Den sidste Boraparte

Jeg stod og kikkede ud over havet. I det fjerne kunne jeg se en lille prik, som voksede sig større og større. Vinden ruskede i mit hår, og den dejlige duft af havvand fyldte mine lunger. ”Frøken vi nærmer os Pilgrim.” stilheden blev brudt og mit sind gjorde også. Jeg vendte mig om og kikkede på ham, vi vidste begge to at det her var sidste gang vi kom til at se hinanden.

For jer der læser det her. Er jeg ked af hvis der er mange stave fejl, er ikke særlig god til at stave så undskyld på forhånd....

0Likes
0Kommentarer
808Visninger
AA

7. Planen

 

Søvn fik jeg ikke meget af den dag. Væk skulle jeg i hvert fald. Mig og Stump skulle væk. Med det samme. Han skulle nemlig ikke have den nydelse igen. Stump lå og sov da jeg hentede ham, eller det var det jeg troede. ” Stump. Kom så vi skal ud!” Brølede jeg. Men det var ikke ham der lå der. I stedten for min søde Stump. De eneste der var der. Var den kære krofarttrer, lille Marius og William der sad, pussede sit svær. ” Hvor skal de hen frøken?” Den kære krofartteen var den eneste der kikkede op. Marius lå med lukkede øjne, og træk været meget tungt, og William. Ja, William stirede bare ud i luften. Altså han var bare sig selv. ”Hvor er Stump?” jeg ved at panikken kunne høres i min stemme langt ned. Men han var den eneste, jeg ikke havde løjet for. ”Ja, men deres trolovede hentede ham. Han sagde det var deres ønske.”hans stemme rystede. Han trængte godt nok til lidt søvn.”Det kan ikke passe. Jeg har ingen trolovede. Det må betyde...” tiden stod stille lige der. Det kunne han ikke være bekendt. Når jeg fandt ham, vil jeg vride halsen om på ham.”Jeg dræber ham! Når jeg får mine fingre i ham, er han død!” Brølede jeg. Måske var det der jeg skulle tie stille. Men det skulle ud.

 

Alt den vrede som var kommet op i mig. Det var han elskede allermest, at få mig til at blive vred, og bag efter bruge mine svagheder mod mig. Blikkene var faldet på mig. Sådan som de altid er, selv når de prøver i smug.”undskyld frøken.” den lille krofartteer sad næsten med tåre i øjnene. Tænk at et menneske kunne være sådan som ham, hvis bare vi alle var det, ville vi måske se lyser tider for de fire riger.”det er ikke deres skyld. De kunne ikke vide det min gode mand.” hans hår var tykt som en heste manke. At side og trøste en fuldvoksen mand, var ikke det jeg havde regnet med jeg skulle denne dag, men ingenting er nogen gange det man regner med. ”lad nu maskerne falde. Anastasia lad nu vær med at holde den stakels mand for nar.” kunne han ikke bare for engang skyld holde sin mund, det ville måske hjælpe lidt på de mennesker der var omkring ham. Den lille krofartteer kom hurtig på benene, de øjne der før havde været fyldt med tåre, var nu fyldt med foragt.” Åhh. Undskyld have du ikke fortalt ham det?” han skulle bare tørre det smørende grin af ansigt, eller så kunne han regne med at han fik nogen på skrinet. Marius var lig så stille med at vogne op for sin dvale.

 

Hans grønne øjne havde næsten mistet alt sin glans. De havde fået den hvide skjorte af, og fået lagt en fin bandeis på. Ingen tegne på blodforgiftning, det var jo altid noget. Solen havde mistet sin røde glans. Den var blevet til en stor gul plet, hvor alting fik et klart lys. Ude på gangen var der begyndt at være stemmer. Nogen af dem talte om at de havde en skøn aften, andre om hvad de skulle have og spise. ”Skal de ikke ned til deres kunder min gode mand?” og igen lod William som om han var en engel. Han skulle møde min Mester, de havde meget tilfældes når man tænker over det. De bække to elskede at få mig til at blive vred, men der er jo selvfødelig en pris til alt det vi gør. ”nej. Det er min datter der tager om morgene, og nu vil jeg gerne vide hvad det her skal betyde?” mens de to sad og snakkede om hvor dum jeg var, prøvede jeg at få en lille en på øjet, men selv ikke det kunne man få nu om dage.”Anastasia. Vil du sige det, eller skal jeg?” selvfødelig lige der hvor mine øjne for lidt søvne, skal han tale. Han vidste godt, at jeg ikke hørte efter af noget af det de snakkede om. Hvad var der at sige. Jeg var gået på grund af min vrede, og ikke andet. Ingen skulle tale sådan om min familie, det kunne de godt glemme. ”hvad er der at sige? Jeg gik fordi de far opførte sig som en nar, ikke andet.” det var nok ikke lige det smarteste at sige, til en mand der sad og pussede sit svær, men kunne de to ikke bare side og snakke, og bare holde mig uden for. Mit hoved var stadig tungt efter denne nat, og nu var Stump væk. Der lå noget koldt på min skulder. Min krop var svær nok at holde oppe, så det hjalp ikke at mere vægt kom på. Jeg sank lig så stille sammen, på det støvede gulv. Selv den lille krofartteer stod med åben mund, og kikkede.”William hold op.” var der en der hviskede over fra sengen.

