The vampire hunter

Elizabeth var syv da hun blev taget fra sin familie, og opdraget af sin tante. Hele sit liv har hun kæmpet mod det overnarturlige. Hun har altid arbejte for sig selv, ikke som de andre vampyr jæger. En dag får hun en opgave, om at nogen mennesker er forsvundet rundt om en lille by i USA.

4Likes
1Kommentarer
1227Visninger
AA

1. The killer

 

”Ryan er du der?” jeg bankede på engang til, men der var ingen der svarede. Kloger var han nok ikke blevet.”Ryan åben den dør eller jeg skyder dig!” han vidste godt jeg ikke bluffede med det. Pistolen skinde i strålerne fra månes lys. Noget romsteder bag ved døren, ikke et menneske eller vampyr. Måske en varulv, de kunne være de mest irriterende væsner at komme af med. Kræfter. Ja det var noget man skulle bruge her, mere end noget andet der.”Hvad vil du Elizabeth?” var der en der hvæsede, og den lød ikke til at være svag. Det så vist ud der skulle flyde noget blod nu. Et lille smil krøb frem på min læber.”Nå da da.. Man lyder ikke tørstig mere var?” jeg lo. Nu skulle det ske. Jeg havde ham hvor jeg ville havde ham. Ingen vej at flygte. Nu var han min. ”Bhum!” måske lammede det mere en noget andet når man bare brugte patroner, men jeg skulle ikke spille mine sølv kugler på den dør. Blodet dryppede fra den ene mundvige på ham. Hendes øjne var helt grå. Død. Han havde kun gjort det får at få mad, det var altid noget. Han børstede det værste støv af bukserne.”Har du hør om at banke på?” sagde han i et overlegent tone fald. Nu skulle han passe på, lige nu havde jeg alt min rettighed til at dræbe ham der nu og her, uden at vampyr rådet kunne gøre noget ved det.”Lad mig gætte. En otte åring pige bad dig om at bide hende, eller hvad?” et lille smil brød fra på hans ansigt. Gad vide havde rådet ville sige, hvis jeg gav ham til dem i live. Men så ville det ikke havde været når så sjovt.

 

Selv om min hånd var stille, så det ud til at min hånd rystede lidt. Den var ladt med sølv kugler, men nu var spørgsmålet om jeg skulle dræbe ham, eller bare bedøve ham? Måske skulle jeg give ham noget at tykke på. En mulighed får at at leve virrer.”Når er det tid til det nu? Det undre mig også hvornår du ville bruge den. Der er en grund til vi kalder dig The killer ikke.” smilet bredt sig, og blev til en latter. Alt var så stille, kun lyden af sne der falde ned fra taget en gang imellem brød stilheden. ” Ryan Bach. Jeg dømmer dig for mordet på Wen Black. Og i min pligt som vampyr jæger fra menneskes råd, har jeg i alt min pligt log til at dræbe dig!” det lød næsten som noget i tv når jeg sad og så det. Men mit liv var vel også en film på en måde. Latteren brød ud igen. Mægtig og høj fyldte den hele rummet.”Lad os se om du kan..” var der en der hviskede bag ved mig. Hans åndedræt var tungt, men han var sulten. Han ville havde blod. Jeg tog fat i hans hoved at hev ham ned i jorden. Det kom vidst bag på ham, men som han selv sagde.”Der er en grund til vi kalder dig The killer.” den titel havde jeg kæmpet for i mange år nu, så skulle den vel også holdes ved lige ikke? Han lå helt stille. Ikke det mindste bevægede han sig. Ikke før jeg sparkede lidt til ham. Han krympede lidt sammen, det linede han skreg næsten. Jeg blev ved med at sparke, til sidste kom der en lyd fra ham, ikke fra munden. Men fra der jeg havde sparket. De var nok knækkede, det skete en gang imellem når jeg sparkede dem der en gang imellem. Øjnene lyste af smerte, de var næsten kun en streg. Nogen gange glemmer jeg at de godt kunne føle smerte.

 

Så sparker jeg jo bare lidt hårer end jeg plejer. End hvis det var en varulv, eller en black angel som mig selv. Selv om har arbejdet inde for det her i over femten år snart, er der nogen ting man glemmer en gang imellem. Frygten lyste i hans øjen. Døden var foran ham nu, og den ville havde sig gæld udbetalt for de år han havde fået som vampyr. Et lille smil træk i min mundvige.”Bye bye.” frygten trådte til. Var det en tårer?”Bhum!!” boldet sprøjtede op, det ramte mig hist og pist men det var ikke så slemt som det nogen gange var. I brystet var der et stor hold, der hvor hjertet skulle side, eller rasterne af det sådan et væsen kunne havde. Øjnene lyste i et lille stykke tid efter jeg havde skudt. Men der gik ikke så længe før de holdte op med det. Mine fodtrin gav genlyd i hele hytten. For nu var jeg også den sidste der var her, der altså var i live.”Ravn er du der?” det var ikke en lyd mere en knasen. Som om en havde fået et tørklæde over munden og prøvede at tale.”Ja?” der gik lidt tid før der var nogen der svarede.”Er opgaven ud ført?” et lille smil kom frem i den ene mundvig.”Hvad tror du selv?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...