Troublemaker - Austin Mahone

Gry er en dansk pige som er flyttet til Usa. Hun starter ny skole, og bliver taget godt imod af alle. Undtagen én. Austin Mahone skolens badboy og populæreste dreng. Han får alle pigerne, udelukkende på grund af hans ry, og udseende, for personligheden er forfærdelig. Første dag i den nye skole, roder hun sig allerede ud i et kortvarigt skænderi med Austin. Hun vil nu prøve at irritere ham så meget, at hans ry ville gå i stykker. I et skoleprojekt bliver de to fjender sat sammen, og helvedet bryder løs. Troede hun. Hvad Gry ikke ved, er at Austin faktisk er begyndt at få et godt øje til 'denne' pige. Imens de arbejder tæt, finder Gry ud af noget specielt omkring Austin.
Et skjult talent.
Hvad er hans skjulte talent?
Hvem mon Austin bliver vild med?
Er det bare en hård facade han har?
Hvad sker der med Gry og Austin?
Hvordan ender det mellem Gry, Austin og Derek?
Og Hvem er Derek?
Læs med!
*Austin er ikke kendt i denne movella til at starte med. Den kan godt overskride nogens grænser*

29Likes
14Kommentarer
2365Visninger
AA

5. What happened to Austin?

 

Vi havde gået i omkring 10 minutter, og jeg var allerede dødtræt af den stilhed som befandt sig mellem Austin og jeg. Og inden i bliver forvirrede, jeg tog med hjem til ham for at arbejde.

Og KUN for at arbejde.

Jeg havde jo selv bragt emnet på banen, så jeg fik lidt svært ved at afvise ham efter det, da han blev ved med at sende mig de der utrolig flabede og irriterende blikke.

Men så kunne vi idet mindste få lavet noget, eller man kunne håbe han ville præstere bare lidt.

Jeg havde ikke fortalt noget til Derek, han ville gå fuldstændig amok, hvis han fandt ud af at jeg var på vej hjem til Austin nu. Den scene ville jeg meget gerne springe over.

”Bliver du aldrig træt af at tænke?”

Jeg rettede mit blik mod Austin, som sendte mig et underligt, men lidt forførende smil, inden jeg tog mig sammen til at svare.

”Får du aldrig lyst til at prøve det?” røg det ud af mig.

Hans før, forførende smil forsvandt, og på ingen tid rettede han sig op, og sendte det blik han plejede. Han rømmede sig kort, og kiggede så ligefrem.

Så var han tilbage.

Nu når jeg tænker over det, så var han ret forvirrende. Nogen gange virkede han næsten sød på en charmerende måde, og andre gange virkede han bare sur og gnaven.

Der blev stille mellem os igen, og det var faktisk ubehageligt. Han var sjov at diskutere med, men det var ikke det vi skulle.

Vi skulle hjem til ham, arbejde, arbejde, arbejde og lidt mere arbejde. Ikke andet.

”Hvor skal du hen? Jeg bor her.”

Jeg kiggede hen mod Austin igen, eller jeg troede han stod dér, men det var bare en hæk.

Jeg hørte en grine lavt, og vendte mig så om for at sende ham et dræber blik. Hvor skulle jeg vide fra at vi skulle dreje ind dér? Han havde jo ikke sagt noget til mig.

Jeg burde vel have lagt mærke til han drejede?

Nej. Det var ikke mig der skulle lægge mærke til det, det var Austin's skyld.

Han burde have sagt noget.

Nu du ond Gry, giv ham dog en chance.

Hvem dér?

Din samvittighed spade.

Nååår, farvel og tak til dig.

Han låste døren op og gik så ind. Jeg fulgte stille efter ham, og kiggede mig nysgerrigt omkring.

Her var overraskende pænt. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men i forhold til Austins personlighed, så var her utrolig smukt.

”bare stil dine sko dér-” sagde han og pegede hen på en hylde. ”Og hæng bare din jakke dér.” og pegede hen på et skab.

”wow, her er smukt.” Egentlig synes jeg ikke jeg burde have sagt det. Det kunne tolkes på flere måder. Og jeg mente det bestemt ikke ondt, mere overraskende, på en måde.. altså.. ja okay, i har forstået hvad jeg mener.

”Du lyder næsten overrasket? Havde du regnet med jeg havde boet i et hul?” sagde han, og begyndte derefter at grine.

