Cannonball {1D}

18-årige Madison Olson er pigen uden frygt, eller næsten da. Hun har aldrig givet udtryk for frygt på nogen måde, og har altid stået frem med sin mening og er sådan set ligeglade med hvad andre tænker, men inderst inde frygter hun faktisk en del. Hun er blevet knust mange gange og det har bare lært hende aldrig at stole på nogen og aldrig at elske nogen. Hendes bedsteveninde er kærester med selveste Harry Styles fra One Direction. Hendes bedsteveninde, Angela , har altid gerne ville have Madison til at møde Harry og de andre fra One Direction. Da hun endelig møder dem, ender hun måske med at blive forelsket? Og hvordan går det når man har lært altid et lyve, aldrig elske nogen, og at man faktisk er forelsket i ens bedstevenindes kæreste, og følelserne er gengældt?

7Likes
7Kommentarer
669Visninger
AA

3. I need somebody to love.

Angela blev bare ved! 'Du skal møde dem, de er så søde og du ville elske dem'. Nej det ville jeg ikke, jeg havde ikke snakket med nye mennesker, stolet på nogen, eller elsket nogen siden jeg var 16 hvor alle svigtede mig. Angela var faktisk den eneste der ikke have svigtet mig. 

"Maddie kom nu!" Blev hun ved med at tikke, hun så også op mig med sine store bedende øjne som næsten ingen kunne stå for, udover mig HA!

"Hvorfor er det jeg skal møde dem?" Sagde jeg og koncentrerede mig bare om fjernsynet selvom jeg ikke havde nogen anelse om hvad det var vi så. 

"Fordi du ville kunne lide dem!" Blev hun ved, kunne hun ikke forstå det? Okay måske var jeg selv uden om det denne her gang for jeg havde ligesom selv spurgt.

"Nej jeg ville ej, okay?" Sagde jeg og slukkede så for tv'et og vendte mig i mod hende.

"Kooom nuuuu, bare en gang! " Hun så bedende på mig og hun var min bedsteveninde så jeg kunne ikke sige nej.

"FINT!" Sagde jeg og sukkede fordi hun faktisk lige havde fået mig overtalt.   

***

Selvom jeg ikke havde lyst til at møde nogen af dem og selvom jeg aldrig ville kunne lide dem, stole på dem eller elske nogen af dem, stod jeg alligevel med at smil ude foran... Var det Harry's hus? Det kunne jeg altså ikke huske.  Altså de kunne jo godt få en god opfattelse af mig selvom jeg forhåbentlig kun skulle møde dem en gang, og ikke mere end det. 

"Okay er du klar?" Sagde Angela spændt da hun bankede på døren, hvor efter hun vendte sig i mod mig med et stort smil og lysende øjne.

"Jeg har vel ikke et valg," Sagde jeg lavt og sukkede bare kort, hvor efter jeg så bare satte smilet på igen.  10 sekunder efter blev døren åbnet og det første der mødte mig var krøltop som vist nok var Angelas kæreste, Harry.

"Angeeelllll!" Sagde han og lagde armene om hende i et kram. VENT! Angel? Det er kun mig der kalder hende for Angel! Grrrrr, var han ude på at skubbe den eneste jeg stolede på væk fra mig?

"Hazzaa!" Sagde hun, og jeg kunne sagtens hører at hun lød megaa glad også da hun trak sig ud af krammet. Men Hazza, AHHAHAHA hvad skete der for det kælenavn?

"Det her er Madison!" Sagde hun og trak mig frem så vi nok stod en halv meter fra hinanden, men det var nok til at se lige direkte op i hans grønne øjne.

"Hej Madison," Sage han og rakte hånden frem for at sige goddag.  Jeg tog i mod hans hånd og smilte bare venligt hvorefter jeg nikkede, også bar for at være venlig.

