Troublemaker - Austin Mahone

Gry er en dansk pige som er flyttet til Usa. Hun starter ny skole, og bliver taget godt imod af alle. Undtagen én. Austin Mahone skolens badboy og populæreste dreng. Han får alle pigerne, udelukkende på grund af hans ry, og udseende, for personligheden er forfærdelig. Første dag i den nye skole, roder hun sig allerede ud i et kortvarigt skænderi med Austin. Hun vil nu prøve at irritere ham så meget, at hans ry ville gå i stykker. I et skoleprojekt bliver de to fjender sat sammen, og helvedet bryder løs. Troede hun. Hvad Gry ikke ved, er at Austin faktisk er begyndt at få et godt øje til 'denne' pige. Imens de arbejder tæt, finder Gry ud af noget specielt omkring Austin.
Et skjult talent.
Hvad er hans skjulte talent?
Hvem mon Austin bliver vild med?
Er det bare en hård facade han har?
Hvad sker der med Gry og Austin?
Hvordan ender det mellem Gry, Austin og Derek?
Og Hvem er Derek?
Læs med!
*Austin er ikke kendt i denne movella til at starte med. Den kan godt overskride nogens grænser*

29Likes
14Kommentarer
2362Visninger
AA

4. You're so-..Wait what?

”Kom nu Austin! Lad os nu bare få det her overstået.”

Dårlig mandag morgen. Ja, jeg var kommet i skole, og jeg havde sådan håbet Austin var syg, men næææ nej. Selvfølgelig var han der i dag.

Vi var nu på biblioteket, helt alene. Det skulle nok gå godt.

Vi skulle have om emnet kærlighed, og det krævede stor overbevisning fra vores lærers side at det nok skulle gå, hvis vi bar tog os sammen, før vi faktisk gik i gang. Og inden i spørger om vi selv har valgt emnet, så vil jeg gøre det tydeligt, at NEJ det har vi ikke!

Vores lærer valgte emnet, da hun synes vi burde blive venner, vi var jo bare kommet forkert ind på hinanden. Ja selvfølgelig. Jeg ville hellere have om død, eller noget andet negativt, og bruge Austin som eksempel, eller forsøgskanin.

Måske lidt overdrevet?

Nej, det synes jeg heller ikke.

”Jeg magter ikke lave noget. Kan du ikke bare lave det hele, det plejer mine partnere alligevel at gøre.”

Hans stemme irriterede mig helt vildt. Jeg vendte mig hurtigt mod ham, for at se ham med fødderne på bordet, mens et skævt og irriteret smil gled over hans ansigt.

”Hvad fanden tror du det er? En gavebod?” Hvæsede jeg af ham.

Han kiggede kort på mig, og sendte mig det blik han plejer. Jeg studerede det grundigt, og inden jeg vidste det, havde han rejst sig og skubbet mig op mod væggen, mens han støttede med den ene hånd på væggen.

”Hør her. Hvem tror du, du er? Du har gået her i hvad, en måned? Du skal ikke tro du kan komme her, og ændre på alt, bare fordi du ikke kan klare hvordan jeg opfører mig. Lev.Med.Det.” Ordene satte sig fast, og den måde han sagde det på, gav mig virkelig kuldegysninger.

Jeg var bange.

Virkelig bange, og jeg havde brug for Derek.

Lige her og nu.

Han var den eneste der kunne få mig til at føle mig tryg.

”Lad os nu bare komme i gang..” fik jeg fremstammet.

Et tilfredst grin undslap Austin, og jeg vidste med det samme, at jeg havde tabt. Jeg blev for svag, når han stod så tæt. Det var helt umuligt at sætte ham på plads, det var det virkelig.

Han rykkede sig fra mig, satte sig så ned igen, og læste videre i den bog, vores lærer havde tvunget ham til at læse i. En kærlighedsbog, som Austin ville kunne fortælle om til fremlæggelsen som noget ekstra. Det ville helt klart hjælpe på vores projekt, synes Mrs. Cox.