Jeg ignorerede ham bare, og gik over til en væg, hvor der hang et kæmpe billede af en baby.

Jeg kunne genkende de øjne, og den mund.

Lige i det jeg skulle til at vende mig om for at spørge ind til det, stod Austin allerede ved siden af mig, og kiggede op på billedet.

Et selvsikkert smil blev placeret på hans læber, hvorefter han vendte opmærksomheden mod mig.

”Selv som baby var jeg lækker.” sagde han, og blinkede derefter til mig.

”Hvem har sagt noget om at du er lækker nu?” klaaaaaask! Jeg følte lige jeg havde scoret et afgørende mål på straffe, jeg elskede at svare ham igen på den måde. Jeg kiggede ham ind i øjnene, og det kom helt bag på mig, da jeg så noget andet end had i hans øjne.

Han viste intet form for vrede. Jeg havde lige disset ham, hvad bilder han sig ind, at ignorere mig sådan nu?

Han gik hen mod trappen, og gik så op af den. Jeg fulgte efter ham, og studerede hver evig eneste bevægelse han lavede.

Han var smuk.

Og lækker..

Og fræk..

mmmm.

 

Nej okay... stop dig selv!

 

Han er irriterende!

 

”Jeg kan se det på dig Gry.” jeg kiggede op, men han vendte sig ikke om. Han gik bare videre op ad trappen, indtil han drejede ned af en lille gang, og forsigtigt åbnede en dør. Jeg følte mig som en lille hundehvalp, der skulle udforske det hele, og følge efter min ejer. Alt var så nyt, at jeg helt havde glemt det han sagde før.

Hvad mente han med det?

Hvad kunne han se på mig? At jeg var tørstig?

For det var jeg virkelig...

”Hvad mener du?” fik jeg så spurgt om, efter 5 minutters tænketid. Hvis der er noget der hedder det?

Han kiggede hen på mig, og åbnede så munden, sikkert for at svare mig.

”Om hvad?” sagde han venligt. Næsten alt for venligt.

Hvad skete der lige her, hvorfor var han så venlig?

”Det du sagde på vej op ad trappen?” svarede jeg ham nysgerrigt.

Han satte sig på sin seng, og så ikke ud til han ville svare mig lige nu, mit blik gled rundt på hans værelse imens. Et typisk drengeværelse.

Plakater af halv nøgne damer på væggen, lidt fodbold og basket rundt omkring, og ellers bare fladskærm, playstation 3 og en masse spil.

Hold.da.op.

Men her var ryddet. Der lå ikke en eneste ting og flød, alt lå som det skulle.

Det her havde jeg slet ikke regnet med.

Jeg gik over og satte mig på sengen ved siden af ham, og det var først efter jeg havde sat mig, jeg overvejede om det var det rigtige.

Men han gjorde ikke noget, han kiggede bare på mig og smilede.

”Hvad er der med dig?” spurgte jeg ham om.

Det var da underligt, han pludselig var blevet så...sød.

Han vendte sig mod mig, og kiggede overraskende på mig.

”Der er ikke noget, hvorfor?” spurgte han, med et venligt smil klistret fast på læberne.

Jeg kiggede bare åndssvagt på ham.

Hvordan kunne han ikke vide hvad jeg snakkede om? I skolen var vi jo som fjender, også kommer jeg herhjem, også er han så sød, og smilende.

”Hvorfor er du sådan der? Du hader mig! Hvorfor skal du være så glad og smilende? Er det for at irritere mig?” sagde, næsten råbte jeg irriteret til ham.

Hans ansigtsudtryk ændrede sig, til det hadefulde igen.

”Lad os nu bare få lavet videre på projektet.” svarede han koldt. Jeg forstod det ikke, men jeg ville gerne.

Jeg ville gerne spørge mere ind til hans humørskift, men jeg kunne se og hører på ham, at han ikke gad snakke om det.

Og selvom jeg normalt ville have nydt sådan et her øjeblik, og bare sidde og diskutere med Austin, ville jeg faktisk hellere lade være.

Der var noget galt.

Han tog sin computer frem, og begyndte at skrive på den, mens han hev nogen bøger op. Jeg gjorde som ham, og tog også min computer op for at begynde at skrive videre.

Det ville blive en lang dag, hvis vi bare skulle sidde sådan her uden at sige noget, hjemme hos ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...