 

Hans blik borede sig ned i min ryg, men han havde intet valg, hvis der var en ting han gjorder, var det at adlyde folk. Altså dem han havde respekt for. Hans sår var lig i siden, men han var sluppet bilidt, hvis den bare havde været en lille smule hen mod højer, ville han ikke være her i dag. Det var ret dybt, men det så ikke ud som om der var noget der var slemt skadet.”hvordan ser det ud?” spurgte William der sad nøje, og fulgte hver eneste bevægelse. Han troede nok, at jeg ikke gjorder det godt nok.”det ser fint ud, men han skal holde sig i ro i et par dage, ellers kan det gå galt.” jeg vaskede det værste af blodet af hænderne. Det var et beskyt arbejde, men de kunne jo ikke se forskel på et kødsår og brandmærker. ”så du ved ikke hvad der er sket?” han fulgte mig stadig nøje med blikket.”hvordan skulle jeg det. Du ved jeg rejste så hurtig jeg kunne.” nogen gange tvivler jeg overhovede på om han tænker, men det må han vel.”vores far er død.” hel rummet blev stille. Kun krofartteens gipsen brød stilheden. Hvordan kunne han være død, han var i live da jeg gik. Med mindre at han var der.

 

”hvad er der sket, ved i noget?” tårnene var begyndt at hobe sig op. Jeg havde sagt så mange grimme ting til ham, og nu var han væk. Det var min skyl. Alting fik lig så stille i stykker omkring mig. Alle jeg holdte af forsvandt en efter en. ”vores livlæge siger det var gift..” han holdte en pause. Det virkede som om det plagede ham at sige det næste, og jeg kan også godt forstå det. ”en gift der kun er i besiddelse af en Bornapate . Det gør mig ondt.” han prøvede at sige det så nænsomt som han kunne. Det ved jeg, men det skar alligevel gennem mit hjerte. Mig, mente de det var mig der myrdede ham. Nok kunne jeg blive vred på folk, men at dræbe dem på grund af noget, så dumt som et skænderi. Hvad var det for en gift han talte om, den havde jeg aldrig hørt om. ”mig og Marius tror ikke at du gjorder det, så vi kom for at advare dig.” det forklare stadig ikke hvorfor de kunne finde mig. Af alle steder af de fire riger, tager de lige det her og kikker først. ”men hvordan fandt i mig?” man behøvede ikke at se på mig, man kunne mærke at jeg var ude af mig selv. Hvorfor gjorder han det her mod mig. Alting havde jeg gjort for ham, hver eneste lille ting han ikke havde tid til, eller det var for ulækkert for ham, var det mig der tog tyren ved hornene og klarede det for ham.

 

”det var et tilfælde, og vi tænkte at du var ved en havn for at finde dit skib.” selv om han skulle spare på sine kræfter, kunne han ikke lade vær med at svare. Det har han aldrig kunne, i hvert fald ikke når jeg har været der. Selv den gang han falde ned fra æbletræet der stod i gårdspladsen, bare for at hente et søle æble, plaprer han stadig op. Men det var nu også ham der var den sjove af de tre brødre. Altid med på noget sjovt, klatre i trærer, fiske i søen og lege tefat. De andre ville bare side, og snakke om hvad de ville gøre når de blev borgefyrsten af Pilgrim, eller side og lytte til deres læremester. ”Frøken?” var der nogen der hviskede i mørket, og brød mine tanker. Jeg kikkede op. Det var den lille krofartteer, hvis store hånd prøvede at trøste mig. I starten forstod jeg ikke hvorfor han trøstede mig, før at en smag af salt ramte mine læber. Jeg havde nok siddet der i et stykke tid. For solenestråler ramte Marius der lå i senge. Den var nok omkring frokost. ” Frøken er de uskadt?” igen lad hans stemme i min mørke samvittighed. Mens mørket var begyndt at gribe sig om mig igen, kom jeg til at tænke på Stump. Jeg begyndte at tænke over hvad han lavede, og om han havde det godt. ” er Jonas nede i kroen?” de kikkede underlidt på mig da de ord kom ud af min mund. De troede nok at jeg ville side, og have ondt af mig selv, men nej. Stump var væk, og jeg skulle bringe ham hjem til mig. Det eneste jeg skulle bruge var nogen der kendte til smutveje, og andre måder at slippe uden om fjender. ” Anastasia. Høre du ikke efter vores far er død, og du er anklaget for mord. Hvis de finder dig bliver du hængt! I alt det her vil du snakke med en af dine venner! Er du blevet gal?” hvis William havde slået lidt håre med sit svær, ville han nok have hugget min finger af. Det gjorder ikke ondt da den lige ramte, men den overvæden smerte kom først efter et lille stykke tid. ” Læg så det svær fra dig, eller jeg vrider halsen om på dig!” hvæsede jeg. Hans øjne var fyldt med vrede, men også sorg. Min finger var lig så stille ved at hele efter han havde slået mig. Han tog sig lidt til hoved, det var nok kommet bag på ham at han kunne gøre sådan noget til mig. ” jeg ved det godt, men jeg har en plan, så vi måske kan få jeres far tilbage, og jeg kan få Stump hjem igen. Så min gode krofartteer er Jonas her?” min plan var ikke særlig god, men det var en plan der måske kunne virke. Der var koldt nede i krostuen. Ilden var gået ud og vinden blæste gennem sprækkerne.

