hænder op i luften. De blev varmer og varmer. Til sidste stod jeg med et par sølv glinsende arme, og kikkede på dem. Jeg talte dem en efter en, de var fire. ”Når... Hvem vil være den først?” et lille smil bredte sig på min læbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...