Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
787Visninger
AA

8. Se mig nu

 

Det var den første aften i lang tid jeg fik noget søvn, men nu heller ikke særlig meget. Marius havde fået feber i løbet af aften, så det meste af natten sad jeg, og prøvede på at hele ham. Solen var lige ved at stå op. Nogen af den stråler kom ind i værelset og lyste det op. ” har du det bedre?” han lå og linet en der lå for døden, jeg kunne ikke forstille mig hvordan vi skulle få ham hjem til Pilgrim. Han kikkede op. Hans blå øjne var næsten helt matte. ” jeg klarer mig, vi er nød til at komme hjem.” hviskede han. Efter Marius var faldet i søvn, for at have kræfter nok til turen gjorder jeg mig klar. Det var lang tid siden jeg havde skiftet mit udseende, så jeg håbede at det ikke gik galt. Jeg tømte mit hoved for alle tanker end til der kun var et sort hul. Det er der det svære kommer, hvis man for en tanke i hoved, eller der er nogen der forstyr kan man ende med at blive til et monster. Mine hænder var ligeså langsom ved at blive tynde og lange, de føltes bløde. Små totter af hår mistede den røde farve, og noget gult begyndte at dryppe ned fra det. Det rykkede i hele kroppen hver eneste lille bitte del af den, var fyldt med smerte. Det føltes som om der var nogen der prikkede en syl gennem mig, og de bare blev ved med det. End til hele min krop var et stort blodbad. Efter smerten var forsvundet, lå jeg på gulvet og krøb mig sammen. Nogen gange er jeg glad for, jeg er den eneste der er tilbage af min slags, så indte menneske skal føle den smerte som jeg gjorder.

 

Jeg prøvede at komme på benene, men hver gang jeg prøvede, falde jeg bare ned på knæren. Så det eneste jeg kunne gøre var at sætte mig over i stolen. Over ved stolen var der et spejle. Mens jeg sad der kunne jeg lig så godt side og kikke på mit nye jeg. Jeg linede en lille prinsesse med det lange lyse hår, og de høje kindben. Selv om folk siger jeg er smuk som jeg er, ville jeg nu ønske jeg linede de andre, så jeg ikke havde det her forbandede lange røde hår. Mine ben var blevet lange og tynde, så jeg var nok blevet lidt højer, nok så jeg kunne se William i øjnene nu. Man skulle tro jeg havde puder på af en art, for jeg var næsten lig så bleg som Marius. Når man kikkede på mig var nok det første man fik øje på, mine røde læber der brød det hvide ansigt, og gav det noget farve. Mary var kommet op med nogen kjoler, så jeg kunne komme til at line en bondepige, og hun gjorde det godt. Jeg fik en grå og kedelig uld kjole på. Under den havde jeg en underkjole. Det er en af grundene til jeg går med skjorte det er kun en du skal have på der, og ikke alt det er andet tøj, som enlig ikke hat nogen betydning. Mary kom op og hentede mig. Jeg kunne nemlig ikke selv gå ned, det er altid svært at lære at gå i en ny krop, når man ikke er vant til det. Hen af vejen lærte jeg at går af mig selv, men Mary var nød til at hjælpe mig af lige vel en lille smule.

 

Det var mig der var den sidste der kom ned i krostuen. Selv Marius var kommet før, men William havde nok også insisteret på, at de skulle gå tidligt det ned. Marius havde fået lidt farve i kinderne, men heller ikke meget. Men midt i mængden var der også en der skilte sig ud, det var ham manden i vesten der stod og snakkede med Jonas. Var det ham der skulle vise os vej over til Pilgrim, det her så ikke lovenden ud. ” det her er Katharina, og husk at kalde hende det, for ellers går det hele af helved til.” det er det jeg kan lide ved Mary, hvis der er noget hun kan gøre for sine venner gør hun det, selv om det ville koste hende livet. ” hvad skal han med?” hviskede jeg ind i Mary¨s ører. Der var nemlig ingen der havde sagt noget til mig, at han skulle med. ” ja. Han er vant til, at komme op på borgen, så vil vagterne ikke stoppe os, når vi er der oppe.” det tog lidt over en dagsrejse at komme over til Pilgrim, men vi havde jo også to kærre med, så det sænkede os en del. Der var jo ingen måde vi kunne ride, så dårlig som ham var ville han bare dø af blodtab. Vi var ikke kommet så langt som vi havde regnet med, så vi var nød til at holde et stop. Stjernerne lyste over den mørke himmel. Der var ikke en sky på himlen den nat. Det var en lang nat. Jeg kunne ikke få lukket et øje, så det meste af aftenen sad jeg og kikkede på stjerner. Hen over himlen strøg et lille lysglimt. Min mor havde fortalt mig om den slags stjerner. Hun sagde at man kunne ønske når man så dem. Jeg tror hun kaldt dem ønskestjerner. Så jeg ønskede, for den skulle ikke gå til spile. Men der var kun en ting jeg ønskede mig. Det var at jeg en dag kunne se mig selv i spejlet, og tænke ” du klarede den”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...