Hun troede på det. Men det gjorde jeg ikke, og jeg var helt sikker på Austin heller ikke troede på det. Men han læste dog. Underligt nok ikke?

Jeg sad og begyndte at studere ham, mens han læste.

Hans brune hår sad helt perfekt, og de hassel/brune øjne som var låst fast til bogen, var helt perfekte. Nu når jeg tænker over det, havde jeg slet ikke set ham smile endnu. Ikk én eneste gang, jeg havde kun set hans flabede smil, det han sendte når han vidste han var flabet, eller irriterende. Underligt.

”Tag et billede, det varer længere.” Jeg blev revet ud fra min lille verden, og blev afbrudt af den samme irriterende stemme som jeg havde hørt et par gange nu og en stille latter.

”Læs nu bare videre.” fik jeg mumlet til ham, mens jeg ligeså stille åbnede min bærbar, for at begynde på vores rapport, jeg kunne mærke hans blik hvile på mig, og selvom jeg ikke havde lyst til at kigge på ham, gjorde jeg det. Jeg kiggede ham direkte i øjnene, noget jeg sjældent gjorde, da han gjorde mig nervøs og bange. Men nu føltes det helt anderledes. Hans øjne skjulte noget følsomt, og da han lagde mærke til jeg undrede mig over det, ændrede han hurtigt sit blik, og gav mig så igen det hårde blik som han plejede.

Han kunne knækkes.

Det var helt sikkert! Jeg skulle bare finde ud af hvordan, for det kunne sagtens lykkedes!

4 timer havde vi nu siddet og arbejdet, og om i vil tro det eller ej, så blev der skam arbejdet! Jeg havde aldrig troet Austin ville skrive så meget som han gjorde, og jeg havde overvejet et par gange at spørge hvorfor han overhovedet virkede interesseret i den her projekt uge, for han spurgte faktisk lidt ind til den. Han havde spurgt lidt om hvad vores produkt skulle være, og hvad der kunne score gode karaktere.

Det lyder underligt ikke?

Ja, for det er løgn. Han havde ikke lavet andet end at sidde og læse i den skide bog. Han skrev ikke engang notater. Det havde været fire lange timer, hvor jeg havde arbejdet røven ud af bukserne, og han havde sikkert kun læst den første linje om og om igen, hvis jeg kendte ham godt nok.

For jeg kendte ham godt nok til at vide han ikke ville lave noget. Men hvis han ikke lavede noget, så var han selv uden om konsekvenserne.

Jeg vil ikke have dårlige karakterer på grund af ham, så han skal lave noget, om så jeg skal tage med ham hjem efter skole, binde ham til en stol, og tvinge ham til det.

Hvilket ikke kunne falde mig ind.

Eller kunne det? Da da da daaaaaaaam..

Nej? Okay....

”Hør lige her, jeg gider ikke sidde og arbejde som den eneste, så enten laver du noget oppe i skolen, eller også tager jeg med dig hjem efter skole, og bliver hos dig til du har lavet noget. Du vælger selv.” Kom det fra mig, og jeg blev faktisk helt overrasket over hvor streng jeg lød.

Jeg lød sådan helt mor-agtig.

Hahahahahahahahahaha....

Han kiggede op fra bogen, sendte mig det irriterende, flabede smil, mens hans øjne stadig lyste af vrede, eller irritation. Jeg kunne ikke helt se det, men gud hvor var hans øjne bare flotte. De er så brune, og skinnende og havde han ikke været så pisse dum som han var, så havde jeg helt sikk-..vent blinkede han lige til mig?

Hvad fand-..

”Okay, men jeg skal altså noget kl. 20:00, du kan bare blive indtil da.”

 

 

Jeg er ikke så glad for dette kapitel, men vidste ikke helt hvordan jeg skulle skrive om deres dag?

Smid en kommentar, tryk like og tryk på favoritter! Ville betyde meget <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...