 

” jeg ved nu ikke Anastasia. Hvad hvis han nu ikke kommer så er du døsens.” hans blå øjen var kolde. Jeg ved det var dumt ikke at høre på dem, men der var kun en ting at gør, og det var at lege Mesters spil. ” i kender ham ikke, i ved ikke hvad han er i stand til. Det var ham der dræbte din far uden tvil. Selv ikke ham, gå glip af sådan mulighed. Vi skal bare følge min plan så kan vi få din far tilbage.” jeg prøvede at lyde så overbevisende som muligt. Deres eneste mulighed var jo at følge min plan. De sad og kikkede på hinanden, Jonas, William og vores rednings kvinde. ”men hvordan kan vi vide at han gjorder det, er der nogen tegn på han var der?” hun kikkede lidt over på William der sad, og linede en der skulle tænke for første gang. Det var svært for ham at side her uden Marius, det var ham der var bedste til at snakke om den slags ting. ”der er kun to mennesker, der har evnen til at dræbe mennesker langt væk fra. Mester og mig..” selv om jeg ikke mødte deres blikke kunne jeg mærke hvad de tænkte.” så kan det jo være dig!” Jonas sad og kikkede ned i bordret, han var den eneste der ikke havde sagt noget. Man skulle tror at det her ikke var noget, der ravede ham. ”men jeg svor på min mors grav, at jeg aldrig ville bruge den formular igen. Så det kan ikke være mig.” jeg fik en klam fornærmelse i kroppen, hvordan kunne jeg vide at de ikke ville forråde mig?

 

”lad vær med at tænke på den tåbelige plan. Jeg har en der er bedre.” det var på tide han sagde noget, men det var nu ikke det ville høre fra ham. ” Du er en Bornapate , lav bare dit udsene om. Så du kan komme op på borgen, og vække borgefyrsten til live. På den måden kan du bevise det ikke var dig, for så ville du ikke vække ham til live.” der måtte jeg tage hatten af for Jonas, han var godt nok god til at finde på planer, men hvordan kunne han vide om mine kræfter. ” det er ikke nogen dårlig plan, men hvordan for jeg så Stump tilbage?” nok var vi ikke bundet med blod, men der var noget ved ham der minde mig om min gamle familie, og hvis gud gav mig en ny mulighed for, at få en familie igen vil jeg ikke også spille den igen. ” hvorfor betyder den knægt noget for dig?” spurgte han. Det lød næsten som om at en som mig, ikke kunne føle omsorg for andre end sig selv. ” Stump minder mig om en jeg mistede for lang tid siden, og jeg sagde at jeg passede på ham. Et løfte er et løfte, og det er min pligt at holde det.” han skævede lidt over til mig, men nikkede efter et stykke tid. Vi sad i et stykke tid bare og kikkede ud i luften ” Mary hvad mener du?” Mary var det det hun hed Mary? Kunne der være en lille sandsynlighed for det var hende ” altså vi ved ikke om det er ham Mester der gjorder det. Det kunne jo også være en der gerne ville af med ham, uden at prøve at skade Anastasia. Men jeg mener nu det samme som dig, men syns nu vi lige skal finde ud af, om der var andre der havde et horn i siden på ham, før vi sender Anastasia ud. Og hvis det er ham, så kan vi finde hans skjulested også få fat i knægten.”

 

Hun havde nok ret, men hvem ville af med borgefyrsten. Han var en rar mand der prøvede at gøre alt for folket. Efter vi havde siddet der i nogen timer, og diskuteret om hvad der var bedst at gøre. Blev vi enig om at det var bedst, at vi først fandt ud om der var nogen i Fredens hus der ville af med ham, også skulle vi få kontakt med Mester, og finde ud af hvad hans pris var for, at give mig Stump tilbage. Jeg husker stadig hvordan det var at lade ham i stikken, men jeg var nød til det for at rede ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...