"Og du må være Harry?" Sagde jeg med et smil og et hævet øjenbryn. Eller han var jo Harry! Hvorfor reagerede Angela ellers sådan? Og desuden brugte hun også timer på at forklarer om hans bløde hår, grønne øjne og ikke mindst hans mave, altså nu havde jeg ikke set hans mave...

"Ja det er mig," Sagde han med et smil og nikkede så og flyttede sig fra døren som et tegn til at vi skulle komme ind.

Der gik ikke længe for at jeg sad ned i en sofa i mellem Angela og en dreng med lyst hår jeg endnu ikke kunne huske hvad hed, Miall, Kiall, NIALL! Han hed Niall, det lød også langt mere rigtig end Kiall eller Miall. Jeg sagde ikke noget da jeg ikke ville få dem til at tro at vi kunne blive venner eller sådan noget, for det kunne vi bestemt ikke! Jeg stolede ikke på nogen og bestemt ikke drenge og så en da ikke når de var fra boybands der sikkert bare ventede på at knuse mit hjerte. 

"Nå Madison, fortæl lidt om dig selv," Sagde Harry pludseligt og alle vendte blikket i mod mig som om de slet ikke havde set mig, typisk.

"Jeg fortrækker at blive kalt Maddie, jeg er 18 år, jeg har til tider en irriterende bedsteveninde..-" "HEY!" Afbrød Angela mig, altså hun var da mega irriterende når hun sådan tvang mig med? Men jeg kunne alligevel hører at de andre grinte af det, underligt nok. "- Nå er der mere i ville vide?" Sagde jeg med et hævet øjenbryn og kiggede lidt rundt på dem alle sammen. 

Jeg ville have fortalt dem om den lille ting at jeg ikke havde lyst til at være venner med dem eller have andre former for kontakt med dem, men selvom jeg var flabet ind i mellem var det nok ikke et sååå godt første hånds indtryk. 

"Men hvorfor er du så med her i dag?" Sagde Harry og han fik det faktisk til at lyde som om at han ville af med mig, og jeg kunne også godt se på ham at det ikke var ment på den måde, MEN nu havde han sagt det og så kunne han lige så godt få noget spydigt lige tilbage i ansigtet.

"Ja, det er jo ikke fordi jeg er her af egen fri vilje. Jeg blev faktisk tvunget til det, " Sagde jeg og var ret tilfreds med det jeg lige havde sagt, selvom et lød meget bedre inde i mit hoved. Jeg kunne se at Angela så på mig med et irriteret blik der sagde at jeg ikke skulle have sagt det og de kiggede også alle sammen undrende på mig, som om de var de bedste i verden som alle ville møde, tsk arrogante nar røve!

"Ja, det var hyggeligt at møde jer farvel!" Sagde jeg bare hurtigt og rejste mig op, godt nok havde Angela kørt os herover men jeg skulle bare væk om så jeg skulle gå.

Jeg gik med faste skridt ud i gangen og kunne mærke alle deres blikke på mig, inklusiv Angela. Jeg tog bare hurtigt mine sko på og tog min jakke i hånden hvor efter jeg skyndte mig ud og smækkede døren. 

Jeg begyndte at gå og jeg kunne mærke at det begyndte at regne, præcis som den dag for to år siden. Jeg var egentlig ikke trist overhovedet men det blev jeg da jeg tænkte på det der skete dengang, på ham, på følelsen. Selvom det regnede kunne jeg mærke at tårene strømmede ned af kinderne på mig, og faktisk gik det op for mig hvor meget jeg savnede end til at holde om mig, fortælle det hele ville blive okay, jeg savnede en at stole på, en at elske.   

 

___________________________________________________________________________

 

Hej Mennesker!

Nu ved jeg jo, der ikke er særlig  mange der læser min movella... Men jeg ville gerne sige tak til jer som nu gør... Uh, og ja dette kapitel er kort, og de næste kapitler bliver hellere ikke sååå lange, men det kommer nok! :D

Og tak til jer som læser den.<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...